Leder

Den uimodståelige Trump styrter frem

6. maj 2016

I dagene efter Donald Trumps sejr i primærvalget i Indiana, der ryddede hans sidste rivaler af vejen, har amerikansk presse været fyldt med republikanske politikeres og kommentatorers hændervridende jeremiader: Hvordan kunne de have været blinde for denne entertainers tiltrækningskraft?

Hvordan kunne de have overset vreden, frustrationen og utilfredsheden med partitoppen i deres eget vælgerkorps? Hvorfor gik partieliten og de fleste andre kandidater ikke sammen om at udstille Trump som den charlatan, han nu engang er, på et tidligere tidspunkt i valgkampen?

Det er alle sammen kritikpunkter, der er værd at tage med i en analyse af Trump-fænomenets opståen. Men der er en forklaring, som sjældent nævnes: så godt som alle amerikaneres dybe frustration med et fastlåst politisk system, der for længst er ophørt med at arbejde for landets vel.

Hvad de oplever, er lovgivere i Washington, der afviser at samarbejde om at løse de mange problemer, landet står over for, og i stedet skovler penge ind fra donorer og lobbyister for at sikre sig genvalg, mens Amerika går op i sømmene. Det er en frustration, som demokrater, republikanere og partiløse alle deler.

På den demokratiske side har ’socialisten’ Bernie Sanders forklaret det bratte fald i amerikanernes tillid til de politiske institutioner med Wall Streets og koncerners anvendelse af donationer til at ’købe’ sig indflydelse på lovgivning.

Trump fisker i samme rørte vande, når han præsenterer sig som en leder, der tager beslutninger – også når de er upopulære – og som ved, hvordan man skal få modstandere til at slå en handel af. Han ved, hvor korrupt systemet er, idet han åbenlyst indrømmer at have givet penge ud til højre og venstre for at fremme sine forretningsinteresser.

Derfor virker hans gentagne løfter om at afslå donationer fra andre rigmænd så tillidsvækkende for hans tilhængere.

Noget andet er, at Trump kan blive nødt til at bryde dette løfte, hvis han skal gøre sig håb om at finansiere sin kampagne hele vejen til valget i november. I 2012 spenderede Mitt Romney 750 mio. dollar. I går udnævnte Trump medejeren af et formueforvaltningsfirma i Wall Street til at lede fundraising for sin kampagne.

Det er dette centrale tema – de politiske institutioners dysfunktionalitet – der har givet næring til Sanders’ og Trumps populistiske kampagner. Den eneste forsvarer af status quo, Hillary Clinton, er nu efterladt alene i ringen. Det er en lidet misundelsesværdig position at befinde sig i, når omtrent halvdelen af vælgerne i begge partier kræver omfattende forandringer.

Clinton lover at konsolidere og bygge videre på Obamas bedrifter; hun baserer sin politiske strategi på demokraternes demografiske fordele i et præsidentvalg – at flere unge, kvinder, sorte og latinoer plejer at stemme i de vigtige svingstater end under midtvejsvalg og primærvalg.

Clinton forfægter ikke radikal forandring: Hun fremstiller sig som forsvarer af de etniske mindretal, af kvinderne og partiloyale organisationer som fagforeninger og lærerforeninger.

Adspurgt ville enhver amerikansk vælger impromptu kunne huske, hvad Trump agter at gøre – bygge en mur langs grænsen til Mexico, holde muslimske immigranter ude, genforhandle handelsaftaler, straffe amerikanske selskaber for at udflytte job til lavtlønslande, skaffe flere job til arbejderklassen og kanøfle lande, der ikke viser respekt for USA’s status som supermagt. »Make America Great Again,« som Ronald Reagan lovede i sin valgkamp i 1980.

Samme vælgere bliver spørgeren svar skyldig, hvis de skal huske blot én eneste ting, Clinton agter at gøre som præsident. I stedet har hun i de seneste par dage sagt, at hun nu er den eneste person tilbage i USA, der kan stoppe Trump – en unødvendig defensiv strategi, der får valgkampen til at handle om ham frem for om den fremtid, hun ser for sig. Hun siger endda: »America is already great.«

Trump har overrasket alle, inklusiv sig selv, ved at slå 16 republikanere af banen – herunder fem guvernører og tre senatorer. Hans modstandere bør nu ikke tage noget for givet. Utvivlsomt vil han justere lidt her og der og nedtone sin retorik, men klæder vil han næppe skifte. Budskabet forbliver det samme. Hvordan stoppe ham? Ingen synes at have en grydeklar opskrift lige nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Hvorfra ved MB at Trump er en charlatan?
Man skal ikke dømme ham ude på forhånd.
Clinton vil magten. Det er hendes eneste programpunkt.

Det er virkelig langt ude, at i vestens ledende magt, da afgøres valgkampen af en vulgær bisse ktr. en gennemkorrupt politiker - Clinton - der har solgt sig selv med hud og hår til - apartheidstaten, Israel.
Måske er det på tide, at prøve med lidt vestlig civilisation - bare til en afveksling.

Torben Lindegaard

Og Trumpf vil have Nato-partnerne til selv at betale for deres eget forsvar..............

hva'beha'r Wammen.

Vibeke Rasmussen

En forsmag på, hvordan Hillary Clinton og hendes kampagne vil tackle Donald Trump: Bl. a. ved at bruge hans egne ord mod ham, som fx den web-reklame, der er vist i artiklen her.

Og som Greg Sargent skriver:

"Unlike Republicans, Democrats will not be constrained from brutally unmasking the truly wretched nature of his racial appeals. Trump’s GOP rivals had to treat his xenophobia, bigotry, and demagoguery with kid gloves, because many Republican voters agreed with his vows to ban Muslims and carry out mass deportations. But the broader general electorate does not agree with those things. Indeed, many voters that populate key general election constituencies are likely horrified by them. As a result, Democrats will be able to prosecute Trump mercilessly in ways his GOP rivals simply could not — with a relentless, non-diluted, non-euphemistic focus on his white nationalism."

Morten Balling

@Vibeke

Problemet er at Trumps tilhængere er fuldstændigt ligeglade. Som han selv sagde, kunne han gå ned på gaden og skyde en tilfældig, og hans polls ville bare stige.

Samtidig sover pressen og "eksperterne" endnu engang. I tirsdag bragte bla. FOXNews en meningsmåling som viste at Trump stod til at slå Hillary med 2 procentpoint, hvis præsidentvalget var nu. Den måling skal man nok tage med en knivspids salt, men hvis første Hillary begynder at mudderbokse med Trump, så taber hun. Den disciplin mestrer han. Bare spørg Cruz, hans kone, hans far eller de fem "elskerinder". Amanda Carpenter hører man ikke meget til længere.

Derudover er der alle de Sanders tilhængere som ikke vil have Hillary som præsident (måske 30-40%). Hvis en stor del af dem kan acceptere Trump, ser det sort ud for Hillary, og de få polls jeg har set om det er skræmmende.

Samtidig er det en bizar situation. Trump er valgt demokratisk, uden at have snydt, i et parti og et system som er præget af ældgamle traditioner. Hvis GOP vælger at opstille en tredie kandidat, vil det være stik mod alt partiet står for.

Fuck House Of Cards. Virkeligheden overgår altid fantasien, og gyser effekten er jo fremragende når man selv sidder midt i det hele. YEEHAW! :)

Torben R. Jensen

Målinger på politikernes popularitet giver samme billede af situationen for Clinton, som som Morten Balling tegner i sit indlæg.
Der er et flertal af amerikanere imod både Hillary Clinton(54/42) og Donald Trump(60/36). Tallene i parentes er gennemsnit over flere popularitetsmålinger med andel, som ikke kan lide kandidaten, og andel, som kan lide kandidaten. Tallene er nogenlunde stabile for Trump, men med en markant forværret udvikling for Clinton siden årskiftet. Restandelen op til 100% er respondenter, som ikke har nogen mening om kandidaten.
For god ordens skyld skal lige nævnes at popularitetstallene for Sanders er 53/40 og stigende. Se grafikken i Huffington Post http://elections.huffingtonpost.com/pollster#favorability-ratings

Vibeke Rasmussen

Morten Balling

På nuværende tidspunkt er det svært at sige om Hillary Clinton/Demokraterne vil gå mudderkastningens vej. At hun overlader til Donald Trump selv at fortælle, hvor frastødende han, hans retorik og hans holdninger er, tyder ikke på det. Men det er jo stadig tidligt.

Jeg deler redaktør på Gawker, Alex Pareenes bekymring, når han i Don't Blow This skriver:

It’s a man [Trump] whose every public utterance is a potential negative ad waiting to be cut, versus the most cautious candidate in modern memory. The Clinton campaign has been given a tremendous gift, as I am sure they know.

They better not fucking blow it.

[…]

The problem with that line of argument [at Donald Trump udgør en fór stor risiko] is that it’s Donald Trump’s argument for his candidacy: Conventional politicians and conventional politics haven’t worked—so take a gamble on the ultimate outsider. “Donald Trump is simply too big of a risk” is practically daring people to give him a shot. He might pay off!

[…]

“Dangerous Donald,” the “loose cannon,” hated by loser Republicans, capable of doing anything. This is all straight out of the orange idiot’s dream journal.

And it is apparently the line the Democrats have decided to take. They’re going to build Trump up as a reckless and virile force of nature—and a true outsider—rather than expose him as a pitiful clown and an obvious fraud. This is completely backwards. As any writer who’s ever received an angry personal response from Trump can tell you, you get under his skin by mocking and emasculating him, not by feeding the myth of his power and strength, the precise qualities his authoritarian followers adore.

Og mens jeg synes videoen, hvor man bruger Trumps egne ord, er perfekt, deler jeg også Pareenes kritik af denne web-annonce. Den viser bare, hvor patetiske – og patetisk taber-agtige – mange republikanske 'top'-politikere er. Og det er jo netop at gå Donald Trumps ærinde.

Nåmen, det er som sagt stadig tidligt. Håber og be'r til, at The Democrats tager sig sammen og ikke 'effing blows it'! :-/

Morten Balling

@Vibeke

Jeg så godt Gawker artiklen, og jeg var helt enig!

Til gengæld synes jeg Hillarys nye kampagne tangerer mudderkastning. For mange, mange år siden var jeg på et dengang hipt sælgerkursus. Der lærte vi, at det ikke var god stil at sælge ens eget produkt ved at tilsvine konkurenternes. Jeg var ung, og kurset var det tætteste på en religiøs åbenbaring jeg har haft, men jeg har siden filosoferet lidt over at mange af de ting vi lærte, nok var ligeså videnskabeligt underbygget, som flinke Jungs rablende vrøvl.

Alligevel har idéen bidt sig fast i min moral. Det er, i min etik, bedre at sælge varen ved at fremhæve dens kvaliteter, end ved at påpege konkurrentens fejl. Det virker på en eller anden måde mere rigtigt. Specielt for sådan nogle mennesker, der stemmer demokratisk, i modsætning til republikanere, som ind imellem virker, som om de slet ikke aner, hvad etik er og i stedet tror på Jungleloven med turbo.

Men hey, etik er sikkert lige så meget varm luft som Jung eller sælgerkurset, når det kommer til stykket. :)

Michael Kongstad Nielsen

Problemet opstår, hvis ens eget produkt ikke har nogle kvaliteter, det er værd at skrive hjem om.

Morten Balling

@Michael

Hvis man vil sælge en hundelort, kan man starte med at male den guldfarvet, og kalde det kunst. Den er der altid nogen som hopper på.

Alternativt kan man sætte den til salg for en million under påskud af at det er verdens mest specielle hundelort, og så sætter man den på udsalg med 50% rabat.

Slår begge dele fejl (jeg tror mest på den med kunsten), opretter man en webshop i udlandet. Så lover man alt muligt på forsiden, og skriver noget andet med småt, godt gemt i noget juridisk kancelistsprog langt nede på siden, i en farve som ligger meget tæt på baggrunden. På den måde kan man få hr. og fru Vildmeddans til at abonnere på hundelorte, og man kan næsten selv sætte prisen.

Simsalabum ;)

Morten Balling

Jeg glemte selvfølgelig, at den sidste løsning inkluderer en banner reklame her på Informeren, som guider videre til webshoppen.

Michael Kongstad Nielsen

Morten, det vil nok være nemmere for Hillary at bruge god gammeldags mudderkastning, end de metoder du foreslår.

Torben R. Jensen

NYHED
Demokraterne i Maine har på deres konvent netop besluttet at suspendere deres superdelegerede. De 5 lokale superdelegerede bliver i stedet fordelt som "pledge" svarende til valgresultatet, hvor Sander fik 64% af stemmerne.
Maine er den første stat, hvor Demokraterne dropper de "superdelegerede".
http://usuncut.com/politics/maine-democratic-party-just-got-rid-superdel...

Karsten Aaen, Michael Kongstad Nielsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Torben R. Jensen

Beslutningen i Maine er ikke bindende for de delegerede i 2016, så det ændrer måske ikke ved den aktuelle fordeling af deres stemmer med 3 til Clinton, 1 til Sanders og 1 ubesluttet. Til gengæld gælder det fremtidige valg, og de delegerede skal desuden fremføre et tilsvarende forslag på Demokraternes nationale konvent til Juli.

Vibeke Rasmussen

Morten Balling, hvad får dig til at mene, at Hillary Clintons kampagne tangerer mudderkastning? Hvad jeg har set ind til nu, bedømmer jeg ikke til at komme i nærheden af den betegnelse. Indrømmet, der er jeg helt enig med dig, i den bedste af alle verdener ville det være både anbefalelsesværdigt og tilstrækkeligt at holde sig til at anprise sin egen vare uden samtidigt at 'svine' konkurrenten og/eller dennes tilbud … men politik er nu engang, beklageligvis, ikke så god en verden. Og derudover også en 'kontaktsport'.

Men, spurgt ærligt, uden ironi, hvordan ville efter din mening en klog strategi for Hillary Clinton se ud? Hun bliver i forvejen, og er blevet det igennem årtier, angrebet fra alle sider, svinet til på også et totalt grænseoverskridende meget personligt plan, beklikket på sin troværdighed, kaldt de værste ting, osv, osv. Det har hun lært at tage oppefra og ned. Men hvordan skal hun bedst tackle den både ube- og ofte util-regnelige Donald Trumps ube- og util-regnelige angreb? Det er et helt nyt territorium for politisk diskurs, der hér har åbnet sig, og ingen synes rigtigt at vide, hvordan man navigerer i det.

Som man så i Republikanernes primærvalg, var det i hvert fald ikke nogen god idé at reagere som hans republikanske medkandidater gjorde. Det ville have været morsomt, hvis ikke det samtidig var så tragisk, fordi man nu har udsigt til en eventuel præsident Trump, at se dem falde én for én som dominobrikker.

Men hvordan så? Selv går jeg ind for latterliggørelse, men det vil nok ikke være en vindende strategi. Ignorere ham? Det bliver svært. Ikke mindst fordi medierne elsker ham … eller i hvert fald elsker de summer, han giver dem i indtjening, så han har masser af opbakning fra deres side.

Jeg er i hvert fald glad for, at det ikke er mig, der skal rådgive, for jeg ville ikke ane mine levende råd.

Michael Kongstad Nielsen

Mudderkastning er nu engang mudderkastning. Det er svært at tale sig udenom. Hvis Trump skal besejres, skal det være med politiske argumenter, ikke med mudder.

Morten Balling

@Vibeke

For det første: Hvis jeg vidste dét, ville jeg ikke sidde her og kloge mig på Informeren. På den anden side lader den slags petitesser ikke til at holde politiske rådgivere eller mediernes eksperter tilbage, så:

Basalt set tror jeg, som jeg har skrevet utallige gange her på siden, på at mennesket er et biologisk væsen, i et deterministisk univers, hvor liv er en naturkraft, som driver evolutionen fremad. Vi er styret af processer i neuronerne, som, hvor komplekse de end er, minder en del om Maslow's berømte pyramide. Mad, tag, partner, venner. Alt hvad der ligger lidt over midten af Maslow's pyramide, er nogle fiktive begreber "vi" selv har opfundet. Meningen med livet er at formere sig, så man fører generne videre, og derefter dø, så man ikke tager ressourcerne fra ens afkom.

Det er jo ikke et verdensbillede som er særlig nemt at sælge. Det kan få Rust Cohle til at fremstå som en lalleglad jubeloptimist. I stedet sovser vi virkeligheden ind i kultur, subkultur, nomenklatur, religion, mindfullness, yoga, kunsthistorie osv. Selv mine personlige guruer som Robert Sapolsky, Richard Feynman og Sheldon Solomon gør det.

Når der samtidig sker det, at ressourcerne bliver knappe (ain't seen nothing yet), rykker vi ned i pyramiden, og dernede er der ikke mange fløjlshandsker. I mange år har vi i Vesten kunnet leve i illusionen, med en "middelklasse" som fik så mange rester fra de riges bord, at de ikke lavede for meget ballade. Problemet er at det begynder at være svært for eliten, at have nok kødben de kan smide ud til den eksponentielt voksende pøbels vilde hunde. Måske fordi de selv er for grådige, men selv hvis man fordelte alle verdens ressourcer på 7,42 milliard mennesker, ville der stadig være problemer.

Oveni alt det er vi hunderædde for at dø. Som plaster på såret, har mange en tro på at de kommer et eller andet fedt sted hen, når de dør. De skal bare overholde nogle få simple regler, så er den i vinkel. Problemerne opstår når f.eks. muslimer, jøder, katolikker og protestanter skal blive enige om hvilket sæt leveregler (næsten ens, men ikke helt...) man skal følge for at komme op til de lyserøde skyer.

I det scenarie står Trump skræmmende stærkt. Jeg er flasket op med opera og jazz, kultur og politik, men dybest set tror jeg det er nemmere at forstå mennesker, hvis man tager udgangspunkt i en abegrotte i Zoo. I abegrotten får alfahannen lov til at hærge, indtil der er nogen som slår ham ihjel. Måske er det det som kommer til at ske.