Leder

Løftebrud og amatørisme

27. maj 2016

Det er nemt at forstå, hvorfor Venstre gerne vil lave en historisk udredning af blandt andet krigene i Irak og Afghanistan. Særligt når man holder aftalen om den historiske udredning op mod den nu nedlagte Irak-og Afghanistan-kommissions arbejdsbeskrivelse.

Med den nye aftale risikerer Venstre ikke, at der kommer et autoritativt svar på, om det var i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser, da vi gik i krig i Irak.

Den historiske udredning kommer heller ikke til at afgøre, om den danske fangehåndtering i Irak og Afghanistan juridisk set var problematisk. Eller om Folketinget fik fyldestgørende og retvisende oplysninger om fangehåndteringen. Og der bliver dermed heller ikke placeret et ansvar i sagerne.

Det er imidlertid umådeligt svært at forstå, hvorfor både Liberal Alliance og Alternativet er gået med til den historiske udredning.

Liberal Alliance har velvilligt og gang på gang krævet, at dokumenterne fra den nu nedlagte undersøgelseskommission blev offentliggjort. Men i forlængelsen af aftalen om den historiske udredning har partiet givet slip på kravet om offentliggørelse.

På den måde slipper Venstre-regeringen også meget belejligt for at komme i mindretal i Folketinget, hvor der ellers var flertal for at offentliggøre dokumenterne. Endda på baggrund af et beslutningsforslag, som Liberal Alliance selv har fremsat.

Alternativets mandater havde de borgerlige som sådan ikke behov for at lave aftalen om den historiske udredning. De havde mandater nok i forvejen. Men det gør det meget nemmere for blå blok at sælge aftalen til offentligheden, når et af de røde partier er med.

Alternativet forsvarer sig med, at der i aftalen om den historiske udredning står, at det ikke er en erstatning for den nedlagte undersøgelseskommission. Men i praksis bliver udredningen højst sandsynligt netop en erstatning for en egentlig undersøgelse, fordi aftalen fjerner en del af det politiske pres for at få krigene undersøgt på anden vis.

Men den åbenlyse politiske logik kan Alternativet åbenbart ikke begribe. I denne sag har Liberal Alliance og Alternativet således vist sig at være henholdsvis principløse løftebrydere og lallende amatører.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
  • Kurt Nielsen
Toke Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ellers noget, der ikke er nyt?

LA er formentlig blevet lovet noget for at 'glemme' deres krav om en offentliggørelse af Irak-papirerne. Alternativet tror, de driver realpolitik efter devisen 'bedre at få lidt end slet ingenting'. For alle der interesserer sig for, om Danmark har overtræder af Genéve-konventionen ved at være ansvarlig for at irakiske fanger - hvoraf flertallet viste sig at være aldeles uskyldige - er blevet udleveret til tortur, er det derimod en lang næse.

Spørgsmålet er stadig: Hvad er det Venstre er så desperate for ikke skal se offentlighedens lys?

Med de politiske fiflerier, krumspring og indrømmelser i ikke-relaterede sager, Venstre har vist sig villige til at hive frem fra deres taske med dubiøse politiske tricks for at forhindre, at offentligheden får dets krav om fuld åbenhed om denne skamplet på Danmark opfyldt, kan man med en vis sikkerhed (samt kendskab til den til enhver tid herskende moral i 'Danmarks liberale parti') formode, det er artige sager.

Pilen peger - igen - på personager som Søren Gade og Anders Fogh.