For 20 år siden gik almindelige borgere og politikere ind ad den samme indgang på Christiansborg. De gik op ad den samme granittrappe og ind ad den samme dør. Fem meter høj og af træ. Inden for døren til højre var der en lille kiosk, hvor et ægtepar solgte øl og sodavand, og til venstre et rum til Folketingets betjente, hvor de kunne sidde og se fjernsyn. Når man kom ind i forhallen, åbnede betjentene en lille luge og spurgte, hvad man skulle på Christiansborg, og hvis man skulle op på biblioteket på anden sal eller bare besøge nogen, så fik man lov at gå ind.
»Dengang kom alle ind,« som en af betjentene i Folketinget sagde i avisen fredag. I dag er Christiansborgs hovedindgang lukket for almindelige besøgende. Det skete efter terror- angrebet i New York i 2001, hvor man byggede en ny indgang til besøgende på Christiansborg. Her kommer de gennem et sikkerhedstjek som i en lufthavn. Det er måske nok naturligt, en naturlig udvikling set i lyset af den forhøjede terrortrussel mod Danmark, men det må være ligeså naturligt for os som samfund og borgerne at stille spørgsmål ved den udvikling.
Et oplagt spørgsmål kunne være: Hvad har vi mistet?
Christiansborg er blevet sikret mod terrorangreb flere gange siden 2001. Efter terrorangrebet i Norge i 2011 mod justitsministeriet og statsministerens kontorer i Oslo besluttede man at sikre Christiansborg Slotplads midlertidigt med en ring af sten, så en bil med en bombe ikke ville kunne køre tæt på bygningen, og i slutningen af denne måned mødes Københavns Kommune og Folketingets Præsidium for at finde en permanent løsning på sikringen af pladsen.
Ud over Christiansborg er en række andre offentlige institutioner og pladser blevet sikret mod angreb, og som flere arkitekter og personer fra sikkerhedsbranchen sagde i fredagens avis, er terrorsikring blevet en del af arkitekturen og byggeriet herhjemme. Ligesom sikring mod fugt eller store regnmængder.
Ifølge flere kilder i artiklen stiller det os som samfund og borgere i de kommende år over for et valg mellem på den ene side at skabe et mere sikkert samfundet og på den anden side at bevare et frit og åbent samfund. Vil vi have meget sikre bygninger eller meget åbne bygninger? Meget sikre pladser eller meget åbne pladser? Hvis det er rigtigt at stille det op som et valg mellem sikkerhed og åbenhed, så kommer private og offentlige bygherrer i de kommende år til at tage nogle valg, som bliver afgørende for både pladser og bygninger og for resten af samfundet. Men valget er allerede afgjort. For hvem vil vælge den lave sikkerhed for sine medarbejdere eller borgere?
Derfor må det netop ikke blive et valg mellem sikkerhed og åbenhed, men i stedet være op til arkitekter og byplanlæggere over de kommende år at finde løsninger, som øger sikkerheden uden at mindske friheden og åbenheden i byggeriet. Nogle findes allerede, for eksempel kan niveauer i landskabet forhindre en bil i at køre tæt på en bygning, mens andre løsninger synes at mangle.
Men tilbage til spørgsmålet: Hvad har vi mistet?
I eksemplet på Christiansborg er det jo sådan set bare muligheden for at gå ind ad den samme indgang som en politiker og for at købe øl og cigaretter i den gamle kiosk. På den anden side er det selvfølgelig meget mere. Vores generelle opfattelse af Danmark som et åbent samfund må bygge på helt konkrete eksempler på åbenhed i de enkelte institutioner, som at vi kan gå på museum uden at skulle have vores tasker gennem en metaldetektor, hvilket for mange amerikanere er hverdag; at vi kan gå i banken uden at blive mødt af bevæbnede vagter, som man bliver i Italien; at vi i modsætning til mange andre lande kan stemme til valg på den lokale skole eller det lokale rådhus uden at blive mødt af andre end en håndboldtræner eller en spejderleder, som viser os vej ind i stemmeboksen.
Eller at vi kan besøge Danmarks Radio uden at skulle gennem en skudsikker reception eller at kunne besøge Christiansborg uden at skulle gennem et sikkerhedstjek som i en lufthavn. Det sidste kan vi ikke mere.
Derfor er svaret formentlig, at vi allerede har mistet en lille del af vores åbenhed, selv om den del endnu er lille. otl
Sikringen i 2001 af Christiansborg virkede kun alt for dårligt.
Rune Eltard-Sørensen og Lars Grenaa lykkedes fint med et smide maling på Anders Fog
og Per Stig Møller i 2003.
Det er stadigvæk uklart - i hvert fald for mig - om Pernille Rosenkrantz-Theil fungerede som muldvarp eller blot var nyttig idiot.
Men under alle omstændigheder skal de folkevalgtes personlige sikkerhed beskyttes -
også mod at få smidt maling på sig.
Da den russiske kommunisme sank i grus i 1989 og hele Østeuropa igen blev frit ved den russiske tilbagetrækning til de gamle grænser før 2. VK, lå udsigten en lys og fredelig fredtid nok indenfor manges tankerække og redelige drømme.
Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for ganske hurtigt skulle lande frelses politisk og militært ved indlemmelsen i EU og sidenhen også i NATO, så grænsen mellem øst og vest igen lå helt tæt, og den retoriske kolde krig sprog igen fik frit løb.
Da retorikken fra vestlig side ikke hurtigt viste som aggression fra modpartens side, som svar på genoptagelsen af den kolde krig retorik, vendte man blikket mod fjerne egne, og ikke mindst betinget af såvel krigsmagere i Amerika, som hændelen d. 11 november 2001, hvor løgnen blev taget til hjælp som krigens falske begrundelse, - "masseødelæggelsesvåben", som ingen til dato har fundet det fjerneste bevis for efter krigens begyndelse i Irak, og lynchningen af Saddam Hussein.
Gud bevares, nogen engel på jord var han da ikke, - men hvem var det i Amerikas administration under Bush?
- At det så også førte til en post som NATO generalsekretær for en statsminister og hans ambitioner for en international post, taler vi ikke så meget om!
Siden kom også krigen i Afghanistan, med alle de storladne floskler og frihed, demokrati, ligestilling af rettigheder for kønnene, ret til læring og imod analfabetismens fastholdelse, blev krigsliderlighedens barmhjertige flosklers berettigelse, - og herregud så ville det heller ikke vare mere en 3 uger eller måneder, så var Taleban slået, og så var det nærmest risikofrit for danske soldater, så den civile indsats kunne begynde.
Som om det ikke var krig nok, skulle et gammelt Reagan ønske gå i opfyldelse i, det amerikansk hadede Libyen, så overfald man også Libyen med en frelsende engels retorik, - "vi skulle beskytte civilbefolkningen", så demokratiet kunne så fodfæste imod tyranen Gadaffi.
Freden var ikke kommet, og kommer måske aldrig med Amerika ved roret som politisk styrmand, derimod er krigene kommet væltende i stedet, og på det seneste - efterspillet er derimod terroren kommet til vor egen dørstolpe i stedet, og fortrinsvis i Europa, og langt mindre i Amerika, so har været den ledende politiske udenrigsbevægelse, der retorisk og bedragerisk fortæller om fredens komme, - men først efter krigen, og den næste krig, og den næste krig..................!
Hverken Irak, Afghanistan eller Libyen sendte deres krigere på terrortogt i vestlige lande, sådan som vi ser det sker i dag, - for de havde intet udestående med os, - det skabte vi selv med vor aktivistiske udenrigspolitik som deltagere i en Amerikansk alliance, hvor kun "sort og hvidt" skulle anskues, hvilket blev udtrykt af Bush administrationen således: "Enten er I med os, eller også er I imod os"!
Denne verdensfjerne snævre farveblinde cowboymentalitet fra Texas, blev krigens motto for vestens borgeres drøm om en fredelig tid i stedet for, og dermed også tiden svøbe for ufreden.
Nu er det nærmest blevet et mantra, at mens vi venter på fredens tid, - så lad os da slå tiden ihjel med lidt mere krig her og der, til tonerne af frelsende budskaber for dem det skal gå ud over, og politisk solgt som rigtigt og rimeligt for fredens skyld.
PS:
Engang kunne man også gå ud på fingrene i Københavns lufthavn og vinke ned til familie og venner de skulle med flyene på ferie sydpå.
Nu tør vi snar ikke længere tage sydpå da der heller ikke længere er sikkert der!
Snart må og kan vi kun føle os lidt sikre ved et højskoleophold i Danmark i sommerferien, og en hjertelig tak til vore politikere for det!