Leder

Drab er ikke et privat anliggende

15. juni 2016

At slå et andet menneske ihjel er den ultimative voldshandling. Ikke kun for ofret. Men også for gerningsmanden og for dem, der står den dræbte nær. Som den tysk-amerikanske sociolog og historiker Gerhard Falk skriver i sin bog om emnet: »Det eneste, vi rent faktisk ejer, er vores liv.« Derfor er det også glædeligt, at der i Danmark, såvel som i andre europæiske lande og USA, er sket et betydeligt fald i antallet af drab de senere årtier. Herhjemme fra mellem 80 og 90 drab til mellem 40 og 50 årligt.

Den type drab, der bliver begået flest af, har familiemedlemmer som ofre og gerningsmænd: Mødre og fædre, der dræber deres børn; ægtemænd, der dræber deres koner og kærester; og børn, der slår deres forældre ihjel. Der, hvor vi burde føle os allermest trygge, finder det allerfarligste sted.

Vi hører typisk om sagerne i formiddagsaviserne, når de slår historierne stort op på spisesedlerne med krimitekniske detaljer og fyldige retsreportager. Men sjældent er sagerne genstand for grundig ekspertbaseret forskning og journalistik.

Læs også: Vi mangler viden om drab i Danmark

Denne mangel har vi på det seneste forsøgt at gøre noget ved med en serie, hvor vi har undersøgt drab i familien, med hjælp fra blandt andrenogle af de fremmeste eksperter i Europa. Målet har ikke været at få folk til at gyse, men at kaste lys over en form for kriminalitet, som mange mennesker tror, i største antal bliver begået blandt rockere, bandemedlemmer og stofmisbrugere.

Den statistiske sandhed er dog, at drab mellem mænd i kriminelle miljøer falder, mens drab mellem familiemedlemmer udgør en stadig større andel.

Læs også: Mænd, der mener, de har ret til kvinder

Så sent som fredag aften i sidste uge fandt en mor sin halvandet år gamle søn død i sin eksmands rækkehus. Faderen havde begået selvmord ved at kaste sig ud foran et tog.

Forud var angiveligt gået uoverensstemmelser mellem de to fraskilte forældre. Hændelsen blev af flere medier beskrevet som en ’familietragedie’. Og ja, det var en tragedie, der fandt sted inden for familien. Men vendingen er med til at understrege opfattelsen af drab på børn, kvinder, søskende og fædre som noget privat. Ligesom når man kalder en mands drab på ekskonen for et ’jalousidrab’ eller beskriver handlingen som at det ’slog klik.’ Retorikken får familiedrab til at lyde som uforudsigelige – næsten uundgåelige begivenheder inden for hjemmets fire vægge.

I kontrast til forebyggende tiltag og særlige indsatser mod terror, rocker- og bandedrab, som har folkelig opbakning og politisk tilslutning, har drab i familien det med at blive anset som en del af privatlivet, vi ikke kan gøre noget ved.

Men sådan er det naturligvis ikke. Den internationale forskning peger på, at motiverne til drab ofte er bygget op over længere tid. At der ikke sjældent er psykisk sygdom, alvorlige skilsmissekonflikter og forudgående selvmordstanker involveret.

En del af drabene er også nøje planlagt, og ofte finder man meget stærke idealer om familien og kønsroller hos gerningsmanden. Det er netop truslen mod disse forestillinger, der sætter gang i de begivenheder, der ender med drab.

Forskningen peger også på flere steder, hvor vi som samfund kan sætte ind: med bedre rådgivning i bitre skilsmissesager, bedre behandling til psykisk syge forældre, risikovurderinger og tidligere indsats mod vold i hjemmet – ikke mindst ved sager, hvor mænd slår deres partner. Indsatserne bør bygge på gode data og solid forskning. Begge dele har vi endnu til gode i en dansk sammenhæng – om end noget er på vej.

Enkelte læsere har givet udtryk for, at de har fundet nogle af afsnittene i denne serie barske. Vi har blandt andet i artiklen »Brændt« interview-et en far, der slog sine to døtre ihjel, og børnenes mor, der reflekterede over, hvad der gik forud for drabet og hvilket liv, der kom bagefter.

Hvorfor skrive om noget, der er så forfærdeligt og så privat? Netop derfor. Hvis man skal forebygge, er der brug for at betragte familiedrab som et samfundsanliggende. Og det betyder også, at vi skal skrive om det. De mennesker, hvis liv er blevet taget af personer, de har sovet ved siden af og spist morgenmad med, bliver ikke mere levende af, at vi afskriver deres død som private tragedier.

Læs også: ’Jeg vidste bare, at det var mine piger, og at han havde slået dem ihjel’

Serie

Drab i familien

Der bliver begået færre og færre drab. I Danmark såvel som i mange andre vestlige lande. Men en type sager fylder stadigt mere i statistikkerne: drab inden for familien. Ikke mindst mænd, der slår deres partner ihjel eller forældre, der dræber deres børn. I denne serie sætter Information fokus på fænomenet.

Seneste artikler

  • Eksperter foreslår at kriminalisere psykisk vold

    30. juni 2016
    Ofre for partnerdrab har langt oftere været udsat for psykisk end fysisk vold. Men det er svært at gribe forebyggende ind, fordi dominerende, kontrollerende adfærd ikke er kriminaliseret. Men det bør det være, mener eksperter. For det kan være langt mere farligt
  • Da hun ringede til alarmcentralen, sagde hun, at hun havde slået ham ihjel for at få fred

    27. juni 2016
    Den første forskning i danske partnerdrab viser, at der er brug for større fokus på trusler, kontrol og andre former for psykisk vold, hvis man skal forebygge drab mellem mænd og kvinder i parforhold
  • Hvert andet kvindedrab bliver begået af partneren

    11. juni 2016
    Halvdelen af alle drab på kvinder bliver begået af partneren, mens kun ganske få mænd bliver dræbt af deres kone eller kæreste. Det har rod i en patriarkalsk kultur, der udfordrer den gængse forestilling om Danmarks ligestilling mellem kønnene, påpeger eksperter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anett Desiree Avlastenok
  • Maiken Guttorm
  • Kristian Laursen
  • Jette M. Abildgaard
Anett Desiree Avlastenok, Maiken Guttorm, Kristian Laursen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Problemet er ikke at der skrives om drab. Problemet er at der drages nogle konklusioner på baggrund af et meget lille antal hændelser. Datamaterialet ekstrapoleres lidt for ukritisk. Dette i kombination med nogle "sælgende" overskrifter er med til at forvanske debatten.
Skulle man tage udgangspunkt i antal, er familiedrab ikke første prioritet. Selvmord og trafikdrab ville rangere højere.

Med venlig hilsen
Lennart

Benny Pedersen

Jeg begriber ikke hvorfor 'mord' pludselig skal kaldes 'drab' blot fordi der ligger en eller anden forskruet ide om ære eller religion bag, eller fordi handlingen blev begået i desperation. Mennesker der er eller gør sig istand til denne handling og bringer den ud i livet er til fare for samfundet, og skal straffes for mord.

Jeg synes artiklen gør sig selv en bjørnetjeneste ved at på sin vis hvidvaske disse handlinger ved ikke at omtale dem som det de er, nemlig mord. Motivet for at aflive et andet menneske med fuldt overlæg er underordnet.

Henrik L Nielsen

Jeres serie er væsentlig, meget endda, men i mindst en enkelt har i draget en forhastet konklusion og det skader forebyggelsen.
Jeres konklusion var på baggrund af et meget lille antal sager (men hver én for mange) hvor de nærmere detaljer ikke er sagligt kortlagt. I tager så andre landes erfaringer, lægger dem ukritisk på de danske sager og ekstrapolerer det til et nationalt problem. Og det til trods for, at der findes flere individuelle begrundelser til partnerdrab, end der er af denne type drab i Danmark. Men i vælger at slå ned på én begrundelse, som i ikke har data til at underbygge. Og det er, som allerede sagt, farligt for forebyggelsen, hvis jeres artikel ukritisk tages for gode vare, eller blot planter et frø i hjernerne på dem der arbejder med det her.

Thomas Østergaard


De mennesker, hvis liv er blevet taget af personer, de har sovet ved siden af og spist morgenmad med, bliver ikke mere levende af, at vi afskriver deres død som private tragedier.

De står åbenbart op af graven, hvis vi afskriver deres død som offentlige tragedier? Ja, så er der vel næppe noget at betænke sig på....


Den statistiske sandhed er dog, at drab mellem mænd i kriminelle miljøer falder, mens drab mellem familiemedlemmer udgør en stadig større andel.

Øh..ja? Når man måler på andele, der som bekendt samlet skal summere til 100%, vil ethvert fald i en andel automatisk resulterere i andre andele bliver større. Selv hvis kagen samtidig er blevet halvt så stor.

Nu ved jeg godt at "ekspert" ikke er en beskyttet titel, men jeg håber ikke at sådanne passager er udtryk for "grundig ekspertbaseret forskning og journalistik", for det ligner altså grangiveligt følelsesmanipulerende vås.

De fleste vil nok skrive under på, at de gerne vil have "bedre" rådgivning og behandling, men det er altså stort set kun Donald Trump der kan slippe af sted med kun at sige at han kan gøre tingene bedre. I de fleste andre tilfælde, forlanger folk at få at vide hvordan>/b> man har tænkt sig at gøre dem bedre.

Jf international statistik er Panama og Brasilien de eneste steder i verden hvor kønsfordelingen for partnerdrab er tæt på 50/50.
Skyldes det virkelig, at man i disse lande har udryddet den patriarkalske strukturelle undertrykkelse og retorik som iflg. forfatterne ligger til grund for den danske skævhed i samme partnerdrabsstatistik?

Selv tror jeg det næppe. Men bevares, jeg er jo heller ikke ekspert på området....

Jeg savner i Informations gode artikler om dette emne, men også omkring voldtægt, at høre fra gerningsmanden. Det kunne bidrage til at gøre en klogere på det ubærlige.

Henrik L Nielsen, ingemaje lange og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar