Leder

Bedre alternativ

30. maj 2016

De dansede og de sang deres vilje til forandring ud. Hvor er det dog livgivende, at Alternativet og dets grundlægger Uffe Elbæk formår at bringe så megen begejstring ind i deres politiske projekt, at det endte med en ud-af-kroppen-oplevelse under lørdagens årsmøde i Odense Havn.

Politiske kommentatorer trak ganske vist på smilebåndet af Alternativets fællesdans og fællessang, men partiet er netop et nødvendigt opgør med den herskende politiske klasse på Christiansborg – med den syge spinkultur og politik reduceret til taktik. Derfor skal Alternativet slet ikke være ked af, at der grines på det politiske parnas. Det understreger blot partiets eksistensberettigelse.

Alternativet har desuden fat i den lange ende, når partiet giver stemme til den stadig større lyst i det danske samfund til at skabe den nødvendige omstilling, hvad angår klima, økologi og ulighed. Uffe Elbæk har gode forudsætninger for at formulere det opgør til et bæredygtigt politisk projekt. Hvis altså han tager sit eget opgør alvorligt.

Derom kunne man have sin tvivl efter de interview, partilederen gav op til årsmødet. Til dagbladet Politiken udtalte Uffe Elbæk således, at han da bestemt er rede til at vælte en regering ledet af en socialdemokratisk statsminister. Dermed svarede Uffe Elbæk igen på den provokation, Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen for nylig afleverede, da han kaldte Alternativet for et stort politisk ’bluffnummer’.

Der er mindst to problemer med Uffe Elbæks udsagn. For det første vil han vælte en regering, der slet ikke findes. For det andet kender ingen den politik en kommende socialdemokratisk regering vil føre.

Hvilke ord har vi for den slags? Tomme trusler? Politik reduceret til taktik? En syg politisk kultur på Christiansborg?

Når Henrik Sass Larsen taler om bluffnumre, burde Uffe Elbæk takke ham, danse videre med sine partimedlemmer og fortsætte sin politiske samtale om nødvendigheden af substantielle forandringer i samfundet. For det udstiller Henrik Sass Larsen og understreger behovet for Alternativet som politisk parti.

Men med sine tomme, taktiske trusler gør Uffe Elbæk sig i stedet skyldig i alt det, hans parti slår sig op på at være et opgør med. Hvis det ikke snarest hører op, kan endnu et alternativ i dansk politik blive nødvendigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben R. Jensen
  • Poul Anker Sørensen
Torben R. Jensen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Jeg synes, at cj fejltolker. Jeg har ikke læst udtalelser om, at Å vil fælde en S-regering. Her må jeg nok bede om selve ordlyden så!

Lars Knudsen, Erling Arne Vetterstein og Mette Olesen anbefalede denne kommentar

Når man taler om et alternativ, er det selvfølgelig et alternativ til noget andet. - Hvad ellers?

Og partiet, Alternativet, kan da umuligt være et alternativ til Sass Larsens Socialdemokrati. Der er faktisk kun et eneste alternativ til Socialdemokratiet, og det er en kombination mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Men disse 3 partier med samme tankegods kan jo slå sig sammen og lade sig lede af Saxo Bank.

Steffen Gliese

Et støttepartis ultimative magt ligger i at trække stikket, hvis regeringspartiet bliver for meget ud til bens i forhold til, hvad man kan stå inde for. Det er det, Uffe Elbæk har sagt: at han ikke støtter en politik, der bringer os i den gale retning i forhold til Alternativets analyse.
Hvad det betyder, har vi set med de konstruktive forlig, han har begået, f.eks. ændringen af boligjobordningen til at støtte energiforbedringer.
Og i modsætning til alle andres analyse: støtten til en historikerundersøgelse af de nylige krige, så tiden ikke spildes, indtil vi kan få flertal for en rigtig kommission igen, med en anden regering. Folk har travlt med at sige "syltekrukke", men det er ikke oppositionens position eller interesse, og det er heller ikke, hvad Alternativet har sagt ja til.

Troels Brøgger, Søren Nørgaard, Erling Arne Vetterstein, Mette Olesen og Arne Thomsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hverken politikere eller journalister synes at kunne tænke politisk mere.

Troels Brøgger, Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

Jo de kan danse i alternativet, men da Clements strikkeklub stillede ? til uffe drengen, så vi alle en flig af en anden uffe, den uffe som er restriktiv overfor nærgående ? og som finder kritiske og vedvarende ? uværdige.

Måske ville uffe forbyde clements strikkeklub hvis han havde magt som agt.

Torben Lindegaard

@Christian Jensen

Du er vist allerede vandret videre til den socialdemokratiske støtte-avis - Politiken.

Selvfølgelig skal et parti være parat til at vælte hvem som helst, der ikke fører en fornuftig politik.

Troels Brøgger, Flemming Berger, Mette Olesen og Arne Thomsen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

- og bliver virkeligheden for slem, når der ikke er plads til mavefornemmelser og dans, kan Uffe altid tage et halvt års orlov på skatteydernes regning, så han kan kæle lidt for kærligheden.

mogens damgaard rasmussen

tværtimod - herligt at Uffe reagerer så menneskeligt på provokationen fra Mettes dobermann og ikke bare vender den anden kind til -

Troels Brøgger, Steffen Gliese og Mette Olesen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Inden man vælter nogle som helst, skal man først stille noget op, og der er ikke noget på bordet endnu. Lad os nu se, hvad S kan finde ud af. Foreløbig skælder de helt skørt ud på dem, de skal samarbejde med for at få et alibi til at gå sammen med O og V en dag.
Den store prøve består i første omgang i, om ØFÅ kan opstille en politisk fællesmængde, så vi ikke igen får en borgerlig regering inkl. S. Der skal mandater til i massevis, og det får vi kun, hvis vi kan stille en ny samfundsmodel op. Kald det naivt, men der er ingen anden vej.

Kurt Nielsen, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Jørn Pedersen - langt, langt flere politikere burde sige fra overfor CK's "interviews".

Kurt Nielsen, Troels Brøgger og Erling Arne Vetterstein anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

Herdis Weins

Det kan de jo bare gøre hvis de vil, men man kan ikke brokke sig når man først har indvilliget i at stille op.

Iøvrigt er clements strikkeklub alt for rar mod politikkerne set herfra, de får lov at læsse deres valg program af hvergang, der sker ikke noget i clements strikkeklub, den er for små børn.

Leo Nygaard

Alle støttepartier kan vælte regeringer. Det afhænger helt af situationen - om den er utålelig for støttepartiet.
SF væltede på en måde sin regering. Den blev jo ikke genvalgt.
Chr. Jensen er på vildspor med en overfortolkning. Han vrøvler simpelthen med sine egne opstillede forudsætninger

Troels Brøgger, Torben Lindegaard og Arne Thomsen anbefalede denne kommentar
Nanna Wulff M.

Clement er ikke en lille, forsagt hyggetante der serverer sød sherry og små 'kattetunger', så hvis det er, hvad man forventer når man stiller op til et interview hos ham ------ så har man ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok.

Clement gør lige det han skal: stiller kritiske spørgsmål og afkræver velformulerede svar. De fleste politikere er så vant til, at de kan styre slagets gang uden at blive modsagt, men med Clement gør man regning uden vært....

Det gjorde Uffe også!

Jens Erik Starup, Bjarne Andersen, Vibeke Rasmussen, Kim Houmøller, Tor Thrysøe og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Arne Thomsen

"Alternativet har desuden fat i den lange ende, når partiet giver stemme til den stadig større lyst i det danske samfund til at skabe den nødvendige omstilling, hvad angår klima, økologi og ulighed." - skriver Christian Jensen.
Det er for mig at se det væsentlige - resten er detaljer ;-)

Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen, Steffen Gliese og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Søren Nørgaard

Tallogik er uden indhold og tror nogen, at tallogik kan gøre det ud for kritisk journalistisk arbejde er de faret vild. Anvendes tallogik som det var tilfældet i Clement / Uffe situationen er der tale om primitiv journalistisk demagogi: Betydning er lig tal og tal er sandhedsudsagn. Skulle et politisk valg da kunne afklares blot ved tal? Stemmesedlen kunne i givet fald repræsenteres ved et emnekatalog og ud for hvert emne kunne så den politiske (læs tallogiske) holdning anføres som følger: Ø=8, A=2, V= 2, osv.. Og Clements samt i øvrigt yderligere en række journalisters pseudokritiske interviewskabelon vil herefter alene behøve forberedelse, der forholder sig til, om et tal udgør repræsentation for et positiv eller et negativ. Og var det ikke netop den skabelon Clement benyttede? For så vidt emnet asylansøgere var præmissen (vedtaget af Clement) at lavt tal er godt og højt tal er dårligt. Øvelsen var herefter alene tallogisk demagogi eller at udøve New Public Management i journalistisk diskurs.
Nu til Christian Jensens leder.
Det er dig, der tillægger Uffe at være taktisk og udtrykke tomme trusler, når han (hvilket er væsentligt) adspurgt svarer, at han ikke ser hindringer for at vælte en S-ledet regering. Havde han snakket udenom ville der være tale om taktik (skjult trussel) - det gør han ikke. Derimod (så vidt jeg kan se) forsøger han at forholde sig til en hypotetisk situation og søge at finde svar på, om Alternativet i ethvert tilfælde ville kunne indregnes som S-stemmekvæg. Og svaret må naturligvis være, hvilket jeg værdsætter, at der kan tænkes situationer, hvor Alternativet må melde fra. Hvis det ikke var tilfældet, hvorfor skulle nogen da stemme på dem?
Problemet, Christian, og dermed også din leder er en fis i en hornlygte. Som problem betragtet er det udtænkt som en fælde i hovedet på en journalist - kunne det tænkes.....? - og uanset, hvorledes - i dette tilfælde Uffe - svaret vil falde ud, vil der være basis for en journalistisk kommentar af den art, du her er kommet med. Som journalistisk arbejde er det ikke kun tyndt, der er tale om at tygge drøv på en reelt ikke-eksisterende (journalistisk skabt) problemstilling - journalistisk taktik af den skuffe, der er ødelæggende for den politiske dialog.

Kurt Nielsen, Troels Brøgger, Niels-Simon Larsen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Erling Arne Vetterstein anbefalede denne kommentar
Jan Persson

Christian Jensen, tror du overfortolker hvad UE har sagt, her er hvad der er citeret i bl a din egen avis:

I interviewet med Jyllands-Posten søndag afviser Uffe Elbæk da også flere gange at svare på, om han støtter S-formand Mette Frederiksen som oppositionens bud på en ny statsminister.

- Det afhænger jo helt af, hvad vi eventuelt kan blive enige med Mette Frederiksen om som forudsætningerne for et fremtidigt samarbejde, siger Elbæk.

Han vil gerne væk fra, at kun to partier kan stille med en statsminister, men understreger dog, at "vi kan ikke forestille os på nogen måde at pege på et af de borgerlige partier".

Niels-Simon Larsen

Det centrale er nu, om der eksisterer en opposition til den borgerlige regering. Oppositionen hedder Ø og Å. Carsten Hønge roser kommer med tvetydig ros af de borgerlige og S er jo blå. Hvis det nu drejer sig om at finde fælles fodslag i oppositionen, så vil jeg gerne høre beviserne. S kan ikke samle nogen omkring en politik. Det er alene Ø og Å, der må gå vejen.

Leo Nygaard

"Oppositionen hedder Ø og Å."
Jeg har fremført det før : Det vil være at skade klimaomstillingen, når det gøres til et socialistisk projekt. Det minder om Haugaards "Medvind på cykelstierne", som jo ikke blev til noget.
Alle er i samme båd og alle skal være med. Derfor skal sagen gøres til "et nationalt kompromis" og videre til et internationalt.
Alternativet vil i fremtiden tegne som et socialistisk projekt i vælgernes øjne - hvis man ikke forstår at at lægge sig dèr, hvor hvor det startede - på midten og kompromissøgende.
Der er noget Sciencetology sekterisk over at stå i masseoptrin på årsmøde og synge halleluja-økologi. Pas nu på, Å.
Ja næsten komisk, set udefra med rationelle øjne.

jan henrik wegener

Er det nu rigtigt hvad der står foroven?
Ganske vist er det forståeligt at nogle bliver trætte af det politiske spil, taktikken og spindet. Spørgsmålet er om det er en rimelig forventning at det helt forsvinder? til de der nærer modvilje mod politikernes magtspil kan man spørge: hvad kan man i grunden vente, og hvad ville det radikale alternativ være? Hvad er poliotik helt uden magt eller forsøg på at enten anvende eller opnå magt i aller videste betydning? Er det ikke i grunden noget der ikke kan være, så lidt som en "cirkelkvadrat"? Kan en overdreven forventning om at politik skal være "ren" i enhver betydning endda være en illusion med skadeligt potentiale? Lidt på samme måde som det er tvivlsomt at bortforklare at soldatens opgave er udøvelse af væbnet magt eller at omskrive journalisters, slagteres, kloakarbejderes, bedemænds eller andres opgaver. Dermed ikke være sagt at politikere ikke kan prioritere en "sag" fremfor ren personlig vinding. For at gavne "sagen" må de dog benytte nogle midler. Den opgave kan sikkert kaldes så meget. Men kan vi i den forbindelse helt se bort fra et begreb om magt i en eller anden form?

Troels Brøgger

Leo Nygaard: Du er ikke rationel men stærkt følelsesbetonet! Du narrer ingen med formulering, den oser af hån mod noget så sagesløst som at danse og synge.
Din ide om det midtsøgende har ikke bragt os i den rigtige retning endnu, det ER nødvendigt at nogen, stærkt følelsesbetonet, går ind for en sag hvis forbitrede modstandere skal overbevises om det modsatte af det som de i deres rationalitet er overbevist om. Du kan bare kigge i historiebøgerne for at få det bevist. Selv Socialdemokraterne som parti har engang været passionerede!
Jeg elsker rationalitet, men det er ikke det du leverer. Du er lige så meget en ildsjæl som de dansende "alternativer" så vidt jeg kan se.

Troels Brøgger

Jan Henrik Wegener: Vi kan IKKE se bort fra magt når vi taler politik, men vi kan tale om en måde at forvalte magten på som muliggør deltagelse af få eller mange. De ligger i selve begrebet demokrati at det skal være mange, folket, demos ER mange.
Den nuværende syge spinkultur tillader kun et fåtal at deltage i debatten, det ser ud til at det er noget af det Alternativet vil gøre op med.

Leo Nygaard

Troels Brøgger - Jeg taler om strategi. Hvordan Å ser ud i almindelige vælgeres øjne. Derfor advarer jeg mod et præg af religiøs sekt. Jeg stemte på Å sidst og partiet har min sympati.
Men jeg ville som rationel person ikke deltage i denne form for beruselse. Den skræmmer MIG væk - og sikkert mange andre.
Kun min antagelse.

Troels Brøgger

Ok, så forstår jeg bedre, og kan også til en vis grad dele bekymringen, men kun på et mere fremskredent stadium. Jeg synes det er ok at de bruger lidt sang og dans til at holde modet oppe. Modparten er trods alt stadig frygtindgydende stærk, ganske som "folket" ville det.
De strategiske overvejelser er jeg ikke ganske enig i. Jeg tror nogle politiske processer bedre kan sammenlignes med kvantemekanik en med et lineære forløb. Derfor må man bare fylde på. På et tidspunkt kommer mætningspunktet og Berlinmuren vælter.

jan henrik wegener

Troels Brøgger: Hvilken debat er det flertallet skulle være udelukket af og hvordan er det helt præcist denne udelukkelse foregår? Hvad skulle udelukke flertallet fra at debattere som vi gør her?

Troels Brøgger

Jan Henrik Wegener:
Vores forum er ret lille, så her har du da fuldstændig ret, men prøv at ringe ind til P1 debat en dag hvor der er et emne der interesserer dig. Prøv eventuelt at skrive noget der har lidt mere end læserbrevslængde til en større dansk avis.
Det du så oplever ved det, kan du sammenholde med hvor mange gange du kan høre de samme mennesker blive indkaldt til debat i radio og tv, og hvor mange gange du kan læse de samme menneskers skriverier i aviserne.
Hvis du så ser hvad det er for mennesker, vil du opdage at de optræder mange andre steder også, og at mange af dem kender hinanden personligt. Hvis du analyserer deres indbyrdes kommunikationsform og lærer dig at tale og skrive på samme måde, vil du sandsynligvis opdage at du har mere held med at komme igennem. Det var det der var min pointe.

Herdis Weins

Leo Nygaard - der er også mange, der bliver skræmt af at se socialdemokraterne klappe taktfast til kongresserne - uanset hvad den til enhver tid siddende for mand har at sige.

Niels-Simon Larsen

Leos hallucinationer har intet med virkeligheden at gøre. Jeg var selv til Årsmødet. Det undrer mig, at han kan have behov for at skyde så mange skæve bolde ud i tågen, men lad ham bare.

Niels-Simon - Jeg refererer til en TV-reportage. Ikke til noget jeg har drømt.
Nævn de mange skævheder, jeg har nævnt ?
Når du var med, var du vel også med i den viste religiøse seance. Nyder du det ?
Spørg ledelsen om det er den strategi man vil udvikle nærmere.
Måske forberede sig til næste snak med Clement.