Leder

Lad ikke Karadzic ødelægge mere

26. marts 2016

Torsdag skete retfærdigheden endelig fyldest, da den bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic blev kendt skyldig i krigsforbrydelser og folkemord ved FN’s Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) i Haag.

Men 20 år efter afslutningen på den uhyrlige krig i Bosnien-Hercegovina bærer landet stadig tydeligt præg af Karadzics ugerninger. I hovedstaden Sarajevo er skudhullerne i byens huse stadig ureparerede og minder dagligt indbyggerne om de bosniske serberes belejring af byen fra de omkringliggende bjerge.

I byens centrum minder et stort banner om Srebrenica-massakren, hvor 8.000 muslimske mænd i 1995 blev dræbt af Karadzics mænd som del af deres forsøg på at splitte landet ad gennem etnisk udrensning.

Et andet resultatet er, at de fleste byer i dag er domineret af en enkelt etnisk gruppe, hvor serbere, muslimer og kroater før krigen boede side om side, fortalte bosniske journalister, da Information besøgte Sarajevo i forrige uge.

Af samme grund er landet stadig dybt splittet, og mange bosniske serbere nægter at se sandheden i øjnene om de krigsforbrydelser, Karadzic nu er idømt 40 års fængsel for at have beordret. Så sent som i sidste uge åbnede præsidenten for Republika Srpska, Milorad Dodik, ifølge tv-stationen RTRS et nyt kollegium med Karadzics navn.

Denne virkelighed viser i hvor høj grad, det faktisk lykkedes Karadzic at gennemføre sin plan om at splitte Bosnien. At overkomme de skel, som han og hans medskyldige skabte, og som har fastholdt landet i langtrukken efterkrigs-stagnation, er ekstremt vanskeligt.

Men én ting har potentialet til at gøre det, siger iagttagere. Dette er udsigten til en dag at blive medlem af EU. Lederne af de tre etniske grupper – bosniakker, serbere og kroater – er ikke enige om meget, men dette ene mål forener dem. Entusiasmen lyste ud af landets ministre, da Information besøgte dem kun en måned efter, at de formelt havde indleveret ansøgning om medlemskab af EU.

De vidste udmærket godt, at medlemskab ligger meget langt ude i fremtiden, men blot udsigten til at blive formelt kandidatland, og dermed påbegynde den reformproces, der vil skulle fuldføres, før medlemskabet af EU kan og bør komme på tale, var tydeligvis nok til at antænde et håb både blandt politikere og borgere.

Udsigten til indlemmelsen af endnu et fattigt medlemsland er omvendt langtfra på mange EU-borgeres ønskeseddel. Unionen er ramt af ’udvidelsestræthed’ efter optagelsen af 12 øst- og centraleuropæiske lande samt Baltikum i 2004 og 2007.

Det ’gamle’ rige Europa er træt af tilstrømningen af fattige EU-migranter. Besværlighederne ved at være 28 står nu klart, og det er blevet tydeligt, at flere nye medlemslande ikke forstår det samme ved EU’s kerneværdier som de gamle medlemmer.

Disse sammenstød mellem nye og gamle, rige og fattige har splittet EU først under eurokrisen og nu under migrantkrisen. At optage landene på Balkan, der stadig kæmper med dybe sår fra 90’ernes krige, er det sidste EU har brug for, vil mange mene.

Og dog. Flygtningekrisen, der sendte 764.000 migranter gennem Balkan mod EU i 2015, er den seneste påmindelse om, hvor tæt forbundet vi er med regionen. Ikke at vi burde have glemt dette, efter at vi måtte tage imod millioner af flygtninge fra netop Karadzics, Mladics og Milosevics krige i 90’erne.

Det var på flere måder et mørkt kapitel i Europas historie, så der er måske ikke noget at sige til, at vi helst glemmer alt om det. Imidlertid har manglen på håb og fremskridt i et land som Bosnien skabt en yderst skrøbelig situation, hvor der ikke findes nogen garanti for fortsat stabilitet.

Karadzic’ dom torsdag bør være en påmindelse om, hvad det er, vi risikerer, hvis vi ikke gør alt for at hjælpe Bosnien og det øvrige Balkan på fode.

Det kræver økonomisk og praktisk hjælp, men mest af alt kræver det håbet om en bedre fremtid. Dette kan EU levere ved i utvetydige vendinger at understrege, at Balkan-landene hører til i EU.

I Bosniens tilfælde bør unionen nu række hånden frem og tildele landet kandidatstatus som et signal til de 3,7 mio. hårdt prøvede borgere om, at EU agter at hjælpe dem med at fjerne ethvert spor efter Karadzics nationalisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mette Rodgers

Superflot leder.

Og du har helt ret i, at det eneste håb for Bosnien er et EU medlemskab.
De etniske strukturer i landet er ikke til at rokke uden udsigten til et EU medlemsskab.

Håbet kan være, at serberne i forbindelse med deres optagelsesforhandlinger tvinges til at se sandheden i øjnene; men det er nok tvivlsomt. Fornægtelserne, og undskyldningerne med at kroaterne var endnu værre, er svære at overkomme.

Peter Nielsen

Et land med 3 dysfunktionelle regeringer skal da absolut ikke ind i EU. Bundkorrupt, og ude af stand til at sætte sig ud over etniske og religiøse forskelle.
Nu har vi optaget lande som, Polen, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Bulgarien, Ungarn, Slovenien, Kroatien, Tjekkiet, Slovakiet - har jeg glemt nogen af de nye? Lande vi betaler til så de kan udkonkurrere vores egne befolkninger. EU er gået fra et projekt ( EF - Kul og Stålunionen) til et fantasimonster der ikke nødvendigvis gavner nogen som helst.
Hvad er det bedste middel mod krig? Det er handel.... så lad det være ved fri-handel og skrot alt andet.

Per Torbensen, erik mørk thomsen og Per Olsson anbefalede denne kommentar
Peter Nielsen

Husk også på at selv herhjemme og på Informations side, etniske danskere der påstår at Screbrenica massakren ikke fandt sted og at Serberne faktisk var ofrene her. Ingen nævnt ingen glemt. Men fælles for disse menneskers påstande er at ingen af dem har sat fod i Jugoslavien under borgerkrigen, Ingen af dem har det fjerneste begreb om hvor modbydeligt ondskabsfulde Serberne var. Serberene - støttet af Rusland....som noget der virker bekendt i Syrien nu.

Trond Meiring

"Ondskaben" og "skylden" ligger hos (ultra-)nationalistiske ledere, på flere hold, og deres ivrige medløbere. Serberne er blevet stemplet som syndebukken, og dette stempel er langt fra visket væk. Nu med Milosevic og Karadzic friskt i minde. Der var også krigsforbrytere af andre nationaliteter. (Og i andre krige, og andre lande, for den sags skyld.) Vi skal huske på, at for en ung mand, ikke nødvendigvis serber, der ikke lykkedes i at flygte fra landet og krigen, var alternativet til at stille ved fronten, en kugle kontant i tindingen.

Peter Nielsen

har jeg påstået andet? Nu var og er Karadzic blot én af de ansvarlige for grusomme krigsforbrydelser, og han er blevet dømt. Allerede samme dag var der store demonstrationer ledet af højrenationale kræfter i Beograd. Karadzic var sgu´ ikke en fredens mand, og dem der støtter/ forsvarer ham er støtter af en krigsforbryder kort og godt. Som leder ar Republik Srbska er han ansvarlig for de militære handlinger.