Europæisk kolonialpolitik

Seks artikler på fem år. Det var, hvad de største danske dagblade havde skrevet om Marokkos årtilange besættelse af Vestsahara, inden Information besøgte området dette forår. Mediernes og det internationale samfunds forglemmelse er ikke uden konsekvenser. Da FN i 1991 forhandlede en våbenhvile mellem Vestsaharas folk, saharawierne, og Marokko, var det med løftet om en afstemning om selvstændighed. Men afstemningen er stadig ikke kommet, og Vestsaharas unge har nu mistet tålmodigheden og ser kun væbnet kamp som en sidste udvej til selvbestemmelse.

Selvom Vestsahara kan synes langt væk, er det ikke en konflikt, som er Danmark uvedkommende. Som Information skrev den 22. marts, har 15 danske pensionsselskaber og fem danske banker investeringer i selskaber, der udvinder olie og gas eller importerer fosfat fra området. Udvindingen er i strid med folkeretten, og så medvirker den ifølge iagttagere til at forlænge besættelsen.

Ligesom da Vestsahara var spansk koloni, må områdets naturressourcerigdom nu siges at være, hvad der motiverer og finansierer Marokkos besættelse. Og pengene kommer bestemt ikke kun fra Danmark. EU har i årevis haft handelsaftaler med Marokko, der har muliggjort Marokkos udsalg af Vestsaharas ressourcer, samt at europæiske fiskere kunne fange fisk langs Vestsaharas kyst – fisk, som saharawierne traditionelt har levet af, og som kunne have afhjulpet deres flygtningelejres store problemer med børns fejlernæring.

I december blev en vidtgående landbrugs- og fiskeriaftale kendt ulovlig af EU-Domstolen, da EU ifølge retten burde gøre det klart, at man ikke ville handle med Vestsaharas ressourcer. Men frem for at skrive det krav ind i aftalen, som USA for eksempel har gjort det, valgte EU i februar at anke kendelsen.

Efter dommen indstillede Marokko al kommunikation med EU. Og det er et pressionsmiddel, som landet i øjeblikket virker til at kunne tillade sig. Siden EU’s flygtningeaftale med Tyrkiet har sydeuropæiske ledere frygtet, at Marokko ville forlange mere for at afholde flygtninge fra at sejle til Spanien. Spanske og franske interesser i fiskeri og handel har længe stået i vejen for EU’s og FN’s kritik af den marokkanske besættelse, men EU’s søgen efter venner til at holde flygtninge ude, kan nu blive en endnu større forhindring.

Da Ban Ki-moon i forrige måned under et besøg i de saharawiske flygtningelejre kaldte Marokkos annektering af Vestsahara for en »besættelse«, reagerede kongestyret også på en måde, som sjældent hører sig andet end stormagter til. 80 medarbejdere fra FN-missionen i Vestsahara blev udvist, og et af missionens militærkontorer blev lukket. Men da generalsekretæren forsøgte at finde støtte til en værdig kritik af Marokko i Sikkerhedsrådet, var det svært at finde opbakning blandt de europæiske magter.

FN’s mission i Vestsahara er én af de eneste i verden, der ikke har mandat til at overvåge og dokumentere menneskerettighedsbrud, skønt besættelsesmagtens voldsomme undertrykkelse af den oprindelige befolkning er veldokumenteret. Men selvom Amnesty International, Human Rights Watch, Den Afrikanske Union og USA har anbefalet et menneskerettighedsmandat til missionen, har Sikkerhedsrådet – som regel på foranledning af Marokkos tætte allierede, Frankrig – afvist det. Og når FN-mandatet skal genforhandles i slutningen af denne måned, forventer de færreste, at resultatet vil være en udsigt til flere rettigheder eller selvstændighed for saharawierne.

Selv hvis de europæiske lande prioriterer flygtningeskræk og økonomiske interesser højere end almen retfærdighed, folkeretten, menneskerettighederne og et koloniseret folks ret til selvbestemmelse, er der stadig grund til at ændre politik i forhold til Vestsahara. Det internationale samfunds mangel på handling kan nemlig resultere i en væbnet konflikt, der ifølge iagttagere kan sprede sig til nabolandene. Og så kan krig og nye flygtningestrømme afløse den dyrt købte stabilitet, som europæerne har fået ud af deres støtte til den marokkanske kolonimagt. Under alle omstændigheder minder EU’s legitimering og finansiering af besættelsen én om, at de europæiske lederes højt besungne idealer sjældent efterleves i praksis – ikke mindst, når det gælder mennesker uden for kontinentet. Det ville i hvert fald klæde EU, hvis politikken udadtil blev lettere at skelne fra fordums kolonialpolitik.