Leder

Er der håb?

15. marts 2016

Den syriske diktator Bashar al-Assads fremtid er for første gang til diskussion, lyder meldingerne på femårsdagen for den syriske borgerkrigs udbrud.

Efter intens armvridning fra især USA’s side er det lykkedes at samle en stor del af krigens parter til indirekte fredsforhandlinger i Genève. Og til de flestes overraskelse er det samtidig lykkedes at få kampene i det meste af Syrien til at stilne af.

For den syriske civilbefolkning er det naturligvis en enorm lettelse at slippe for daglige bombardementer med tøndebomber og konstante skyderier og kampe. Især for de hundredtusinder af civile, som sulter under især Assad-styrets belejringer, må det være et mirakel igen at få nødhjælp.

Læs også: Sådan skaber vi stabilitet i Syrien

Men er der virkelig håb om en fredsløsning? Og i givet fald hvilken? Eller samler parterne bare kræfter til en ny runde i den stadig mere opslidende og forvirrende krig?

Desværre virker det, som om fronterne – til trods for det massive diplomatiske pres – er meget fastlåste.

Mens FN’s forhandlingsleder, Stefan de Mistura, håber at få parterne til at tale om Syriens politiske fremtid; etableringen af et overgangsstyre og afholdelse af FN-overvågede valg, ser hverken oppositionen eller regimet ud til at have rykket sig mange millimeter.

Oppositionen kræver fortsat, at Bashar al-Assad og alle, der har begået forbrydelser på regimets vegne, udelukkes fra at deltage i et kommende overgangsstyre. Det meddelte talsmand Salem al-Meslet i weekenden. Og det afviser regimet fortsat pure. I weekenden meddelte den syriske udenrigsminister Walid Muallem således, at enhver diskussion om Assads fremtid er udelukket.

Hvordan FN og stormagterne USA og Rusland vil knække den nød, er uvist, men ifølge diplomatiske kilder er det forhandlernes mål at få parterne til at acceptere et kompromis, der lader Assad blive på præsidentposten, men uden de enevældige magtbeføjelser, han har i dag. Og så regner de med, at et FN-overvåget valg vil resultere i en ny og mere reformvenlig præsident, der vil reformere det syriske etpartidiktatur og bringe forsoning og stabilitet til landet.

Læs også: Diktator på afbud

Det er først og fremmest ydre faktorer, der har tvunget parterne til at møde op. For det første har Islamisk Stat udviklet sig til en fælles fjende, for det andet har millioner af syriske flygtninge vækket Europa af tornerosesøvnen, og endelig valgte den russiske præsident Vladimir Putin at kaste sit flyvevåben ind i krigen for at redde Bashar al-Assad, bedst som han var ved at vælte.

Det er derfor mere end nogen anden Vladimir Putin, der sidder med nøglen til en løsning. Og belært af Ruslands fremfærd i bl.a. Ukraine er der ingen grund til at tro, at russerne vil slippe deres marionet – medmindre de har en anden og mere spiselig kandidat i ærmet.

Status før Genève III er med andre ord, at parterne ikke er enige om noget som helst og ikke vil mødes ansigt til ansigt. I det lys kan det kun undre, at FN’s diplomati overhovedet er nået så langt, som tilfældet er. Og heri ligger måske trods alt et lille håb.

Uanset om der sker fremskridt i Genève eller ej i denne omgang, er det derfor tid til at begynde at tænke på morgendagen. Som mange af de syrere gør, som vi i den kommende tid præsenterer i vores nye serie »Syrien efter krigen«.

De fleste vestlige lande satser på en FN-ledet genopbygning af Syrien, og ifølge Informations oplysninger er Danmark i fuld gang med at finde ud af, hvordan danske bistandsmidler kan bruges til at genopbygge det »nærområde«, som regeringen drømmer om at sende flertallet af de syriske flygtninge tilbage til.

Det er meget prisværdigt, at der denne gang er en plan for genrejsning af endnu et sønderbombet og skrøbeligt land. Men det er vigtigt at holde fast i, at Danmark hverken kan eller bør hjælpe et hvilket som helst Syrien. Det internationale samfund satser tilsyneladende nu på stabilitet frem for forandring i Syrien, og det kan i sidste ende betyde, at Assad eller hans regime får lov at blive ved magten – trods de forfærdelige krigsforbrydelser, de har begået.

Et sådant Syrien uden fundamentale politiske reformer og respekt for menneskerettighederne hverken kan eller bør Danmark støtte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Det er umuligt art se en vej frem.

Hvis "Vesten" nedkæmper ISIL, sikrer vi samtidig Bashar al-Assads fremtid som syrisk diktator; og det er i høj grad tvivlsomt, om udefra kommende styrker kan bekæmpe ISIL.

Russerne sikrede Bashar al-Assads overlevelse, så de kan få ulejligheden med at bekæmpe ISIL også - eller lade være som det nu kan passe Putin.

Vi andre bør holde os helt ude af det kviksand.

Ikke "...hjælpe et hvilket som helst Syrien " siger Aagaard.
Jo, en hvilken som helst fred og dermed stoppe med vores evindelige, missionerende holdning som krigsførende nation.

Ebbe Lauridsen

Det er trist, at Information stadig agerer presstitude. Hvornår finder Information sin gamle form fra Vietnamkrigens dage, da man kunne finde information fra den kritiske side i stedet for den gang amerikansk propagande, som denne leder er udtryk for.
Jeg vil pege på tre ting:
Det er takket være Putins diplomatiske indsats, at der nu er forhandlinger i gang. USA har strittet imod, men de militære kendsgerninger på jorden overbeviste dem.
Det er Assadstyret, der i årtier har holdt sammen på Syriens mange etniske og religiøse grupper. Hvis det lykkes USA og lille dumme Danmark at splitte Syrien op efter etnisk/religiøse kriterier, bliver resultatet det samme som i Jugoslavien. Endeløse slagsmål.
Det er noget teoretisk vrøvl at tale om at ”Assad must go”. Assadstyret er vores eneste chance for at få bugt med de islamister, som USA og Golfstaterne har fostret. Og han er da en diktator, men er Golfstaterne og Saudi Arabien stort bedre? Overlad dette spørgsmål til syrerne.
Og mht retsforfølgelse af krigsforbrydere: Hvad med at starte med Obama?

christen thomsen

Uden at være helt enig med Ebbe Lauridsen, så er der noget forstemmende over den krigeriske, anti-russiske tone, som nok en kvindelig journalist på en Information (man troede Vibeke Sperling var mere end nok) anlægger. 'Putins marionet'? Hvornår har vi sidst mødt det ordvalg: Obamas marionetter: Danmark, England, Tyskland, Europa...?
Der er talrige stater, der har blandet sig i Syrien inden Rusland. Men interessant nok er et alligevel Rusland, der sidder med nøglen til fred. Det kan man vist kalde utilsigtet ironi hos Aagaard?