Leder

Solidariteten lever

24. maj 2016

Det var en bevæget Ken Loach, der søndag aften i Cannes kunne gå på scenen i det store festivalpalæ for at modtage sin anden guldpalme – denne gang for I, Daniel Blake, der i dén grad er en film til tiden.

Den handler om en ældre mand og en ung, enlig mor, som begge fanges i et labyrintisk velfærdssystem, der ikke længere kan finde ud af at behandle mennesker ordentligt, men betragter dem som manipulerbare tal i en statistik.

Det er et harmdirrende, empatisk og rørende anklageskrift mod et samfund, der har spillet fallit, og selv om den foregår i Storbritannien, er der klare paralleller til Danmark, hvor de svageste også bliver forfulgt på skammeligste vis.

Loach giver stemme til dem, der ingen har, og som filmskaber og aktivist er han relevant som aldrig før, hvilket utvivlsomt er grunden til, at han som tidligere annonceret ikke kan få sig selv til at gå på pension. Der er stadig for meget at kæmpe for.

Det forstod man også på hans takketale, der var stærk og meget direkte: »Vi er nødt til at sende et budskab om håb. Vi er nødt til at sige, at en anden verden er mulig. Verden befinder sig lige nu et farligt sted. Vi ligger under for et farligt mådeholdsprojekt, der drives af de ideer, som vi kalder neoliberalisme, og som har bragt os tæt på katastrofen.«

Det er sjældent, at filmfestivalen i Cannes er så åbenlyst politisk – den opgave har konkurrenten i Berlin taget på sig – men i år handlede adskillige af konkurrencefilmene om menneskelig og økonomisk armod, flygtninge og kampen for et værdigt liv.

Læs også: Hvad er et godt menneske?

Der løb en humanistisk åre gennem hovedprogrammet, som hvert år tager temperaturen på verdensfilmen og dermed også giver et øjebliksbillede af netop verdens tilstand.

Den rumænske filminstruktør Cristian Mungiu, der fik instruktørprisen for sin ligeledes systemkritiske Bacalaureat, sagde i sin takketale, at instruktører af smalle film som ham selv er en uddøende art, og at der er brug for filmfestivaler som Cannes, for at de kan overleve.

Altså er der tillige brug for Cannes til at minde os om, hvordan verden ser ud – hvilke problemer og udfordringer, vi som individer og samfund står overfor, og måske endda anvise løsninger. Det kan kunsten og fiktionen. Endelig understreger priserne til Loach og Mungiu også, at håbet, solidariteten og medmenneskeligheden stadig lever. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Kirsten Mindegaard
Niels-Simon Larsen og Kirsten Mindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu