Leder

Overgrebskultur

6. april 2016

En sexistisk overgrebskultur er vokset frem iblandt os, uden at vi har opdaget omfanget af det. Tusindvis af ganske almindelige danske unge deler uden samtykke private nøgenbilleder og grove pornografiske videoer af hinanden, og i skoleblade får gymnasieelever ufrivilligt udstillet deres seksualitet på meget nærgående og ubehagelig vis. Af og til går det ud over unge mænd, men oftest er ofrene kvinder.

Der er tale om ondskabsfuld mobning, som kan have alvorlige konsekvenser for ofrene, og det eneste gode, der er at sige om fænomenet, er, at det nu er blevet genstand for en national debat.

Modige unge kvinder er stået frem i Information og har fortalt deres historie.

16-årige Sofie blev sidste år udsat for et seksuelt overgreb af fem drenge, som optog seancen på video. Kort efter var videoen delt blandt tusinder af unge, og Sofie blev og bliver fortsat konfronteret med den konstant.

Også Gertrud mistede kontrollen over sit privatliv, da hun som 14-årig i 2012 sendte et nøgenbillede til en fyr. Billedet spredte sig hurtigt til masser af unge, og hun får stadig henvendelser fra både bekendte og folk, hun ikke kender, som har modtaget det. Fælles for Sofie og Gertrud er oplevelsen af, at spredningen af videoen og billedet ikke kan standses, når først den er sat i gang. Det er som et mareridt, de ikke kan vågne af, og det har fået alvorlige psykiske konsekvenser for de to unge kvinder, der begge får psykologhjælp.

Det har altid være sådan, at unge eksperimenterer med deres seksualitet og gør sig fri af nagende konventioner. Det er en frugtbar og frigørende proces, og det er reaktionært, når automatsvaret fra ældre generationer er, at de unge er perverse.

Problemerne opstår, når de unge i stedet for sammen at udvide rammerne for, hvad vi kan tillade os at sige og gøre i det offentlige rum, gør hinanden ondt ved at udstille deres jævnaldrende imod deres vilje. Pludselig er det dem, der er de reaktionære. Ofrenes krop og seksualitet bliver fremhævet som noget latterligt eller ligefrem skamfuldt. Det er netop sådan, kvinder er blevet holdt nede af konservative kræfter igennem historien.

Et afgørende moment i sagerne er, at billeder og videoer bliver distribueret uden samtykke, og at skolebladene beskriver gymnasieelevers seksualitet i detaljer, selv om ofrene for alt i verden ikke ønsker deres private forhold spredt i offentligheden. Hvad delingen af billeder og videoer angår, er det klart ulovligt, men intet tyder på, at myndighederne indtil videre har ydet nogen særlig indsats for at straffe lovovertræderne. Det er et svigt af unge kvinder som Sofie og Gertrud, og det er beskæmmende for et moderne samfund, at man lader sexistiske forbrydelser passere. Derfor er det glædeligt, at justitsminister Søren Pind og flere partier som følge af den seneste tids pressedækning har givet udtryk for, at indsatsen på området skal strammes op.

Endnu vigtigere er det at arbejde målrettet på at ændre den kultur, hvor deling af private billeder og videoer uden samtykke er legitimt. Som debattøren Emma Holten, der selv har været offer for hævnporno, sagde i Information i sidste uge, er det et langt og sejt, men nødvendigt træk. Forældre må tage diskussionen op med deres børn, der måske ikke er bevidste om konsekvenserne for ofrene. Og skoler og gymnasier må bidrage ved eksempelvis at invitere oplægsholdere som netop Emma Holten i stedet for at lade redaktionerne bag deres skoleblade fylde spalterne med grov mobning, der kan afsætte livsvarige ar hos deres ofre.

I debatten har mange også peget på, at unge kvinder må lære at opføre sig mere forsigtigt, så de undgår at havne i samme situation som Sofie og Gertrud.

Det er et bekymrende svar på den trussel, delingen af billeder og videoer uden samtykke udgør. Som moren til Sofie sagde i gårsdagens Information, er det samfundet, der har et problem, ikke hendes datter. Sofie og andre unge kvinder skal fortsat have »retten til at bevæge sig ud i verden og på nettet«, til at tage i byen, drikke sig fulde og begå fejl.

Deres personlige frihed skal ikke indskrænkes, fordi jævnaldrende overtræder helt basale moralske og juridiske spilleregler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lis Kyllikki Turunen Pedersen
  • Kurt Nielsen
Lis Kyllikki Turunen Pedersen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Werngreen

Mennesker, der ikke evner at opfylde deres egne behov, og som derfor som kompensation skader andre, har altid fandtes. Teknologien har gjort det nemmere at skade i det skjulte, men det skal ikke afholde os fra, udover oplysningens og opdragelsens lange seje træk, at gøre vores bedste for at bruge teknologiens muligheder til at eksponere misdæderne, så det bliver forbundet med betydeligt prestigetab at foretage sig noget så nedrigt som at misbruge intimitet.

Grethe Preisler

Hvorfor er det egentlig "progressivt" at opfordre teenagepiger og -drenge på 14-15 år til at "gøre sig fri af nagende konventioner" og "eksperimentere med deres seksualitet" - herunder tage nøgenfotos af sig selv med hjælp af en selfie-stang og sende dem til deres venner og 'følgere' på nettet via snapchat? Mens det derimod er '"reaktionært" at oplyse dem om risikoen for, at disse fotos havner i de forkerte hænder og "går viralt" på nettet.

Moral er godt, men dobbeltmoral er åbenbart dobbelt så godt. I hvert fald når det handler om, hvad forældre, lærere, pædagoger og andre (ansvarsbevidste voksne) autoriteter må og ikke må fortælle mindreårige, men kønsmodne piger og drenge i deres varetægt om sexlivets glæder og risici og den jura, som definerer, hvad der er gældende lov og ret for producenter og indehavere af "børnepornografisk" materiale og distribution af samme på internettet.

Jens Thaarup Nyberg, Nille Torsen, Morten Jespersen, Birgitte Simonsen, Vibeke Rasmussen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Men er det nu også delingen af de seksuelle videoer, der er det første og største problem her? Er unges sex-'lege' måske noget, man hellere eller i det mindste også skulle bekymre sig om … og skulle kunne tale om uden straks at få påklæbet mærkater som "snerpet" eller "fordømmende"?

Tilsyneladende er det også nødvendigt at tale om og (be)lære unge – og voksne for den sags skyld, tænk bare på en tidligere chef på TV2 – om, at når man bliver filmet eller fotograferet, uanset hvor intim en situationen man befinder sig i, er der stor sandsynlighed/risiko for, at billederne/videoerne havner på nettet, hvor alle har adgang til at se dem.

Er 'Sofie' og 'Gertrud' ligefrem "modige unge kvinder", fordi de "er stået frem i Information og har fortalt deres historie"?

Havde 'Sofie' været min datter, ville jeg have gjort alt, der stod i min magt for at beskytte hende mod yderligere eksploitering og ville have frarådet – om nødvendigt forbudt hende! – at stille op til interview og fotografering for Information. Lige som jeg også selv ville have afholdt mig fra at udtale mig til avisen.

Men nu er 'Sofie', hvor meget man end på hendes vegne kan beklage det, blevet, bogstavelig talt, billedet, the 'posterchild', på disse overgreb. De seksuelle såvel som de, der har med deling af materiale på nettet at gøre.

Personligt kunne jeg have ønsket, at Information, frem for at følge i Radio24syvs mere 'tabloide' dækning af sagen, i stedet havde lavet sin egen 'research' og fundet sin egen vinkel på et åbenbart omfattende problem, der handler om at sætte grænser og passe på sig selv. Og havde ladet 'Sofie' få fred.

Mads Jakobsen

"Som moren til Sofie sagde i gårsdagens Information, er det samfundet, der har et problem, ikke hendes datter. Sofie og andre unge kvinder skal fortsat have »retten til at bevæge sig ud i verden og på nettet«, til at tage i byen, drikke sig fulde og begå fejl."

Er det virkeligt muligt lade andre begå alle de fejl de vil og samtidig beskytte dem imod konsekvenserne? For det er ikke en opgave jeg kan tage på mig. Så hvem melder sig?

Niels Duus Nielsen

Samfundet har et problem. Samfundet, det er os alle sammen, så vi har allesammen et problem. Jeg har et problem, du har et problem, Sofie har et problem, Sofies mor har et problem. Så logikken holder ikke, når der i samme sætning står, at samfundet har et problem, mens Sofies mors datter ikke har et problem.

Problemet er, at vi alle fortsat skal have "retten til at bevæge os ud i verden og på nettet", som der står. Problemet kommer af, at både "verden" og "nettet" kan være farlige steder at bevæge sig ud på. Således gjorde jeg mig fx stor umage med at lære min søn, at han ikke skulle bevæge sig ud på den del af verden, der kaldes "kørebanen" uden at se sig godt for, fordi han ellers risikerede at blive kørt over af en bus.

Med skam at melde gjorde jeg mig ikke de store anstrengelser for at lære ham om netikette, primært fordi jeg ikke var mig fuldt bevidst, at der findes en sådan ting.

Det er jeg så blevet bevidst om i mellemtiden, og mit råd til alle forældre er, at de fra nu af tager oplysning om netikette - og risikoen for mangel på samme - alvorligt og faktisk bruger tid og energi på at lære deres børn, at det kan være farligt at bevæge sig ud på nettet, hvis man ikke ser sig godt for.

Unge kvinder må lære sig at opføre sig mere forsigtigt, og unge mænd må lære at opføre sig mere hensynsfuldt. Hvordan Anton Geist kan se dette som et "bekymrende svar på den trussel, delingen af billeder og videoer uden samtykke udgør", har jeg endog meget svært ved at se. Er det så også bekymrende at opfordre børn til at se sig godt for i trafikken?

Kurt Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Per Jongberg og Nille Torsen anbefalede denne kommentar

@ Niels Nielsen

"Er det så også bekymrende at opfordre børn til at se sig godt for i trafikken?" ... bravo, saa er der ikke meget mere at sige !