Leder

Folkevalgte på feltstudier

15. marts 2016

Politikerne taler om nærområder som den store løsning på det store flygtningeproblem. Men hånden på hjertet: Hvor meget ved danske politikere reelt om de konkrete vilkår i flygtningelejrene i Mellemøsten og Afrika? Ofte nok ikke ret meget.

Desto mere velkomment er det, at medlemmerne af Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg netop har besøgt en af verdens største flygtningelejre, den jordanske Zaatira-lejren. Lejren ligger blot 10 kilometer fra Syrien, hvorfra langt størstedelen af de 80.000 børn og voksne, kvinder og mænd, er flygtet. Mødet med den trøstesløse virkelighed i den vandfattige og støvede teltlejr bibragte særligt Venstres medlem af udvalget, Jan E. Jørgensen, en indsigt, som hans parti forhåbentlig vil lytte til.

Med fornuftens klarhed formulerede Jan E. Jørgensen således følgende i et interview bragt i DR søndag aften: »Et eller andet sted er det jo fuldstændig vanvittigt at bruge ulandsbistand på flygtninge i Danmark, når vi kunne komme 15-20 gange så langt for de samme penge her.«

Så sandt, så sandt. Og vi kan tilføje, at hvis den danske ulandsbistand fik lov til at gøre endnu mere gavn i de afrikanske lande, der skaber fattigdoms- og klimaflygtninge, så ville presset på nærområdernes flygtningelejre blive desto mindre. Men det er ikke ligefrem den logik, der i disse år hersker i dansk ulandspolitik. Tværtimod.

Venstre-regeringen har vredet begrebet nærområde til ukendelighed ved at donere ulandsbistand til det nærområde, der er absolut tættest på os selv: Nemlig Danmark selv. En opgørelse fra organisationen Globalt Fokus viste tidligere i år, at 30 pct. af den danske ulandsbistand på i alt 14,8 mia. kr. i år bruges i Danmark. I 2008 var den andel blot 1,74 pct. Hvorfor?

»Det er en akut og helt ekstraordinær situation med mange millioner flygtninge. Derfor må vi omprioritere i udviklingsbistanden for at modtage og huse asylansøgere i Danmark,« har udenrigsminister Kristian Jensen (V) tidligere skrevet i en pressemeddelelse.

Den danske ulandsbistand handler altså primært om at hjælpe os selv med at håndtere flygtningene herhjemme. Ikke bistand derude. Dermed argumenterer udenrigsministeren altså for alt det, partifællen Jan E. Jørgensen kalder »fuldstændig vanvittigt«. Han udstiller dermed hulheden i regeringens ulandspolitik. Vil Kristian Jensen lytte til sin partifælles feltstudier fra virkeligheden? Næppe. Men vi har da lov at håbe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Dorte Sørensen
  • Ejvind Larsen
Kurt Nielsen, Dorte Sørensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Christian Jensen

Hvis vi omdirigerer alle ulandsmidler til u-landene - hvilket bestemt ikke er urimeligt - hvordan skal vi så finansiere de flygtninge & migranter, der kommer til landet?

Svaret må ligge et eller andet sted imellem offentlige nedskæringer & skatteforhøjelser.

Hvis eventuelle nedskæringer ville ramme dansk oversøisk militærindsats, ville det være så meget desto bedre - 2 fluer med 1 smæk.

Torben Lindegaard

'Hvis eventuelle nedskæringer ville ramme dansk oversøisk militærindsats, ville det være så meget desto bedre - 2 fluer med 1 smæk.'

Bingo! alene at undlade at købe ny KAMPfly giver mindst 30 mia. kr. Altså godt dobbelt så meget som den nuværende samlede u-landsbistand.