Leder

Og de krøb i ly for spørgsmål

15. april 2016

Fint, at Folketinget vil vise handlekraft efter lækken af Panama-papirerne. Og at Folketingets Skatteudvalg derfor i onsdags havde indkaldt til offentlig høring om skattely.

Ironisk til gengæld, at høringen kom til at afdække Folketingets afmagt over for at gøre noget ved snyderiet. Problemet er globalt, fordi pengestrømmene er det. Løsningen skal derfor findes internationalt – det vil sige gennem EU. Det blev den pointe, der fremstod tydeligt, efterhånden som høringen skred frem.

Pointen om EU som den nødvendige vej kaster lys på en modsigelse, der ikke blev nævnt under høringen: Bredt i den europæiske offentlighed – herunder den danske – forventes det, at EU tager hånd om de problemer, som nationalstaterne står afmægtige over for: skattely, flygtningestrømme, nævn selv flere.

Men de selvsamme offentligheder er stadigt mindre indstillet på at gøre EU i stand til at løse opgaverne. En hollandsk folkeafstemning spændte for nylig ben for EU’s forsøg på at hjælpe Ukraine med en handelsaftale. Og tør man minde om et lille nordisk land, der for fire måneder siden afviste overhovedet at være med i EU’s retlige samarbejde?

Der er noget, der ikke hænger sammen. Og nogle politikere, der ikke har modet til at forklare deres befolkninger, at hvis EU er det nødvendige middel, skal EU også have de nødvendige redskaber, herunder politisk opbakning.

Høringen kom også til at afsløre en anden svaghed – nemlig den måde, den var tilrettelagt på. Selve ideen om offentlige høringer, hvor folketingsmedlemmer – gerne med den ansvarlige minister til stede – udspørger væsentlige aktører og eksperter, er storartet. Den kan bidrage til at puste liv i Folketingets arbejde og folkelige anseelse.

Men så kræver ideen en ganske anden udførelse end onsdagens. Skatteudvalgets medlemmer var ikke tilstrækkeligt forberedt til at stille de skarpe spørgsmål, der kunne belyse f.eks. bankernes hidtidige medvirken til skatteunddragelse.

Den gode journalistiske regel for kritisk-konfronterende interview hedder: ’Spørg aldrig om noget, hvor du ikke i forvejen kender svaret.’ For hvis man kender svaret, er man meget bedre i stand til at udfritte, hvis den adspurgte skulle have svært ved at få det sagt.

De, der fulgte skattehøringen, måtte få det indtryk, at udvalgsmedlemmerne spurgte på lykke og fromme. Da der blev indhentet spørgsmål fra tre udvalgsmedlemmer ad gangen, før ordet blev givet til de relevante panelmedlemmer, kunne sidstnævnte vælge og vrage mellem, hvad de ønskede at svare på.

Denne spørgemetode gav fri udfoldelse til de tre repræsentanter for landets tre største banker: Nordea, Danske Bank og Jyske Bank.

De kunne uanfægtet spille rollen som ydmyge samfundstjenere, der tænksomt lytter til politikerne. Enhver misdåd kunne bankrepræsentanterne skyde bagud til en fjern fortid. Som da bankdirektør i Nordea, Torben Laustsen, mindeværdigt gled af:

»For år tilbage foregik der ting i bankverdenen, som vi ikke i dag ville acceptere.«

Det stemmer ilde med Nordeas egen oplysning om, at samarbejdet med Mossack Fonseca først er bragt til ophør efter Panama-lækken. Og bankrepræsentanterne blev uldne, da de blev spurgt, om de kan garantere, at der ikke kommer nye læk, der kaster skam over dem.

12 flasker rødvin. Det er, hvad de danske banker, der har medvirket til skattefusk, burde sende til hvert af de partier i rød blok, der stod bag forslaget om onsdagens høring.

Formatet – med bankrepræsentanter ansvarsfuldt tronende på podiet og folketingsmedlemmer diffust spørgende nede fra gulvet – gav en idé om, hvem der på det finansielle område har den højeste magt.

En nytænkning af høringsideen er nødvendig. I den amerikanske Kongres forbereder en professionel stab udvalgsmedlemmerne på at spørge skarpt, og de enkelte medlemmer kan foretage krydsforhør.

Det er knapt så hyggeligt som høringen i onsdags. Men det er virksomt demokrati, der kan gøre en forskel. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Andersen
  • Anne Eriksen
  • Niels Duus Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Jørgen M. Mollerup
  • Dorte Sørensen
Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Niels-Simon Larsen, Jørgen M. Mollerup og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Den med 3 spørger før panelet svarer har længe forundret mig - en metoder, der ofte også anvendes i de åbne samråd/udvalgsmøder - Hvorfor ikke et spørgsmål fra en til panelet eller en i panelet, hver ved kan der ikke undlades at svare på spørgsmålet eller det bliver tydeligt med et "ikke- svar".

Niels-Simon Larsen

Dansk mentalitet er ikke til de åbne konfrontationer. Der er helst ingen i toppen, der må hænges ud. Hvis journalisterne er for skrappe, risikerer de at få en røffel. I paneldebatter er der for meget på spil. TV er ikke egnet til ret meget. I USA ser man folk få røde ører for åben skærm. Det sker ikke her. Der er ikke en sandhed, der ligger og venter på at blive afsløret. Her er hverken sandheder eller løgne, bare noget uklart der imellem.

Politikernes spørgsmål var præget af mangel på indsigt og forståelse, og et totalt fravær af blot et minimum af forberedelse - det lød mest som spørgsmålene fra en mellemskoleklasse. Ingen kunne forvente, at politikerne på forhånd havde en dyb viden om den aktuelle problemstilling - men et vist minimum af generel indsigt kunne man rimeligvis forvente. Og ved forberedelse - ikke mindst - kunne man have undgået indtrykket af naivitet og ubehjælpsomme formuleringer.

Det er sgu for ringe!

Steffen Gliese

Jo, Jens Winther, man kan godt forvente, at politikerne er overordentligt meget inde i problemstillingen, fordi de faktisk har lovgivet om det . Det lød imidlertid til, at de slet ikke havde forståelse for, at det er lovgivning, der bestemmer, hvad folk gør og ikke gør. Det fandt jeg godt nok chokerende og provokerende: at de mente, at BANKER ville udvise en form for moralsk civilcourage.
Hvordan kunne de dog tro det? Jeg har tænkt meget over det, og den eneste forklaring, jeg kan finde, er, at det skyldes en total overvurdering af betydningen af "konkurrence".

Så er EL på spanden igen, for partiet vil jo ikke afgive så meget som en tøddel suverænitet til store væmmelige EU. Gu' ved hvordan EL så vil bekæmpe den omfattende skatteunddragelse og -svindel? Gennem FN?

Niels-Simon Larsen

Arne Lund: Det vil EL ved at blive et stort parti med enorm indflydelse.
Er det ikke den model, der ligger i baghovedet på folk?
Jeg undrer mig i øvrigt over dit indlæg, for så ved jeg ikke, hvor jeg skal placere dig politisk.