Drab er ikke et privat anliggende

At slå et andet menneske ihjel er den ultimative voldshandling. Ikke kun for ofret. Men også for gerningsmanden og for dem, der står den dræbte nær. Som den tysk-amerikanske sociolog og historiker Gerhard Falk skriver i sin bog om emnet: »Det eneste, vi rent faktisk ejer, er vores liv.« Derfor er det også glædeligt, at der i Danmark, såvel som i andre europæiske lande og USA, er sket et betydeligt fald i antallet af drab de senere årtier. Herhjemme fra mellem 80 og 90 drab til mellem 40 og 50 årligt.

Den type drab, der bliver begået flest af, har familiemedlemmer som ofre og gerningsmænd: Mødre og fædre, der dræber deres børn; ægtemænd, der dræber deres koner og kærester; og børn, der slår deres forældre ihjel. Der, hvor vi burde føle os allermest trygge, finder det allerfarligste sted.

Vi hører typisk om sagerne i formiddagsaviserne, når de slår historierne stort op på spisesedlerne med krimitekniske detaljer og fyldige retsreportager. Men sjældent er sagerne genstand for grundig ekspertbaseret forskning og journalistik.

Læs også: Vi mangler viden om drab i Danmark

Denne mangel har vi på det seneste forsøgt at gøre noget ved med en serie, hvor vi har undersøgt drab i familien, med hjælp fra blandt andrenogle af de fremmeste eksperter i Europa. Målet har ikke været at få folk til at gyse, men at kaste lys over en form for kriminalitet, som mange mennesker tror, i største antal bliver begået blandt rockere, bandemedlemmer og stofmisbrugere.

Den statistiske sandhed er dog, at drab mellem mænd i kriminelle miljøer falder, mens drab mellem familiemedlemmer udgør en stadig større andel.

Læs også: Mænd, der mener, de har ret til kvinder

Så sent som fredag aften i sidste uge fandt en mor sin halvandet år gamle søn død i sin eksmands rækkehus. Faderen havde begået selvmord ved at kaste sig ud foran et tog.

Forud var angiveligt gået uoverensstemmelser mellem de to fraskilte forældre. Hændelsen blev af flere medier beskrevet som en ’familietragedie’. Og ja, det var en tragedie, der fandt sted inden for familien. Men vendingen er med til at understrege opfattelsen af drab på børn, kvinder, søskende og fædre som noget privat. Ligesom når man kalder en mands drab på ekskonen for et ’jalousidrab’ eller beskriver handlingen som at det ’slog klik.’ Retorikken får familiedrab til at lyde som uforudsigelige – næsten uundgåelige begivenheder inden for hjemmets fire vægge.

I kontrast til forebyggende tiltag og særlige indsatser mod terror, rocker- og bandedrab, som har folkelig opbakning og politisk tilslutning, har drab i familien det med at blive anset som en del af privatlivet, vi ikke kan gøre noget ved.

Men sådan er det naturligvis ikke. Den internationale forskning peger på, at motiverne til drab ofte er bygget op over længere tid. At der ikke sjældent er psykisk sygdom, alvorlige skilsmissekonflikter og forudgående selvmordstanker involveret.

En del af drabene er også nøje planlagt, og ofte finder man meget stærke idealer om familien og kønsroller hos gerningsmanden. Det er netop truslen mod disse forestillinger, der sætter gang i de begivenheder, der ender med drab.

Forskningen peger også på flere steder, hvor vi som samfund kan sætte ind: med bedre rådgivning i bitre skilsmissesager, bedre behandling til psykisk syge forældre, risikovurderinger og tidligere indsats mod vold i hjemmet – ikke mindst ved sager, hvor mænd slår deres partner. Indsatserne bør bygge på gode data og solid forskning. Begge dele har vi endnu til gode i en dansk sammenhæng – om end noget er på vej.

Enkelte læsere har givet udtryk for, at de har fundet nogle af afsnittene i denne serie barske. Vi har blandt andet i artiklen »Brændt« interview-et en far, der slog sine to døtre ihjel, og børnenes mor, der reflekterede over, hvad der gik forud for drabet og hvilket liv, der kom bagefter.

Hvorfor skrive om noget, der er så forfærdeligt og så privat? Netop derfor. Hvis man skal forebygge, er der brug for at betragte familiedrab som et samfundsanliggende. Og det betyder også, at vi skal skrive om det. De mennesker, hvis liv er blevet taget af personer, de har sovet ved siden af og spist morgenmad med, bliver ikke mere levende af, at vi afskriver deres død som private tragedier.

Læs også: ’Jeg vidste bare, at det var mine piger, og at han havde slået dem ihjel’