Leder

Eksportdiplomati

4. marts 2016

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) optrådte i går i aviserne med to forskellige budskaber. På forsiden af Politiken måtte han forsvare konsekvenserne af de besparelser for 200 millioner kroner på udenrigstjenesten, som regeringen har pålagt sig selv.

I alt 25 projekter bort- eller nedprioriteres, herunder fredsprocessen i Israel-Palæstina. Samtidig kunne en storsmilende Kristian Jensen længere inde i avisen på økonomisiderne hilse velkommen til præsidenten for den nye kinesiske udviklingsbank AIIB, som Danmark har skudt 500 millioner kroner ind i. Ministeren mener, at bankens grønnne investeringssigte vil føre til kontrakter til danske selskaber. Timingen var næppe tilsigtet, men meget sigende. Det økonomiske diplomati vinder afgørende frem på bekostning af det klassiske.

Da Kristian Jensen tiltrådte som minister, kunne og ville han det hele. Han ville gøre »Danmark større i en stadig mindre verden«. Nu har han i det mindste prioriteret udenrigstjenestens kræfter, men samtidig burde det stå klart, at Danmark i hvert fald ikke kommer til at fylde mere i verden. Som professor Martin Marcussen, Københavns Universitet, tidligere har fremført, er den danske udenrigstjeneste i forvejen den mindste i Norden. På trods af store ord fra skiftende regeringer om Danmarks aktivistiske udenrigspolitik og proaktive rolle på den internationale scene, har besparelserne stået på siden 2001, samtidig med at opgaver som eksportfremme er rykket ind under Udenrigsministeriet.

Så sent som ved seneste folketingsvalg lovede Venstre at tilføre ministeriet 70 millioner kroner for bedre at tjene Danmarks interesser. Men i stedet har man nu skåret 200 millioner kroner over de næste fire år. Besparelsen hænger sammen med efterårets nedskæringer på 2,3 mia. kr. på udviklingsbistanden. En fast procentdel af bistanden er nemlig reserveret til administration, men da man reelt har brugt pengene på meget mere end at administrere udviklingsbistand, rammer nedskæringen altså også det almindelige diplomati.

Ifølge Politikens oplysninger skal arbejdet for kvinders rettigheder ’tilbage til sit normale niveau’, det nordiske samarbejde reduceres, og naboskabsprogrammet for menneskerettigheder, demokrati og økonomisk udvikling i Bosnien, Kosovo, Hviderusland, Albanien og Moldova helt stryges. Og så ’nedprioriteres’ fredsprocessen i Israel og Palæstina, omend det endnu er uvist, hvad det konkret betyder for den danske repræsentation i Ramallah.

I stedet skal Danmark altså engagere sig i mere eksportvenlige projekter som den kinesiske udviklingsbank AIIB. Banken har til formål at investere i infrastrukturprojekter i Asien. Fra sin fødsel sidste år er AIIB blevet kritiseret for primært at skulle dyrke Kinas egeninteresser med udvikling af en ny silkevej og dermed udvide den kinesiske indflydelse i regionen. I modsætning til andre internationale finansinstitutioner som Verdensbanken og den europæiske udviklingsbank EBRD er AIIB ikke blevet grundlagt ved mellemstatslige overenskomster, men på kinesiske vilkår. Kritikere frygter, at banken ikke vil have samme krav til miljøbeskyttelse, overholdelse af arbejdstagerrettigheder og gennemsigtighed, og at den dermed kan underminere de gamle institutioner. Fremme af demokrati er i hvert fald ikke en del af formålsparagraffen.

Til gengæld giver det danske bidrag på 500 millioner kroner udenrigsministeren god grund til at tro på, at danske selskaber kan få flere kontrakter i de projekter, AIIB vil investere i. I samme boldgade har regeringen valgt at videreføre arbejdet med Green Global Growth Institute, GGGI, på trods af de mange skandaler, institutionen har været genstand for.

Udenrigstjenensten må på linje med andre offentlige instanser være villig til at spare, når Riget fattes penge. Men med de seneste besparelser er vi tilsyneladende helt nede at pille ved fundamentet for Danmarks klassiske diplomati. Ligesom det tager år at bygge op, tager det også år, før man kan se resultatet af det. Det har åbenbart været for fristende at skære i for en regering, der sætter kortsigtede økonomiske interesser højt. Det er også noget nemmere at sælge for befolkningen, at man har banet vejen for dansk erhverv i Asien, end at man måske en dag kan være med til at skabe fred i Mellemøsten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Holm
Troels Holm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Emil Rottbøll

Det er et Fata Morgana, at Danmark kan være med til at skabe fred i Mellemøsten -
hverken ved at hælde penge i fredsprocessen [sic!] i Mellemøsten eller ved at sende fly & specialtropper til Syrien.

Hmm, mon ikke det er muligt at finde andre måder at bidrage på end ved at sende bomber og kroner ?
Hvad med læger og medicin ? Ingeniører og vandpumper ? Lærere og bøger ? Landbrugskonsulenter og frø ? Bare som eksempel.

Vi kunne også gøre rigtigt meget ved at tilpasse vores handel med de parter der direkte modarbejder fredsprocessen eller systematisk forbryder sig mod menneskerettighederne.
Danmark og danske virksomheder køber fx mange israelske produkter hvert eneste år, på trods af at landet konsekvent modarbejder ethvert forsøg på at skabe fred i hele regionen.
Vi bilder os ind at vi ikke støtter og finansierer de mest aggressive og brutale israelske forbrydere, ved at udelukke produkter fra bosættelser. Men enhver der har indsigt i denne proces ved udmærket at produkter fra bosættelser ompakkes med falsk navn og oprindelse og kan købes få dage senere i Irma og andre amoralske butikker,
Samt at en stor del af hvert eneste tjente shekel går til bosætterbevægelsen og militæret der systematisk undertrykker palæstinenserne.

Vi kunne gøre rigtigt meget godt hvis vi ville, men det er desværre der det kniber. Danmark har til alle tider excelleret i at score billige point og slippe afsted med det absolutte minimum. Vi vil gerne hvis det ikke koster noget eller hvis vi ikke selv skal ændre noget. At vi alligevel er lykkes med at skabe en selvforståelse som en nation båret af mod, integritet og menneskelighed, er bare et vidne om hvor let det er at bedrage en historieløs, uvidende og mageligt ligegyldig befolkning.