Timingen var bemærkelsesværdig, selv om den formentlig var tilfældig, da justitsminister Søren Pind (V) i går skulle mødes med Folketingets partier for at diskutere forslag til bekæmpelse af radikalisering.
På dagen fandt Retten i Glostrup en nu 24-årig mand skyldig i at have ladet sig hverve af terrorbevægelsen Islamisk Stat til at begå terrorhandlinger.
Manden har i retten hævdet, at han blot arbejdede i et bageri i Syrien for bevægelsen, men på baggrund af billeder, en slags indmeldelsesblanket og vidneforklaringer fandt retten, at den 24-årige i hvert fald havde til hensigt til at deltage i bevægelsens væbnede kamp.
Manden blev også fundet skyldig i at have forsøgt at yde økonomisk støtte til Islamisk Stat og for at have billiget Omar Abdel Hamid El-Husseins angreb i København, hvor to personer blev dræbt.
Sagen er den første af sin slags i Danmark, hvor en person er blevet dømt for at tilslutte sig Islamisk Stat, og den viser, at det er muligt at retsforfølge militante islamister, selv om det kan være svært at indhente beviser om personers aktiviteter i krigsplagede områder.
Ét af Søren Pinds forslag til at bekæmpe radikalisering, som blev omtalt i Politiken samme dag, er at »stresse« personer i radikaliserede miljøer ved at jagte dem for langt mindre forbrydelser.
I kampen mod ekstremisterne vil han bruge den såkaldte Al Capone-metode, som er opkaldt efter den amerikanske gangster, som blev fældet for skattesvig, og ikke de alvorligere forbrydelser, han var mistænkt for. På samme måde skal ekstremister rammes for eksempelvis snyd med kontanthjælp eller momssvindel.
I arbejdet vil Søren Pind tilmed gøre brug af de oplysninger, som Politiets Efterretningstjeneste i forvejen indhenter om de radikaliserede.
Spørgsmålet er imidlertid, hvilken effekt Al Capone-metoden vil have på personer, der begår sig i de radikaliserede miljøer i Danmark. Det mangler Søren Pind at fremlægge overbevisende dokumentation for, hvis han vil gennemføre sit forslag.
Der er ingen tvivl om, at forslaget kan få ministeren til at fremstå handlekraftig i en kamp, der er særdeles svær at udkæmpe. Måske vil metoden også gøre livet lidt mere surt for den overbeviste ekstremist, hvis han får en bøde eller en mindre fængselsstraf, men vil det virkelig få ham til at forlade sine meningsfæller og opgive sit forehavende?
@Mathias Koch Stræde
"Måske vil metoden også gøre livet lidt mere surt for den overbeviste ekstremist, hvis han får en bøde eller en mindre fængselsstraf, men vil det virkelig få ham til at forlade sine meningsfæller og opgive sit forehavende?"
Det tror jeg ikke et øjeblik på. Den overbeviste ekstremist er helt udenfor pædagogisk rækkevidde.
Men hvis forslaget kan stoppe momssvindel og snyd med kontanthjælp, så er det helt fint med mig.
Med momssvindel kan der generes virkelig pæne beløb - i millionklassen.
Risikoen for opdagelse er til at overse, da der aldrig er penge i konkursboerne til revision og bobehandling, så de udmalkede selskaber bliver typisk blot lukket ned af Erhvervsstyrelsen - og så kan momskarusellen forsætte i nystiftede anpartsselskaber.
Hva' så med den løbende kontrol fra Told & Skat?.........................
Ka' du flere vittigheder???????
Tja, man skal vel være en sur Informationslæser hvis man er utilfreds med en hård indsats her