Leder

Våben til Libyen

Debat
18. maj 2016

Det er positivt, at Libyen for første gang i mange år har en ledelse, som et mere eller mindre enigt verdenssamfund kan stille sig bag.

Opbakningen til premierminister Sarrajs samlingsregering efter et møjsommeligt FN-arbejde med at få Libyens mange forskellige militære grupper til at acceptere et kompromis betyder, at de resterende grupper i ikke mindst Tripoli modvilligt er begyndt at underordne sig den nye regering, mens de større aktører i bl.a. Misrata indtil videre har accepteret den nye centralregering som øverste myndighed i det kaosramte land.

En sådan centralmagt er selvfølgelig nødt til at have et slags monopol på anvendelse af magt, og i det lys giver det mening, at en række internationale lande med USA i spidsen har tilkendegivet, at de vil hæve våbenembargoen og udstyre den nye regering med våben, mens rygterne samtidig går om en mere aktiv intervention. Umiddelbart er der imidlertid tre bekymringer, som er svære at skille ad, og som knytter sig til den nye tilkendegivelse.

Den første er den eviggyldige, at Libyen ikke ligefrem savner våben, og at våben givet med en bestemt hensigt ikke altid ender med at blive brugt efter den hensigt. Den anden er, at fredsaftalen hviler på et temmelig skrøbeligt grundlag, og at både våbnene og deres internationale givere hurtigt kan blive rekvisitter i en borgerkrig, hvor det kan være svært at skille principper fra rå magtkamp.

For USA’s udenrigsminister Kerry handler våbenstøtten i mindre grad om at støtte en – legitim – hovedaktør i det libyske magtspil og mere om det nye tryllestøv i Mellemøstens konflikter, nemlig at man vil bekæmpe Islamisk Stat. Som da også har en bekymrende position i Libyen.

Som det gerne er med ’catchfrases’, er der grund til at nære en vis skepsis over for de strategiske mål med IS-kampen, og det er den tredje bekymring. Om det er en god idé at give våben til den nye regering er svært at afgøre på nuværende tidspunkt, men man kan som minimum kræve svar på fem simple spørgsmål, som i katastrofal grad har stået ubesvarede i forbindelse med vestlige interventioner i regionen det seneste årti:

Hvem vil man støtte? Hvorfor vil man støtte dem? Hvad er målet med indsatsen? Hvad vil man acceptere undervejs – og hvor langt vil man gå i sin støtte?

Det var spørgsmål, som aldrig blev besvaret i den første Libyen-intervention. Det bliver de forhåbentlig nu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her