Putin ønsker måske fred denne gang

Ruslands Vladimir Putin har igen overrasket alle, nu med at indlede tilbagetrækning af ’hovedparten’ af Ruslands styrker fra Syrien. USA blev ikke informeret på forhånd, og Ruslands forhandlere om Syrien i Genève var heller ikke forberedte på deres chefs udspil.

Det er uvist, hvor meget det vil betyde, men det giver grund til en vis optimisme for den syriske civilbefolkning i de områder, som Rusland har bombet. Det kan styrke den igangværende våbenhvile og dermed mulighederne for at nå frem til langt flere nødstedte med mad og medicin. Men det giver selvfølgelig grund til skepsis, at Rusland i går tilkendegav, at det vil fortsætte bombardementerne i begrænset omfang.

Nedtrapningen vil næppe ændre noget i kampen mod Islamisk Stat (IS), for selv om Rusland har hævdet, at dets angrebsmål var IS og andre terrororganisationer, har det været de mere moderate dele af oprøret imod præsident Bashar al-Assad, som de fleste russiske bomber er sendt efter. Bombardementerne har således opfyldt et andet erklæret russisk mål: at styrke det ’legitime’ styre, som ifølge Kreml stadig entydigt er Assads regime. Det er lykkedes, men kun på Assads enemærker, hvor Rusland har sine to baser ved Tartus og Latakia.

Selv om Putin trækker de russiske styrker delvist tilbage fra Syrien, trækker han ikke tæppet væk under Assad. I det halve år, hvor russiske fly har bombet for Assad, er hans militær omorganiseret og tilført avancerede russiske våben – også Syriens luftvåben, som omverdenen undertiden glemmer rent faktisk eksisterer. Det kan formentlig nu klare sig med reduceret russisk støtte en tid. Og hvis ikke, kan russerne hurtigt være tilbage for fuld styrke.

Når Putin taler om, at målene med Syrien-missionen »i det store og hele er nået«, så tænker han mere på konsolidering af de russiske interesser i området end på støtten til Assad eller kampen mod IS. Moskvas primære sigte med sin indgriben i Syrien har hele tiden været at sikre Rusland solide fodaftryk i Mellemøsten og at komme ud af den internationale isolation efter annekteringen af Krim og den russiske militære indgriben i det østlige Ukraine. At gribe ind i Syrien skulle klare begge dele. Og spørgsmålet om hvorfor nu, er delvist besvaret af, at Ruslands indgriben ikke primært drejede sig om IS eller for den sags skyld Assad.

Og Assad har gjort klart, at Rusland ikke er parat til at generobre hele Syrien for ham. Rusland satser efter alt at dømme på en form for føderalisering med større eller mindre selvstændighed for formentlig tre enheder.

Den delvise tilbagetrækning er rigtig dårligt nyt for Assad, men et smart taktisk skridt fra Putin. Og det er måske mere end taktik. Vi kan være i en situation, som analytikere siger til Information i dag, hvor der er grund til at tage Putins forsikringer om, at Rusland ønsker fred gennem en politisk løsning, mere alvorligt end tidligere. Dertil har Putin også formuleret begrundelsen for tilbagetrækningen. For, understregede han mandag, da han lod nyheden springe over for sin forsvarsminister og udenrigsminister, de russiske bombardementer har gjort »seriøse forhandlinger mulige«. Det kan man jo kun give Putin ret i, ud fra logikken: jo mere krig, jo mere tilbøjelige bliver krigerne til en forhandlingsløsning. Putin har nok styrket Assads hånd ved forhandlingsbordet, men det er en ført hånd til gavn for Moskva.

Når Putins angivelige ’fredsvilje’ denne gang kan være alvorligere ment, så handler det om, at han seriøst gerne vil ud af Syrien så hurtigt som muligt. Selv om meldingen om delvis russisk tilbagetrækning kom som en overraskelse, er det ingen hemmelighed, at den russiske elite længe har søgt efter en exitstrategi. Rusland vil ikke risikere at blive trukket ned i et langvarigt morads som i sin tid i Afghanistan.

Spillet om Genève-forhandlingerne er ændret med den russiske nedtrapning i Syrien. Det er, som Syrien-eksperten Julien Barnes-Dacey siger til dagens Information, »et tegn til Assad om, at Rusland ikke er med ham til den bitre ende. De ønsker langsomme reformer, som ikke truer de russiske interesser, men det er for tidligt at kalde det begyndelsen til enden for Assad«.