Leder

Vægtigt budskab

2. april 2016

Menneskeheden vokser. Fra godt seks milliarder i år 2000 til 7,4 mia. i dag. 230.000 flere hver eneste dag. Dermed bliver menneskeheden også tungere. Mindre bæredygtig. Men ikke kun derfor. For vi bliver også tungere hver især, gennemsnitligt set.

En stor undersøgelse omfattende godt 19 mio. mennesker i 186 lande og forestået af forskere ved Imperial College London blev fredag offentliggjort i det ansete medicinske tidsskrift The Lancet.

Med data for perioden 1975-2014 har forskerne analyseret, hvad der er sket med vores BMI, body-mass index, dvs. vægt i forhold til højde, og deres konklusion er tyngende: Andelen af overvægtige i verdensbefolkningen af mænd er mere end tredoblet – fra 3,2 pct. i 1975 til 10,8 pct. i 2014 – mens andelen af undervægtige, dvs. for tynde mænd faldt fra 13,8 pct. til 8,8 pct.

For kvinder er tallene endnu mere belastende: Der er nu 14,9 pct. overvægtige kvinder i verden mod 6,4 pct. for 40 år siden. Andelen af undervægtige kvinder er skrumpet fra 14,6 til 9,7 pct.

Enkelt formuleret er der nu langt flere mennesker på kloden, der lider af fedme, end personer der er underernærede. Mere præcist 641 mio. af de overvægtige mod 462 mio. af de undervægtige. Ikke godt i forhold til det globale mål om at bremse stigningen i fedmehyppighed på 2010-niveau inden 2025.

»Hvis tendenserne siden 2000 fortsætter, er sandsynligheden for at overholde det globale mål for overvægt reelt lig nul,« skriver forskerholdet og taler om »en epidemi af alvorlig fedme« i nogle højindkomst- og middelindkomstregioner.

Det er naturligvis skidt for dem, der lider under overvægten. Og dyrt for samfundene at behandle dem for deres følgesygdomme: sukkersyge, hjertekarsygdomme m.m. Men det er – som påpeget af forskerne – faktisk også skidt for de undervægtige, dvs. de mange fattige i en række u-lande som har for lidt at spise, fordi den globale opmærksomhed om fedmeepidemien er begyndt at overskygge fokus på de sultende.

Og så er den globale vægtforøgelse – 1,5 kilo pr. borger pr. årti, målt som BMI – også rigtig skidt for selve kloden. For verdensbefolkningens større tyngde afspejler det øgede forbrug af føde- og drikkevarer og af de nødvendige råstoffer – fossil energi, vand, kunstgødning etc. – som presser klimaet, økosystemerne og ressourcerne. Menneskeheden er vejet og fundet for tung. Ikke særlig fedt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu