Leder

En lussing til to spidskandidater

7. april 2016

»It ain’t over till it’s over,« sagde baseball-guruen Yogi Berra.

Efter Donald Trumps og Hillary Clintons nederlag til Ted Cruz og Bernie Sanders i tirsdagens primærvalg i midtveststaten Wisconsin synes dette omkvæd til en senere sang af Lenny Kravitz at passe som fod i hose til dette års uendelig lange valgkamp i USA.

Nuvel, i 2008 kappedes Barack Obama og Clinton hele vejen til Californiens primærvalg den 5. juni. Men dengang havde republikanerne flere måneder forinden forenet sig om senator John McCains kandidatur.

I 2016 vil dysten om kåringen af en præsidentkandidat i begge partier formentlig trække ud til juni og måske kun blive afgjort på partikongresserne i slutningen af juli.

Det er et uhørt scenario i nyere amerikansk politisk historie. Sidste gang det skete, var i 1976, da præsident Gerald Ford måtte gennem flere afstemninger for at slå en udfordring fra den konservative Ronald Reagan tilbage. For demokraterne er året 1952.

Man skal helt tilbage til tiden før primærvalg i 1800-tallet for at finde et eksempel på, at delegerede på begge partiers kongresser – og ikke vælgerne – ene og alene træffer afgørelse om, hvem der skal være præsidentkandidat.

Den største overraskelse i Wisconsins primærvalg var uden tvivl, at Sanders vandt med en større margin over Clinton end forudset i meningsmålingerne, nemlig med 56 mod 43 pct. af stemmerne. Men fordi de delegerede fordeles proportionalt, giver det kun netto 11 til Sanders.

Det er ikke meget, når Clinton har 283 flere delegerede end ham. Sanders skal vinde alle de tilbageværende primærvalg og partimøder med den samme margin som i Wisconsin og helst mere for at indhente Clinton. Matematisk er det muligt, men ikke sandsynligt.

Men hunden i det spil kegler er, at demokraterne i modsætning til republikanerne i 1980 vedtog en regel om, at en sjettedel af de 4.765 delegerede på partikongressen skal bestå af folkevalgte politikere (535 medlemmer af Kongressen og guvernører) samt snesevis af ikkevalgte partispidser. De kaldes også superdelegerede.

Ordningen blev indført som en sikkerhedsventil mod kandidater, der ifølge gængs opfattelse ikke har en levende chance for at vinde præsidentvalget i november, selv om de på demokratisk vis har erobret et flertal af de delegerede i primærvalg og på partimøder. De 718 superdelegerede udgør ca. en tredjedel af det nødvendige flertal på 2.383.

Dette system er ikke særlig demokratisk, ikke mindst fordi næsten alle superdelegerede på forhånd har tilkendegivet, at de vil støtte Clinton, også hvis de kommer fra en delstat, hvor Sanders har vundet. Det står dem dog frit at ombestemme sig.

Det pikante spørgsmål er, hvad de superdelegerede gør, hvis Sanders fortsætter med at vinde delstater de næste par måneder. I hans fødestat, New York har han en chance for at vinde primærvalget den 19. april.

Clinton er så irriteret over Sanders’ voksende kritik af hendes »opportunistiske« drejning mod venstre, at hun onsdag i et interview med Politico.com drog tvivl om, hvorvidt han hører hjemme i det demokratiske parti. Sandheden er, at Sanders kanaliserer et folkeligt oprør mod partispidsernes midtsøgende linje, personificeret af Bill og Hillary Clintons New Democrats i 1990’erne.

I den republikanske lejr forudsagde meningsmålinger et betydeligt nederlag i Wisconsin til Donald Trump, om end Ted Cruzs sejrsmargin var noget større end forventet. Nogle amerikanske kommentatorer tolker resultatet som »begyndelsen på enden« for Trump, men det virker overoptimistisk.

Politisk set er Trump en mere attraktiv kandidat for moderate republikanere, konservative arbejdervælgere og de partiuafhængige end den ærkekonservative og evangelisk kristne Ted Cruz. Næsten alle kommende primærvalg finder sted i delstater med en demografi, der begunstiger Trump. Så det er for tidligt at give hans kampagne dødsstødet.

Måske det vil lykkes for magtfulde modstandere i partiet at hindre Trump i at vinde et flertal af delegerede inden partikongressen. Men det er svært at forestille sig, at en forretningsmand af hans type ikke skulle kunne overtale et dusin delegerede til at skifte side. Det bliver en kongres med masser af studehandler i kulisserne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det bliver mere og mere tydeligt for amerikanerne, at de med Sanders har en unik chance for at bringe USA tilbage til fordoms gloria moralsk og økonomisk - og at han kan få en indflydelse, der rækker langt ind i fremtiden med udnævnelsen af formodentlig indtil flere højesteretsdommere.
Der er et meget stærkt pres på de uafhængige delegerede for at følge folkeviljen, og de af dem, der selv er folkevalgte stilles i meget uforblommede vendinger stolen for døren: skift side eller bliv væltet i november.

En politiker som Sanders - tilsyneladende en af de få tænkende amerikanske politikere overhovedet, med bare et kussehårs chance for at blive præsident er helt fantastisk og giver fornyet håb for en kerne-rådden nation som USA.
Men lad det nu ikke løbe afsted med forventningerne. I mere en 1.5 år har det stået fuldstændigt klart, for enhver med bare perifer indsigt i amerikansk politik, at Hillary Clinton vil vinde præsidentposten.

Intet der er sket i det forgangne år har ændret dette - hverken Trump eller Sanders kandidatur har skyggen af en chance.
Al den spekulation vi hører er journalister og kommentatorer der for at holde avissalget samt evt egen karriere i gang, hygger sig med at holde mulighederne åbne - det er de ikke.

Det er godt at det ikke bliver Trump, det kan vi allerede takke Hillary for. Men Hillary er ikke nogen god kandidat og vil hverken have hjerne eller nosser til at bringe USA ud af fordærv.

Steffen Gliese

Kasper Kjær, det er faktisk ikke rigtigt, alt har forandret sig, fordi Sanders er den sidste modkandidat stik mod alle forudsigelser. Han har gang på gang klaret sig bedre end forventet, og for hver gang øger han tilliden blandt dem, der har valgt ham fra pga. journalisters manglende opmærksomhed eller skepsis, fordi de kan se, at andre mere modige er en langt større gruppe, end man troede.
NYC bliver en væsentlig udfordring, men byen er i dag langt mere progressiv end den by, der valgte Clinton som senator - se blot på den nuværende borgmester de Blasio. Sanders vinder opbakning hele tiden, og det største problem i NYC er, at det er en lukket afstemning blandt registrerede demokrater; og på det sidste er der kommet en kritik af Sanders til orde, som angriber ham for ikke at være tilstrækkeligt loyal overfor partiet og kun stille op i dets regi af bekvemmelighed. Meget socialdemokratisk i virkeligheden - og meget problematisk at lade følelser overtrumfe objektive interesser.

Trond Meiring

Peter Plys er også Sanders-tilhænger. Der hænger et skilt med Sanders i store bogstaver over døren til hans (træ)hus. Plys, der om sig selv siger at han kun er en lille bjørn med en lille forstand, er i al sin ydmyghed egentlig en (ret) klog bjørn og filosof. I selskab med Sokrates og nogle få andre. Men ofte misforstået og fejlciteret.

Ninka Ninus : "Vil du have mælk eller honning til brødet, Plys?"
Peter Plys : "Ja, tak, begge dele. Men jeg kan godt springe over brødet."

Steffen Gliese

Jeg blev i går opmærksom på, at der i "Hærværk", som jeg er den ENESTE, der ikke har læst, faktisk optræder en Bernhard Sanders. Tom Kristensen var så visionær!

Trond Meiring

Du er ikke den eneste, der ikke har læst den, men en der tør indrømme det. Jeg har heller ikke læst bogen.

Sanders har imponerende momentum, lige nu. Men primærvalget er en helt anden størrelse end det regulære præsidentvalg.
Det er lidt som Thorning vs Frank Jensen(hvis vi forestiller os en FJ med en hjerne).
Det var måske tæt løb internt hos Socialdemokrabaterne, men blandt vælgerbefolkningen havde Frank ikke en chance. Alt for meget fnidder talte i Thornings favør, blandt de mindre aktive og informerede.

Steffen Gliese

Kasper Kjær, du overser én væsentlig ting: Sanders er ren! Der har været tilløb til at offentliggøre snavs, men der er bare ikke noget. Hillary derimod er mere af en rodebunke, hvor ting kan udlægges på meget forskellig måde - og så er der hele tiden mistanken langt ind i partiet: at hun altid kun er ude på at mele sin egen kage.

Steffen Gliese

Derudover tror jeg, at rigtig mange i løbet af de seneste ti år har fortrudt, at det ikke var Frank, der fik deres stemme.

Steffen Gliese

- og så er det jo rent faktisk Sanders, der er Thorning: den nye kandidat, man stemmer på, fordi man tror, man kender resultatet ved at vælge en allerede prøvet kandidat.

Det eneste sikre jeg kan se i valget pt., er at hvis Clinton vinder, så er det en sikker fortsættelse af den råddenskab og krigeriskhed der er i USA i dag. Hun er helt sikkert forsvarsindustriens førstevalg.

Steffen Glise,
Jeg håber du har ret omkring Sanders chancer, men et godt råd vil være ikke at sætte for mange penge på ham - odds er ca 1/1 million.
Jeg tror i øvrigt ikke sammenligningen med Helle Thorning og Frank Jensen holder helt så langt. Begge har vist sig ekstraordinært inkompetente politikere - dog på hver deres måde.
Thorning var chef for en uduelig regering, der missede samtlige oplagte indsatsområder og solgte ud hvor det var muligt - med et smil.
Frank Jensen har lavet København til en turistby, der skidder på vi der bor og arbejder her til dagligt - og selvfølgelig solgt ud hvor det var muligt.

Måske det er en socialdemokratisk sygdom - ufattelig inkompetence og hensynsløshed..

Og der er næppe mange københavnere der ville stemme på Frank efter

Hov, sidste sætning var en smutter. Måske jeg fordi jeg for tredje gang denne uge er blevet vækket 3 timer før jeg egentlig skulle op, af de mest afsindigt larmende fejemaskiner der terroriserer nabolaget dagligt - så det er pænt på de 6 meter bredde fortorve, Frank Jensen - af årsager der er umulige at afkode for normale mennesker - har smadret Istedgade med.

Steffen Gliese

Jeg håber ikke, Sanders viser sig at være en Frank eller en Thorning. :-) Han er snarere den Anker, der ikke skulle kæmpe med oliekriser.

Man kunne måske også lave en regel om at vise lidt hensyn, så maskiner der larmer med langt over 100 decibel, ikke kører rundt på gader og stræder før kl 10 og da slet ikke fra kl 6, som det er tilfældet nu.
Jeg arbejder i restaurationsbranchen og sælger vin ved smagninger der foregår om aftenen. Det er ofte at jeg har fri omkring kl 24, eller senere.
Det er grænseoverskridende psykologisk terror at blive vækket af disse vanvittige maskiner, adskillige gange om ugen, efter 3-4 timers søvn.
Der er sgu snart nogen der bliver slået ihjel.