Leder

Ufri forskning

19. april 2016

Uhyggeligt nyt fra britisk forskning. Den konservative Cameron-regering vil forbyde forskere, der modtager statsbevilling, at argumentere offentligt for ændringer i love eller reguleringer inden for det område, de har fået bevilling til at forske i.

Her vil det f.eks. ikke længere være muligt for biologer at påpege, at en bestemt byudvikling skader dyrelivet, eller for klimaforskere at argumentere imod regeringens energipolitik. Hvor langt ud kan de vestlige demokratier komme i deres kontroltrang, før de snarere er kommunistkinesiske i deres censur af al kritisk debat?

Nå ja, så er der for resten et Danmark, hvor Venstre-regeringen gav dobbelt mundkurv til de forskere ved Aarhus Universitet, der lavede den videnskabelige udredning om forureningen fra regeringens ’landbrugspakke’: De måtte først offentliggøre deres resultater, når regeringen gav dem lov.

(Og det gjorde den først, da den havde hevet et folketingsflertal hjem på grundlag af sin egen udlægning.) Og forskerne måtte heller intet sige om, at de var blevet pålagt tavshed.

Men vildere bliver det. At forskerne ved Aarhus Universitet offentligt gik i rette med den måde, regeringen brugte deres tal på, har udløst vrede blandt partier i blå blok. Det afslørede Berlingske i lørdags.

Her foreslår Liberal Alliances landbrugsordfører, Mette Bock, at »konkurrenceudsætte« den bevilling på 121 millioner kr., som i år ydes for ’forskningsbaseret myndighedsbetjening’ fra Aarhus Universitets forskningsenhed DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

Mette Bock vil give private konsulenter mulighed for at byde ind; sågar er hun villig til at lade opgaven gå til landbrugslobbyens egen konsulenttjeneste, SEGES.

Den er for fed, også for SEGES. Direktøren, Ivar Ravn, siger til Berlingske: »Det vil vi ikke. Vi er en vidensinstitution ejet af erhvervet selv, og så er der nødt til at være en armslængde.«

Ildevarslende for armslængden til miljøforskningen er det, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) oplyser, at han er i gang med et »servicetjek« af forskernes faglige vurderinger.

Om at knytte landbruget nærmere til disse vurderinger svarer Venstres landbrugsordfører, Jakob Ellemann-Jensen: »Det kan godt være, at vi skal overveje, hvem vi lytter hvor meget til.«

Uha. Forureningen breder sig helt ind i det faktiske grundlag for Folketingets beslutninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Albinus
  • Niels Duus Nielsen
Anne Albinus og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"Esben Lunde Larsen (V) oplyser, at han er i gang med et »servicetjek« af forskernes faglige vurderinger."

Det bliver sgu da bedre og bedre: Nu skal teologen afgøre, om biologiske forskningsresultater er valide. Hvad mon han vil bruge som facitliste? Bibelen?

Klaus Flemløse, Kurt Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Venstre arm vredet om på ryggen, en griffel i højre hånd, en af Lars Løkkes sure statsbetalte sokker stoppet ned i kæften og flere meter Gaffa tape viklet om nakke og mund...

Dansk forskningsmiljø 2016.

Klaus Flemløse

Der er langt begrænsninger på aktindsigten.

Der lægges der op til en censur af forskere, der bidrager til i lovgivningen

Det næste er, at der bliver lukket for data.

Nu får departementcheferne frit spil.

Det vil være umuligt at kontrollere den udøvende magt.

Klaus Flemløse

Så vidt jeg er orienteret, er en del myndighedsopgaver så som indsamling af statistiske informationer vedr. Landbruget langt over til Land & Fødevare. Mere kan følge.

Hvis lovgivningsprocessen vedr. landbruget skal lægges over til Landbrug & Fødevare eller Bæredygtig Landbrug eller Konsulenthuse, vil der være helt lukket for aktindsigt.

Det er tilsyneladende det Liberal Alliance og Venstre ønsker.