Leder

Undervurdering af en folkeforfører

21. april 2016

Indtil Donald Trumps overbevisende sejr i New Yorks primærvalg tirsdag var både den republikanske og demokratiske partitop samt toneangivende kommentatorer i medierne engageret i en slags ønsketænkning, som kun fraternisering mellem ens tænkende i en sluttet kreds gennem mange år kan avle.

I republikanske partikredse foregøglede man sig, at hvis man bare kunne holde denne folkeforfører og outsider fra at vinde et flertal af de delegerede i de sidste primærvalg inden 7. juni, skulle det nok lykkes at omvende nok ubundne delegerede på partikongressen i juli til at stoppe Trump.

Enten ville det lykkes konservative Ted Cruz at finde nok vendekåber blandt delegerede til at vinde et flertal i den anden afstemning eller også ville partispidserne foreslå en alternativ kandidat som Ohio-guvernør John Kasich eller en egentlig outsider, der end ikke har deltaget i primærvalgene.

Men den taktik overser Trumps betydelige evner – oparbejdet gennem 45 år som succesrig byggematador i New Yorks benhårde ejendomsmarked – til at vinde folk, og endda modstandere, over på sin side, når en handel skal sluttes. Hans bestseller fra 1987 hedder trods alt The Art of the Deal – en bibel, der stadig læses på mange erhvervsskoler i USA.

Det ville være ejendommeligt, hvis Trump stod og manglede 20-30 delegerede til at nå et flertal på 1.237 og ikke magtede at rekruttere dem ud af et forudset minimum på mindst 200 ubundne delegerede på partikongressen. Alt andet er ønsketænkning.

Et vellykket forsøg på at stoppe Trump ville herudover være en opskrift på politisk katastrofe ved præsidentvalget i november. Hans trofaste fanskare ville føle sig forrådt og blive væk fra valgurnerne.

En udemokratisk tilgang ville tilmed være vand på demagogens mølle, der kunne hævde, at den i forvejen korrupte partitop havde ignoreret vælgernes ønske og stjålet valget fra dem blot for at redde sit eget skind.

Det er nemlig ikke en hemmelighed, at republikanske politikere i Washington og i de 50 delstaters hovedstæder ikke så meget frygter Donald Trump i Det Hvide Hus – de regner alle med, at han taber til Hillary Clinton – som hans nederlags negative effekt for andre republikanske politikere.

I deres optik kunne partiet med ham som præsidentkandidat miste sit flertal i Kongressens to kamre og i nogle delstatsparlamenter. Flere republikanske guvernørposter ville komme i farezonen.

Den evige spekulation i forskellige udfald af partikongressen giver naturligvis den republikanske valgkamp et element af spænding som en filmgyser. Det tjener tv-stationer og andre medier mange penge på i kraft af flere seere og læsere og derfor en højere annonceindtægt.

Der bliver investeret enorme summer i at dække en partikongres; det værste resultat for tv-kanalernes pengepung er en tam affære. Det ændrer intet ved, at Trump med 99,9 pct. sandsynlighed bliver den republikanske præsidentkandidat i 2016.

Og ingen tvivl om det: som en showman skal han nok sørge for at opfylde mediernes og vælgernes behov for underholdning.

Interessant nok er den demokratiske partitop også engageret i ønsketænkning. I Hillary Clintons lejr fryder man sig over, at Trump bliver modstanderen, idet han skulle være lettere at slå end en mainstreamkandidat.

Her forregner man sig – desværre. Der er en uskreven regel i amerikansk præsidentpolitik: den kandidat, der præsenterer sig som indbegrebet af forandring, og som stimulerer vælgerne følelsesmæssigt (tænk på John F. Kennedy, Ronald Reagan, Bill Clinton og Barack Obama), plejer at vinde.

Det gælder især, når modstanderen har svært ved at motivere kernevælgerne følelsesmæssigt og skal forsvare en status quo, som de fleste vælgere er utilfredse med. Det er Hillary Clintons problem i en nøddeskal.

Hertil skal lægges, at hendes upopularitet er ekstrem høj – ikke så høj som Trumps, men hendes manøvrerum for at ændre vælgernes indtryk er mere begrænsede end hans.

Trump er ny i amerikansk politik. Det er hun ikke. Tirsdag aften viste han sig i Trump Tower i New York som en mere traditionel kandidat, der havde kastet alle profaniteter og personlige udfald mod modstandere over bord.

Det er den Trump, vi vil se mere til i resten af valgkampen. Det bliver efter alt at dømme et tæt valg med et uforudsigeligt resultat hele vejen til målstregen den 8. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Velschow-Rasmussen

Fra artiklen:

- "Men den taktik overser Trumps betydelige evner – oparbejdet gennem 45 år som succesrig byggematador i New Yorks benhårde ejendomsmarked – til at vinde folk, og endda modstandere, over på sin side, når en handel skal sluttes. Hans bestseller fra 1987 hedder trods alt The Art of the Deal – en bibel, der stadig læses på mange erhvervsskoler i USA".

Jeg må tilstå, at jeg finder ovenstående postulat en anelse mærkværdigt, uden at have links ved hånden ville jeg da mene - baseret på lad os sige de sidste 40-50 siders analyse jeg har læst om Trump' forretningsevner på typisk US hjemmesider - at han ville have haft flere penge, hvis han blot var blevet hjemme på sofaen og havde ladet sin arvede formue blive passivt i banken. (man får næsten lyst til at nævne Piketty's: r>g).

Endvidere ville jeg da gerne ha' lidt kilder/links/eksempler på alle de 'idiotiske' erhvervsskoler der skulle anvende Trump's 'bibel
.... LOL !

NB:
Ellers er jeg såmænd tilbøjelig til at være enig i artiklens konklusion; den republikanske præsidentkandidat bliver Drumpf, (guderne måtte ellers forbyde det).

NBB:
Drumpf er den oprindelige stavemåde for 'The Donald' ... :-)