Leder

EU og NATO bør kigge mod Sydkaukasus

Debat
11. marts 2016

Konflikterne mellem Rusland og Tyrkiet om Syrien involverer nu også Sydkaukasus, de tidligere sovjetrepublikker Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Rusland opruster nemlig massivt i Armenien ved Tyrkiets grænse og i løsrivelsesrepublikkerne Sydossetien og Abkhasien i Georgien.

Armenien er det eneste land i Sydkaukasus, som officielt rummer russiske baser. I Georgien er der tale om illegale baser, men de deltager nu i en offensiv imod Tyrkiet og NATO. Tyrkiet er Moskvas vigtigste mål, for det vil sætte Tyrkiet ud af spillet som regional konkurrent.

Ruslands økonomiske sanktioner imod Tyrkiet efter nedskydningen af et russisk kampfly ved den tyrkisk-syriske grænse i november sidste år og den nu igangværende oprustning har helt ændret regionens økonomiske og sikkerhedspolitiske situation.

I Armenien er nye våbensystemer og mandskab strømmet til fra Rusland, siden konflikten med Tyrkiet brød ud i lys lue. Gyumri, en af de russiske baser i Armenien, ligger under ti kilometer fra grænsen til Tyrkiet.

Tyrkiet og Rusland støtter jo hver sin part i Syrien, henholdsvis sunni-oprørere imod Bashar al-Assads syriske regime og regimet. De to lande har også hver sine interesser i Sydkaukasus, hvor aserbajdsjanernes flertal – azerierne – er et tyrkisk folk med tætte bånd til Tyrkiet.

Også Georgien er en strategisk partner for Tyrkiet, så svækkelsen af de russisk-tyrkiske økonomiske bånd kan styrke de tyrkisk-georgiske-aserbajdsjanske bånd. Den dårlige nyhed er, at de sydkaukasiske landes sikkerhed umiddelbart svækkes mere af Ruslands oprustning.

Armenien er økonomisk og sikkerhedsmæssigt helt afhængigt af Rusland, herunder når det gælder konflikten om det armensk befolkede Nagorno-Karabakh i Aserbajdsjan, hvor en skrøbelig våbenhvile har hersket siden 1994 efter en blodig løsrivelseskrig.

Som beskrevet i Information i går forbereder Armenien sig på krig med Aserbajdsjan om Karabakh. Det kan derfor ikke sige nej til Ruslands oprustning i landet imod Tyrkiet, der altid har støttet Aserbajdsjan om Karabakh.

Moskva holder Armenien på fode, men også i konstant usikkerhed, da det samtidig med at levere masser af våben til Armenien også leverer til Aserbajdsjan. Vladimir Putin tvang Armenien til at vælge medlemskab af Den Eurasiske Union frem for en associeringsaftale med EU ved at true med at give Aserbajdsjan våben nok til at vinde en ny krig om Karabakh.

Både Abkhasien og Sydossetien tilslutter sig Ruslands sanktioner imod Tyrkiet. Det skader især Abkhasien, da næsten 20 procent af dets handel har været med Tyrkiet. Men Moskva ønsker at isolere sine undersåtter på georgisk territorium fra Tyrkiet, der eventuelt ville kunne mægle imellem Abkhasien og centralmagten i Tbilisi, da Ankara har fine relationer til begge parter.

Tyrkiets genoplivede interesse under flygtningekrisen i at tilnærme sig EU skal også ses i lyset af landets dramatiske konflikt med Rusland. Tyrkiet har brug for samarbejde med EU på flere fronter i opgøret med Rusland, herunder i Sydkaukasus.

Ud over den krigsfare, som den russiske oprustning udløser, har Tyrkiet hårdt brug for at samarbejde om transport- og energiprojekter. Tyrkiet vil ud af sin store afhængighed af russisk gas og må finde nye transportruter igennem Sydkaukasus, efter at Rusland har lukket sine grænser for tyrkiske transportfirmaer.

Med Ruslands oprustning i Sydkaukasus er der åbnet en slags ny front i konfrontationen mellem EU og Rusland og mellem NATO og Rusland, og nye fronter befordrer jo næppe forsoning. Det er imidlertid en god lejlighed for EU og NATO til at udvikle relationerne til Sydkaukasus, især til Georgien og Aserbajdsjan.

Her er gode muligheder for samarbejde med også Tyrkiet, for EU og Tyrkiet har en fælles interesse i at stabilisere regionen gennem øget økonomisk og energipolitisk samarbejde. EU og Tyrkiet har også en fælles interesse i at udvikle nye gasledninger fra Turkmenistan og Iran som bidrag til at bryde Ruslands forsyningsmonopol.

Der er mange gode grunde til at rykke Sydkaukasus op på dagsordenen på NATO’s kommende topmøde i Warszawa og til, at EU interesser sig mere for regionen, hvor den russiske oprustning hidtil har været alt for overset. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Vibeke Sperling

Det er rigtigt alt sammen; men du mangler alligevel en vinkel.

Vi påtager os et frygteligt ansvar ved at opmuntre de 3 små kaukasiske republikker til at trodse Moskva. EU kan ikke beskytte hverken Georgien eller Aserbajdsjan, hvis det går helt galt og Rusland invaderer - og Nato vil ikke.

Det fortælles om Ungarn 1956, at Imre Nagy seriøst troede på, at Vesten - Nato - ville komme Ungarn til hjælp, hvis landet, som det gjorde, blot opsagde sit medlemsskab af Warzawapagten og forlangte de sovjetiske tropper ud af Ungarn.

Det førte til, at Sovjet invaderede, Imre Nagy søgte ly på Jugoslaviens ambassade, som han forlod under Sovjet-løfte om frit lejde. Han blev selvfølgelig arresteret og henrettet i 1958.

Og hvad gjorde "Vesten"? -
ikke så meget ud over de fortsatte radioudsendelser fra "Radio Free Europe".

Jeg har ærligt talt ikke spor lyst til at bære at sådant ansvar -
hvor indirekte det så end måtte være.

Jørgen M. Mollerup

Jørgen Stauns artikel i Weekendavisen no. 9: Den egentlige frontlinie, giver en dybere og bredere analyse af Ruslands hensigter i regionen.