Leder

Sidste udkald

8. april 2016

Det kan meget vel blive den store test på det store europæiske fællesskab. EU-landene har længe erklæret sig enige om, at flygtningekrisen er et fælles problem, der kræver fælles løsninger.

Men mange af de selvsamme lande – herunder ikke mindst Danmark – har samtidig afvist at bidrage til fællesskabet. De har i stedet indført grænsekontrol, opsat pigtrådshegn og strammet de nationale lovgivninger, så internationale konventioner er blevet vredet godt og grundigt af led.

Sådan tegner den europæiske virkelighed sig i foråret 2016. Desværre. Og det er fra dette politiske og moralske lavpunkt, EU-Kommissionen nu forsøger at løfte projektet med et forslag til en fælles europæisk flygtningepolitik.

Derfor stilles EU’s stats- og regeringschefer nu over for et klart valg: Vil de arbejde for det fællesskab, de taler om, men som de fleste – med Tyskland og Sverige som undtagelser – løbende undsiger sig? Ja eller nej?

Svarene presser sig på i forbindelse med de to modeller, EU-Kommissionen netop har præsenteret, og som ifølge formand Jean-Claude Juncker skal drøftes politisk frem mod sommer.

Baseret på de første reaktioner kan det blive en kort debat: Dur ikke, dur ikke, dur ikke. Sådan lyder det fra både øst, vest, syd og nord i Europa og fra Venstre og Socialdemokraterne herhjemme. Hvad dur ikke? Kommissionen opstiller to modeller:

Model 1: Er baseret på den såkaldte Dublin-forordning, der indebærer, at det første ankomstland som udgangspunkt skal beholde asylansøgerne. I krisesituationer skal et nyt EU-kvotesystem træde i kraft, så flygtningene kan fordeles til andre lande.

Model 2: Er langt mere vidtgående, fordi den opererer med, at alle asylansøgere fremover skal fordeles af EU ud fra en særlig fordelingsnøgle.

Den anden model synes mere urealistisk end den første. Men hvordan i alverden forestiller Jean-Claude Juncker sig de modeller omsat til virkelighed i et Europa, hvor det endnu ikke er lykkedes at nå til enighed om fordelingen af de 160.000 flygtninge, der oprindelig blev opsat som utilstrækkeligt politisk mål?

Læs også: Venstrefløjen ønsker fælles fordeling af asylansøgere

Senest nyt fra den front er et tilbageslag fra den polske regering, der benyttede terrorangrebet i Bruxelles til at afvise at modtage de 7.000 flygtninge, den havde forpligtet sig til. Ikke just i den rigtige retning.

For Danmark er forslaget om en overbygning på Dublin-forordningen særligt delikat. Hvis vi siger nej til en fælles fordeling, kan det sende os helt ud af forordningen. Det vil regeringen for alt i verden undgå. Danmark risikerer nemlig i så fald at blive en flygtningemagnet, som det hedder på moderne dansk, fordi vi – i modsætning til andre lande – ikke kan sende flygtninge tilbage til ankomstlandet.

»Vi er med i Dublin. Det er i dansk interesse, hvis man kigger på tallene,« udtalte Lars Løkke Rasmussen i går og afviste samtidig med velkendt nationalt snæversyn en fælles fordeling.

Han vil altså gerne kunne sende asylansøgere tilbage til andre europæiske lande, hvis de har anmodet om asyl der, før de kom til Danmark. Men han vil ikke deltage i at løfte byrden i fællesskab, når situationen spidser til med stadig flere asylansøgere i lande som Grækenland.

Den danske position synes desværre kendetegnende for resten af Europa: Vi vil gerne være en del af det fælles, når blot de andre løser problemerne. Så nej, uanset hvor fornuftig en overbygning til Dublin-forordningen forekommer, så bliver den formentlig aldrig virkelighed.

Det er trist. For den eneste måde at modgå, at EU-landene fortsætter et politisk og humanitært fordærvet ræs med at sende flygtninge rundt imellem sig, er netop at etablere et paneuropæisk fordelingssystem.

Det ved EU-Kommissionen, og det ved EU’s stats- og regeringschefer. Men udover Tyskland og Sverige har ingen hidtil ønsket at påtage sig det nødvendige ansvar. Det er netop dette kollektive politiske svigt, EU-Kommissionen udstiller med de to modeller.

Og det har formentlig været en del af formålet. At minde om, at EU ikke er stærkere end de fælles løsninger, de 28 medlemslande kan enes om. At minde om, at EU står foran en afgørende test. Og samtidig konstatere, at det ikke er for sent at omsætte de store ord om det store fællesskab til politisk virkelighed.

Men det er efterhånden sidste udkald. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Et flertal stemte nej til øget samarbejde på det retslige område og vendte dermed ryggen til EU samarbejdet. Venstrefløjen så det som en sejer og så ikke, at de slog følgeskab med DF.

Torben Lindegaard

Morten Lange, SF, sagde i 1972, at han regnede med, at EF snart ville ramle sammen.

Det er siden blevet gentaget utallige gange af utallige mennesker, Drude Dahlerup, Jens Peter Bonde...........listen er uendelig.

Før eller siden skal de jo nok få ret - intet menneskeligt holder som bekendt evigt - og det kan da godt være, at det er nu, det hele ramler. Der er ret meget, der tyder på det.

Jørgen M.M
Venstrefløjen, dog mest Enhedslisten, har ganske rigtigt ladet sig forføre af infantile nationalistiske argumenter om suverænitet, tryghed og lignende - argumenter som vi ellers kun ser blandt totalt retarderede DF-vælgere mv.
Det grundlæggende problem ved valget var dog ikke de forvirrede stakler der ikke kan forstå, men de falske og manipulerende valgmuligheder vi blev tilbudt af de "pro-europæiske partier". (Pro-europæisk med citationstegn, da effekten af dette bedrag, reelt undergraver befolkningens tillid til EU)
- Den stupide og dybt uansvarlige opstilling mellem et Nej med uoverskuelige konsekvenser for det europæiske retsfællesskab og et Ja til en skamfuld tilvalgsordning, der i al overskuelig fremtid ville tildele et givent flertal af inkompetente idioter på Christiansborg hjemmel til at tage vigtige beslutninger uden at konsultere befolkningen.
Det var et bevidst og ganske transparent forsøg på at manipulere et blindt ja igennem.
Begge valgmuligheder var ca lige katastrofale, men nejet havde dog et element af protest og afvisning af den bevidste manipulation.

Personligt følte jeg mig tvunget til at stemme blankt. Men i vores absurde teater-demokrati er en blank stemme det samme som en ugyldig stemme.

Torben Lindegaard

@Kasper Kjær

Jeg stemte NEJ d. 3.12- og der er ikke meget Venstrefløj i mig.

Men det selvfede forslag - Erik Boel kaldte det så helt præcist en en nationalchauvinistisk, ansvarsforflygtigende og umoden ordning - kunne jeg kun stemme NEJ til.

Erik Boel stemte i øvrigt blankt ligesom dig.

Michael Kongstad Nielsen

Danmark bidrager nu trods alt.
Men den generelle fodslæben i Europa overfor topledelsens beslutninger skyldes først og fremmest mishag ved den manglende inddragelse af befolkningerne i processen. Se senest folkeafstemningen i Holland, der forkaster EU´s aftale med Ukraine. Man kan også tænke sig, at befolkningerne ikke applauderer EU-ledelsens behandling af Grækenland, og alt i alt ledelsens præferencer for finanskapitalen, frem for menigmands økonomi.
Danmarks NEJ til ophævelsen af rets-forbeholdet viser denne modstand mod ledelsens forsøg på at proppe os noget i halsen, og den samme modstand spores overalt i Europa, hvilket Informations Christian Jensen ikke helt har fattet endnu.
"Sidste udkald" er sidste udkald for EU´s evne til at lytte til til befolkningerne, ikke for at bestemme, hvad befolkningerne skal mene.