Debatten om, hvilken karakter der skal definere, om unge kan gå i gymnasiet, er i gang igen. Siden erhvervsuddannelserne fik karakterkrav på 02 i dansk og matematik i 2014, har det ligget i kortene, at der også skulle være et adgangskrav til gymnasiet. Krav er der også i dag, hvor lærere og uddannelsesvejledere vurderer den enkeltes uddannelsesparathed, men et magisk tal er åbenbart altid bedre.
Således vil Venstre og Konservative have et karakterkrav på 4 i dansk og matematik, mens Liberal Alliance og Dansk Folkeparti vil endnu højere op. Radikale og Socialdemokraterne vil gentage karakterkravet på erhvervsuddannelserne på 02 i gymnasiet. Hvordan de forskellige magiske tal skal skrues sammen, vides endnu ikke, men helt sikkert er det, at et krav om gode karakterer i dansk og matematik vil rykke fokus endnu mere væk fra de kreative, praktiske og almentdannende fag i grundskolen.
Læs også: Regeringen har med 20 linjer udslettet gymnasiets værdier
En sikker effekt af karakterkrav på 4 og derover er den sociale slagside. Som Politiken skrev i går, vil et karakterkrav på 4 betyde, at halvdelen af de unge fra ufaglærte familier ikke vil kunne komme i gymnasiet. Analysen kommer fra Den Sociale Kapitalfond, som har målt afgangskaraktererne i ungdomsårgangene fra 2002 til 2014. Tidligere analyser fra AE-rådet viser det samme: Det er de svageste unge, der vil blive ramt af et adgangskrav på 4, dem fra uddannelsesfremmede hjem, fra socialt belastede familier, fra Udkantsdanmark og med indvandrerbaggrund.
Især HF, som er den ungdomsuddannelse, hvor langt flest mønsterbrydere og unge, der er røget helt ud af systemet, kan få en ekstra chance, vil blive hårdt ramt af et karakterkrav på 4. Regeringen har godt nok åbnet for, at samtaler og individuelle vurderinger stadig skal kunne give adgang til HF. Men når der samtidig lægges op til at devaluere den to-årige HF, så studenterne her kun kan læse videre på de korte og mellemlange videregående uddannelser, skaber det den samme slags niveaudeling af ungdomsuddannelserne, som man netop forsøgte at komme ud over med erhvervsskolereformen.
Vi har behov for flere dygtige faglærte unge og mere respekt for, hvor meget det kræver at være god til sit håndværk. Men det er ren talmagi at tro, at man får det ved at sætte barren endnu højere til resten af ungdomsuddannelserne. Det risikerer blot at reproducere forestillingen om, at det er bedre og finere at gå i gymnasiet end på HF eller erhvervsuddannelserne.
Konkurrence, test og karakterkrav er blevet den magiske løsning på alle problemer i uddannelsessystemet, selv om det bevisligt er helt andre ting, der udgør forskellen for, om især de svageste elever klarer sig godt. Den mest udbredte erfaring med karakterkrav har vi fra gymnasiet, hvor de øgede adgangskrav til de videregående uddannelser ifølge eleverne selv har skabt en opslidende præstationskultur. Overfør den til de ældste klasser i en reformramt folkeskole, og ja, så er vi virkelig klar til den ulighedsskabende skole.
Gymnasiet er ikke det eneste saliggørende uddannelsesvalg. Flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse, men når kun hver femte ung i dag vælger den vej, skyldes det især manglende politisk handling i forhold til den årelange mangel på praktikpladser. En knude, der stadig ikke er bundet op med erhvervsskolereformen, som blot har ført til et voldsomt fald i antallet af fulde praktikaftaler til fordel for mange korte uden det store faglige indhold.
At gymnasiet er blevet det foretrukne valg blandt de unge i løbet af de seneste 20 år, skyldes også 00’ernes enøjede fokus på, at flere skulle på universitetet, så vi kunne følge med udviklingen i det globale videnssamfund. Hvad der blev glemt var, at viden er meget mere end den akademiske.
Det tager tid at vende den tankegang og uddannelsessystemet om. Ud fra en hokuspokus-logik om, at hvis du er god til matematik og dansk, så er du egnet til gymnasiet, kan et karakterkrav på 4 snildt sortere ti procent af gymnasieeleverne fra. Skidt med, om det er de rigtige, eller om de overhovedet kan få sig en ungdomsuddannelse, fordi der er for få praktikpladser. Derfor burde det magiske spørgsmål snarere være, hvad der skal gøres ved praktikpladsmanglen og de 20 procent, som aldrig får sig en uddannelse, end om det skal være 02, 4 eller 7 som adgangskrav.
