Leder

Tyrkiet har nøglen til fred i Cypern

26. april 2016

En af de moderne europæiske konflikter, der har befundet sig længst i den politiske dybfryser, er den smertefulde deling af Cypern, hvor en krig tilbage i 1974 skar øen over i to dele, hvor det tyrkisk-cypriotiske mindretal barrikaderede sig i nord, da Tyrkiet invaderede. Det skete for at beskytte sig mod et nationalistisk græsk-cypriotisk syd, der var løbet i halen på den daværende græske militærjunta, der faldt sammen, da en annektering af Cypern heldigvis glippede. Siden har Cypern-konflikten desværre ikke forandret sig stort. For selv om ønsket om genforening har været der, og forhandlinger er kommet og gået siden 1977, har kompromiser og ægte forhandlingsvilje dog været en sjældenhed.

Læs også: Håbet om fred lever på Cypern

Det har dog ændret sig det seneste år. Efter at Nordcypern sidste forår fik en ny præsident, Mustafa Akinci, har der nu i næsten et år været forhandlet intenst med den cypriotiske præsidentkollega i syd, Nikos Anastasiades. Begge præsidenter gør en dyd ud af at møde hinanden i øjenhøjde, at tale om fremtiden sammen og at arbejde sig gennem det katalog af løsninger, der skal til for at få en ny føderalstat til at fungere. Og de to præsidenter er nået forbløffende langt, fra at omforme en tilstand af rutineret fjendskab til at genetablere fællesskaber på tværs af sproglige eller religiøse forskelle. Der findes nu en fælles erkendelse af, at et samlet Cypern vil klare sig bedre end et delt. Og at de seneste 42 års undtagelsestilstand bør være en historisk parentes, så titusinder af soldater kan blive overflødige.

De absolut største tilbageblevne udfordringer handler om, hvordan de mange internt fordrevne skal have erstatninger. En dyr affære, som cyprioterne håber på, at det internationale samfund vil bidrage til. Lykkes det, kan den folkelige opbakning til fredsprojektet sikres. Der er også mange følelser på spil om, hvilke landområder mod nord, der fremover skal tilfalde sydcyprioterne, og hvilken sikkerhedsarkitektur Cypern skal have.

Læs også: En dyr genforening

Netop sikkerhed er afgørende. For Cypern-konflikten har rod i den omstændighed, at Cypern altid har været omstridt. Efter at korsridderne fravristede Venedig øen, var det osmannerne, der tog over, hvorefter Cypern var under administration af Storbritannien, der slap sit overherredømme i 1960. Allerede få år efter røg befolkningsgrupperne dog i totterne på hinanden, og derfra var der ikke langt til den krig, der efterfølgende fik de to amputerede Cypern-stater til i 30 år konsekvent at vende ryggen til hinanden.

Først i 2004, da Cypern blev optaget i EU, boksede daværende FN-generalsekretær Kofi Annan en fredsplan igennem. Freden glippede, da angsten rådede hos de græsktalende cyprioter: De ville ikke acceptere, at de tyrkiske soldater skulle blive på øen, selv om det er den afgørende sikkerhedsmæssige livsforsikring for nordcyprioterne. De er dog ikke kun et mindretal på øen, men også i deres egen stat, efter at Tyrkiet har sendt et stort antal bosættere til øen. Så mange nordcyprioter er med tiden kommet til den erkendelse, at det er bedre at komme i øjenhøjde med brødre og søstre i syd end at være underlagt Ankara.

Så hvor trykker skoen i dag? Finder de to cypriotiske præsidenter sammen om at oprette en fælles stat, skal der nikkes ja i Grækenland, i Storbritannien og i Tyrkiet, der over årtier har set Cypern som en del af landets udenrigspolitik. Cypern-konflikten og de tyrkiske ambitioner om EU-medlemskab hænger sammen, idet Cypern ikke er anerkendt af Tyrkiet. Sker det, og det er mestendels op til Tyrkiet, vil et veto omkring seks af i alt 33 forhandlingskapitler kunne ophæves med et fingerknips, for Tyrkiet og EU har efter mere end et årtis forhandlinger kun afsluttet ét magert kapitel.

En Cypern-aftale kan dog også blive knyttet til de gasforekomster, der er gjort i farvandet syd for Cypern, der både kan være med til at betale for den kommende genforening, men også give Tyrkiet en strategisk fordel, hvis en gasledning kommer til at gå til det tyrkiske fastland. Så selv om grundlaget for freden på Cypern skal skabes af øboerne selv, er det i sidste ende Tyrkiet, der sidder med nøglen. Den stadig mere uberegnelige præsident Erdogan kan derfor enten vælge at stikke nøglen i en stor åbning af EU-portene og en permanent fred på Cypern eller at gøre som hidtil: at beholde nøglerne i lommen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Soll Sunde

"Den stadig mere uberegnelige præsident Erdogan kan derfor enten vælge at stikke nøglen i en stor åbning af EU-portene og en permanent fred på Cypern eller at gøre som hidtil: at beholde nøglerne i lommen."

Erdogan har vel set, at Tyrkiets vej til fuldt medlemsskab af EU er effektivt blokeret -
bl. a. af et fransk løfte om en folkeafstemning om Tyrkiets medlemskab.

Så hvorfor skulle han give, når Nirvana alligevel aldrig kan opnås?