Leder

Den uendelige krig

23. februar 2016

Den afghanske regering har opgivet to af Helmands 14 distrikter. Ifølge den afghanske tv-station Tolo har den afghanske hær trukket cirka 1.200 mand tilbage fra distrikterne Musa Qala og Nowzad og brændt militærbaserne Sher Ghazian, Roshan Tower og Dahni ned. Det er første gang den afghanske regering beslutter at overlade større landområder til Taleban, og beslutningen har derfor vakt stor bekymring, både i Afghanistan og internationalt. Men både Helmands guvernør Mirza Rahimi og det afghanske forsvarsministeriums talsmand forsøger at berolige både lokalbefolkningen og omverdenen. Der er udelukkende tale om en taktisk manøvre, og der er ingen grund til bekymring, vi kan når som helst generobre områderne, lyder budskabet. Men spørgsmålet er, hvor mange der tror på det. For de 110.000 afghanere, som bor i de to distrikter, er tilbagetrækningen den foreløbige kulmination på måneders kampe, hvor Taleban systematisk har forsøgt at køre den afghanske hær træt.

Noget tyder på, at det er lykkedes, i al fald med hærens 215. korps, der normalt forsvarer Helmand.

Tilbagetrækningen er da også det hidtil stærkeste bevis på, at den afghanske hær ikke kan klare opgaven. Siden det internationale samfund trak sine kampsoldater ud i slutningen af 2014, har de afghanske sikkerhedsstyrker lidt enorme tab, bl.a. på grund af manglende erfaring, manglende tunge våben, manglende luftstøtte og manglende mulighed for at evakuere de sårede.

Herhjemme rejser den triste udvikling i Helmand spørgsmålet, om den danske indsats i Helmand har været forgæves. Og svaret må blive et klart nej. Krisen i Helmand er snarere udtryk for, at tilbagetrækningen fra Afghanistan skete for tidligt og for hovedkulds.

Det har hele tiden været ventet, at Taleban ville overtage nogle afsidesliggende landområder, ikke mindst i syd, hvor bevægelsen har sine etniske og stammemæssige rødder. Men det overraskende er, at det er sket så hurtigt.

Uanset tilbageskridtet i Helmand er Afghanistan fortsat et langt, langt bedre sted for landets 32 millioner indbyggere, end det var under Talebans middelalderlige rædselsregimente. Jovist er den afghanske hær presset, men indtil videre kan Taleban hverken true den afghanske regering eller erobre større dele af landet. Udviklingen i Helmand viser imidlertid, at det fortsat er Danmark og resten af det internationale donorsamfund, der afgør, hvem der i sidste ende vinder slaget om Afghanistans fremtid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Charlotte Aagaard

"Herhjemme rejser den triste udvikling i Helmand spørgsmålet, om den danske indsats i Helmand har været forgæves. Og svaret må blive et klart nej."

Der er ikke noget, jeg hellere ville end tro på dig.
Men..............

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

"Udviklingen i Helmand viser imidlertid, at det fortsat er Danmark og resten af det internationale donorsamfund, der afgør, hvem der i sidste ende vinder slaget om Afghanistans fremtid."

Jeg er ikke helt klar over, hvad du mener; men du åbner forhåbentlig ikke på for en fornyet dansk militær indsats i Afghanistan????

USA gik i krig i Afghanistan for at fange/dræbe Osama Bin-laden, udrydde Al-Qaeda og straffe Taleban.
Hverken mere eller mindre.
I en handling af desperat sympati og stor naivitet - strenge brud på FN-protokol og sund fornuft, hoppede Danmark og enkelte andre nationer med i den sorte gryde for at vise symbolsk støtte til en allieret efter et svært traume(9-11).

Da den kollektive post-traumatiske psykose langsomt fortog sig og det stod klart at Osama var forsvundet, Al-Qaeda spredt og Taleban for indgroet til den walk-over man havde forestillet sig, begyndte de kreative formuleringer vi nu hævder som - ikke helt forgæves ? Tuuut !

Det glædelige ved det hele, nu som altid, er dog at både grine og græde er korrekte reaktioner - det letter jo betydeligt.