Leder

Danske interesser i Afrika

Debat
9. maj 2016

Taksøe-udvalgets sammen- og nytænkning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik markerer afslutningen på 55 års dansk Afrika- og udviklingspolitik.

Udvalget peger på det åbenlyse, at dansk udenrigspolitik skal pleje danske interesser, men fortolker disse jammerligt snævert. Bistandspolitikken blev indledt i begyndelsen af 1960’ene fra den grundpræmis, at modtagerne var Danmarks allierede i en global interessekamp mellem den rå kapitalisme og den endnu mere rå kommunisme. Som europæisk småstat havde Danmark interesse i at forkaste begge og bidrage til et internationalt system bygget på regler og aftaler i FN, styrket af finansielle institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF. Vor egen udviklingstradition var en velfærdsmodel, hvor sociale hensyn styrker økonomisk vækst.

I kampen for at sikre disse interesser fandt vi allierede i udviklingslande, især i Afrika. Her talte de nye regeringer samt befrielsesbevægelserne i de portugisiske kolonier og det sydlige Afrika samme sprog som Danmark. De bekendte sig til vækst med socialt ansvar og bakkede op om et internationalt system med FN i centrum. Alliancen gav os goodwill, der blev udnyttet kommercielt på kontinentet, men måske vigtigere: Det gav øget international opbakning for danske dagsordener.

I dag er de afrikanske regeringer sjældent sådanne allierede. Flertallet har opgivet socialt ansvar og overladt økonomisk vækst til de internationale konjunkturer ved at reducere deres lande til råvareleverandør til den globale fremstillingsindustri. De afindustrialiserer deres lande og forarmer landbruget, mens den politisk-økonomiske elite bruger staten til personlig berigelse og ikke langsigtet udvikling. Som konsekvens er andelen af afrikanere med fast, formelt arbejde konstant og hastigt faldende, mens antallet af absolut fattige stiger.

I FN har mange afrikanske ledere bidraget til devaluering af organisationens indflydelse og forvitring af dens udviklings- og nødhjælpsorganer med nepotisme og nationalchauvinisme.

Hovedparten af afrikanske statsledelser kan derfor ikke længere regnes som alliancepartnere i at fremme danske interesser.

Derimod står afrikanske lande i disse år over for den meget stærke politiske udfordring at sikre demokratisk indflydelse for stadig mere marginaliserede og forarmede befolkninger. Det er en benhård politisk kamp, der skal styrke bønderne, sikre reelle indtægter fra råvarer og skabe lokal økonomisk vækst.

Taksøe-udvalget ser hverken politiske magtkampe i Afrika eller politisk allierede som fælles interesser. Udvalget opfordrer i stedet fremover til at satse på tre hovedopgaver i Afrika: at styrke dansk erhvervslivs markedserobring, især på de fire største markeder i Nigeria, Etiopien, Sydafrika og Kenya; at bidrage til konfliktdæmpning i lande, hvor det vil gå helt galt, og at levere bedre hjælp i nærområderne.

Imellem kommercielle hensyn og katastrofeindsats har Taksøe groft sagt ingen forslag til dansk politik, bortset fra reduktion af den traditionelle udviklingspolitik. Det sidste er uafvendelig, givet fraværet af interessesammenfald med mange afrikanske regeringer.

Men at tro, at Danmarks interesser dermed sikres, er naivt, kort- og snæversigtet. Både kommercielle og sikkerhedsinteresser kan hurtigt trues af de sociale eksplosioner, der lurer overalt på kontinentet, men som ikke erkendes af udvalget. Dette afpolitiserede syn på kontinentet og dermed på bistandspolitikken er måske Taksøe-anbefalingernes største problem; for det er jo netop de afrikanske landes førte politik, der er årsag til den håbløshed, der fører til migration og terror og de øvrige trusler, udvalget vil imødegå.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller vurderer antiapartheidindsatsen som »bistandspolitikkens største succes overhovedet«. Den var politisk, den tog parti, og den fremmede danske og lokale interesser – kommercielle og sikkerhedsmæssige.

Som mange andre afrikanske lande er de fire nævnte dybt korrupte og på en sliske mod dramatisk social uro. Udvikling er en politisk kamp, ikke kun teknisk hjælp. Danmarks interesser tjenes også ved at indse, at vi skal tage parti i afrikanernes interne sociale og politiske kampe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her