Den internationale bevægelse for borgerløn har momentum for tiden. Bredt ud over det politiske spektrum hos både venstreorienterede, nye bevægelser, politiske teoretikere og venturekapitalister taler man om fordelene ved en universel basisindkomst som løsning på en række af samfundets nuværende udfordringer.
Baggrunden for forslagene om borgerløn er forskellige. For nogen handler det om at udrydde fattigdom og gøre op med ineffektive og uværdige aktiveringsprogrammer. For andre er det et forslag, der skal fikse den nuværende form for kapitalismes alt for store ulighedsskabelse og sikre, at den øgede automatisering og robotrevolutionen ikke fører til, at samfundet knækker så meget over, at det går ud over fremtidige muligheder for vækst.
I flere lande er tankerne endda kommet så langt, at det er på vej til at blive konkrete eksperimenter. I Finland planlægger man et større projekt, hvor en gruppe borgere får erstattet nuværende velfærdsprogrammer med en garanteret basisindkomst.
En række hollandske byer planlægger lignende projekter, mens der også i bistandsverdenen bliver lavet flere projekter med direkte overførsler af penge til fattige i tredjeverdenslande, der så selv kan bestemme, hvordan de bruges.
Men det er ikke kun statslige og kommunale eksperimenter, der er baggrunden for, at en ubetinget basisindkomst i stigende grad er en del af den politiske diskussion internationalt.
Det er en del af tankegodset hos Podemos i Spanien, mens også det succesfulde islandske Piratparti, der for øjeblikket fører meningsmålingerne i landet, har haft forslag i parlamentet om indførsel af basisindkomst med det erklærede formål at fjerne fattigdom og smadre de indbyggede uligheder i det nuværende samfund.
Begge er bevægelser, der er opstået i opposition til de klassiske partier, og herhjemme er det da også først og fremmest Alternativet, der har åbnet op for ideen om en ubetinget basisindkomst, som partiet skal diskutere ved en konference til efteråret.
Borgerlønsbevægelsen er også i høj grad udtryk for en kritik af, at lønarbejdet anses som det eneste værdiskabende i samfundet. En kritik, det til gengæld var ganske svært at få øje på ved gårsdagens traditionelle 1. maj-arrangement i Fælledparken.
Det er en presset arbejderbevægelse, der har problemer med at finde fodfæste over hele Europa, og som presses dels fra ovenstående nye politiske bevægelser og dels fra de nedskærings- og immigrationskritiske partier på højrefløjen.
Uligheden stiger, væksten kommer ikke tilbage, og flere og flere har mistet tilliden til, at de gamle centrum-venstrepartier og deres bevægelser har opskriften eller modet til at bringe den økonomiske udvikling tilbage på sporet.
Nærmest symbolsk for bevægelsens afvisning af nye impulser på området er Alternativet blevet udelukket fra at deltage i årets 1. maj-begivenheder, selv om 3F Ungdom rosværdigt brugte anledningen til i lørdagens Information sammen med partiet at argumentere for, at kravet om en nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer skal være en del af næste års overenskomstforhandlinger.
For det er påfaldende, at en af de største forhindringer for, at borgerløns-tanken kan blive mere politisk mainstream, er Socialdemokraterne og fagbevægelsen. Årsagen er, at borgerløn er et markant opgør med den udbredte ret og pligt-tilgang til beskæftigelse, der har præget partiet i årevis, men også at fagbevægelsen står til at miste privilegier, hvis folk uden for arbejdsmarkedet får muligheder for økonomisk kompensation uden om a-kassesystemet.
Som den hollandske forfatter og borgerlønsforkæmper Rutger Bregman formulerede det i Information for et par uger siden: »Socialdemokratismen er den primære fjende af basisindkomst. Socialdemokrater har altid haft en tendens til at tænke, at de ved bedst, hvad der er godt for de fattige. Men ideen med en basisindkomst er, at folk selv ved, hvad de skal gøre med deres liv.«
Måske er vejen ud af den nuværende politiske krise for arbejderbevægelsen, at den i højere grad tør indoptage de nye politiske ideer. En nytænkning, der måske kan betyde, at gamle privilegier mistes, men som til gengæld kan bane vejen for en fornyet tillid til, at Socialdemokraterne ikke bare står for velfærdsstatens langsomme afvikling, men også tør udvikle og udvide den.
Bortset fra, Steffen Gliese, at arbejdsløshed og migrantarbejdere vil presse minimumslønningerne ned til det globale niveau ca. 300 $ pr. måned for ufaglært industriarbejde. Loven om forbundne kar.
Leo Nygaard, der findes masser af farlige og nedslidende job's. Fakta er at UBI-tilhængerne har en yderst arrogant og lemfældig tilgang til fakta om arbejdsmarkedet.
08. januar 2015
Ikke mindre end 15% er antallet af arbejdsskader for håndværkere steget med inden for de sidste fem år. En kedelig udvikling mener både 3F og Dansk Byggeri, da en arbejdsskade ofte har store konsekvenser for folk og deres familie, og mange ender i en social deroute.
Leo, du har i princippet ret - hvis du og din familie kan leve og bo for din fattighjælp (UBI). Og omvendt vil vi se en meget uheldig tendens, nemlig, at arbejdskøberne bliver mere tilbøjelige til at fyre medarbejdere når efterspørgslen er lav. UBI er slet ikke robust nok til at klare den internationale kapitalismes stormløb på socialstaten, med udflytning af arbejdspladser og brug af løntrykkere ansat i 3. partsfirmaer.
Hvis jeg skal komme med en mulig positiv ting ved UBI, så må det være, at den måske på kort sigt vil gøre danskere mere konkurrencedygtige overfor migrantarbejdere.
Men jeg tror ikke jeg vil kommentere mere før jeg har tid til at sætte mig mere ind i de langsigtede konsekvenser af UBI - qua fokus i artiklen ovenfor 14:11. Som sagt ligner ordningen for meget fattighjælp, hartz 4 og foodstamps.
Jamen bill, jeg forstår dig ikke. Hvorfor går du ud fra som givet, at dit scenario for borgerløn er det eneste mulige? At det vil være en løntrykkende fattighjælp, som vil spolere indsatsen mod privatkapitalisternes konkurrencerytteri? Vi fortsætter skam oplysningsarbejdet, som vil få flere til at forstå nødvendigheden af den socialt bevidste samarbejdsstat. Jeg synes, det ser ud som om, at leo har ret i, at borgerløn vil være selvbærende, og samtidig give muligheden for at insistere på ordentlige løn-og arbejdsforhold. Men det er klart - og det overser du, at jeg nævner - at den danske stat vil være nødt til at frigøre sig fra det globale kapløb mod bunden. Det er selvfølgelig praktisk muligt, det er et spørgsmål om politisk vilje. En politisk vilje som pt synes bundet op på at være nødt til at investere i nye kampfly men ikke kan finde finansiering til moderne, effektiv togdrift. Ja, pengene fosser ud af statskassen - til inkompetent ledede it projekter, ditto togkøb, salg af fælleseje til spotpris, svinedyrt medlemskab af nato (nye kampfly) mv. Det er på høje tid, at nogen af fælleskassens penge finder tilbage til fællesskabets fattigste - og de penge, som derved kommer i omløb, vil skabe en sundere vækst end alle de syge vækstplaner, som diverse politikere med det ene fejlslagne projekt i bagagen efter det andet og med en flov beklagelse fremlægger til betaling ved kasse 1, fælleskassen.
Alternativet er den nye tids mennesker, intelligente, dygtige og veluddannede og med en social bevidsthed som giver evnen til at tænke i helhedsløsninger, der tager vare på hele fællesskabet.
Og vi skal naturligvis ikke lade os nøje med borgerløn på fattighjælpsniveau.
@randi christiansen,
Nej, hvorfor nøjes med en borgerløn på fattighjælpsniveau, når de 'politikere', der har slået sig sig op på ideen, skal have 50.000 om måneden plus det løse for at sidde i folketinget og agitere for den?
@randi christiansen,
Anders Jensen har sådan et smukt motto fra Mahatma Gandhi på sin brugerprofil:
"Be the change you want to see in the world".
Ville det ikke være smukt, om stifterne af det politiske parti, der stiller op til valg på liste Å, foregik deres 'græsrodsaktivister' og vælgere med et godt eksempel? Og f.eks. forpligtede sig til selv at leve af det beløb, de mener, 'de udfaldstruede' på resten af arbejdsmarkedet skal have som kompensation for tab af retten til alle andre former for offentligt finansieret individuel økonomisk støtte end UBI?
De kunne jo f.eks. forpligte sig til selv at give afkald på alt, hvad der var tilbage af deres egen 'garanterede mindsteløn' som folketingsmedlemmer efter fradrag af kildeskatten. Til fordel for en fond til finansiering af andre former for "iværksætterstøtte" end den partistøtte baseret på vælgertilslutningen ved det seneste folketingsvalg, som alle politiske partier med sæder i folketinget nyder godt af.
Og hvem betaler det hele, politikerlønninger mm (med inspiration fra en af Preislers kommentarer) ;-)
https://www.youtube.com/watch?v=Qu-uHEZZN1Y
'Å-Ufferne' i FT, ramt af begrænset 'utæmmet kreativitet', kunne også bare følge Enhedslistens eksempel -
§16. PARTISKAT OG ØKONOMI
Stk. 1 Enhedslistens folketingsmedlemmer indbetaler partiskat svarende til den del af indtægten, der ligger over gennemsnittet af en faglært metalarbejders løn i København (minus fradrag af skat og særlige udgifter i f. m. hvervet). Har et folketingsmedlem en betydelig indtægtsnedgang i forbindelse med valget, kan hovedbestyrelsen i særlige tilfælde godkende en midlertidig reduktion af partiskatten. Der betales også partiskat af eftervederlaget som folketingsmedlem.
Bare borgerlønnen kommer til at ligge på et ordentligt niveau - og fp er for snoldet. Enhedslisten foregår med et godt eksempel på vejen til det gode samfund, hvor kun bæredygtigtigt arbejde udføres, og hvor vi deles om det. Det er ikke naivt, det er fremsynet. Jeg kan huske, da man blev anset for at være landsbytosse, når man talte om vedvarende energi - nu er grøn det nye sort.
Og grethe har fuldstændig ret - alternativet må se på deres egne lønninger og pensionsordninger i lighed med el - hvis de vil være troværdige.
"Fejltagelsen med børnechecken"?
Nu be'r jeg Dem, fru Heilbunth!
'Børnechecken', som alle med forsørgerpligt overfor mindreårige uden skelen til formue og arbejdsindkomst får udbetalt, var ikke nogen 'almisse' til fattigrøvene. Den afløste det "forsørgertillæg" til Pater Familias, der bortfaldt i forbindelse med kildeskattereformen og afskaffelsen af sambeskatningen.
Et ligningsmæssigt fradrag, som med den progressive indkomstskat vendte den tunge ende opad, som man siger, og var mere værd i købekraft, jo højere indkomst Pater Familias blev bekattet af ;o)
P.S: For øvrigt kan det diskuteres, hvem der bør tilskrives den største del af æren og/eller skylden for, at 'kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet' i perioden 1958 - 1972, så der nu skal to indtægter mod tidligere en til at forsørge en børnefamilie.
Rødstrømperne, Blåstrømperne, Middelklasse-oprørerne fra midten (RV og Retsforbundet) eller hashrygerne og universitetsbesætterne fra 1968? Eller skyldtes miseren den uafbrudte højkonjunktur i Den frie Vestlige Verden i samme tidsrum, som fik en brat ende, da oliesheikerne i OPEC fordoblede prisen på råolie over night i det herrens og Anker Jørgensens år 1973?
Ja, Verden ligger i det onde, Leo Nygaard,
(og der er ingen lommer i ligtøj).
Amen
Sider