Leder

Terrorbekæmpelse på tyrkisk

Debat
30. juni 2016

I skrivende stund har ingen taget ansvaret for terrorangrebet tirsdag aften mod Istanbuls stærkt trafikerede Atatürk-lufthavn, der foreløbig har kostet 41 dræbte og hen ved 150 sårede. Datoen, nemlig årsdagen for Abu Bakr al-Baghdadis proklamation af kalifatet 29. juni 2014, er et indicium, der peger mod Islamisk Stat.

Ligeledes tyder målet for de kalasjnikovbevæbnede selvmordsterrorister på, at det kunne være IS: Indtil for et år siden var Atatürk transitlufthavn for tilrejsende IS-rekrutter, hvor de skiftede fly til Gaziantep for at rejse videre til Syrien og Irak, men den praksis ophørte med de aftaler, som Tyrkiet indgik med USA sidste år og EU i det tidlige forår. Aftalerne satte prop i den hidtil uforstyrrede grænsetrafik, og det har selvsagt svækket jihadterroristernes allokering af personel og forsyninger. Så de slår igen.

Tyrkerne står således med to delvist selvskabte terrorproblemer. Den uforsonlige militære kurs over for de kurdiske separatister i PKK og dets aflæggere udsætter dagligt civile for at ende som ’utilsigtet skadevirkning’ ved kurdiske terrorangreb mod sikkerheds- og militærmål.

Og tyrkiske sikkerhedsstyrkers optrappede aktioner mod IS-celler i de tyrkiske byer har medført en permanent lavbluskrig mod en fjende, der bevidst går efter at ramme civile og økonomiske mål. Ingen ved, hvor mange sovende celler, IS råder over i Tyrkiet, men de er til stede i alle større byer, rekrutteret blandt syriske flygtninge og tyrkiske ekstremister.

Og de er kommet for at blive, uanset en stedse mere presset præsident Recep Tayyip Erdogans forsikringer om, at IS-terroristerne vil blive udryddet til sidste mand. Islamisk Stat har ingen kvababbelser i forhold til, at målet helliger midlet.

Det er i lyset af det pres, at man skal se den pragmatiske og tilsyneladende bredt anlagte ændring, der er undervejs i tyrkisk udenrigspolitik. Et undskyldende brev er sendt afsted til Vladimir Putin, hvori Erdogan udtrykker »dyb sorg« over tyrkernes nedskydning af et russisk MIG-kampfly i november, da det i 17 sekunder krænkede tyrkisk luftrum i grænseområdet til Syrien.

Det er nyt. Dengang var Erdogan så opbragt, at han gik til NATO for at få støtte – hvilket han reelt ikke fik ud over en indholdsløs erklæring, der opfordrede parterne til at undgå eskalering. Og her skal man hæfte sig ved ordet ’parterne’.

En anden og vigtigere ændring er den udsoning mellem Tyrkiet og Israel, der blev underskrevet forleden, og som i realiteten betyder, at 10 tyrkiske aktivister døde forgæves. De lå tilbage, efter at israelske kommandosoldater for seks år siden bordede det tyrkiske skib ’Mavi Marmara’ i internationalt farvand, da det i spidsen for en nødhjælpskonvoj havde kurs mod Gaza for at at bryde den israelske blokade af mere end halvanden million isolerede, udsultede palæstinensere, heraf en million flygtninge, der er klumpet sammen i landstriben på størrelse med Langeland.

I den aftale, der er indgået mellem de to regeringer, skal Israel betale 20 millioner dollar i erstatning til ofrenes efterladte til gengæld for genoptagelse af diplomatiske forbindelser, normalisering af det tidligere samarbejde mellem bl.a. efterretningstjenesterne og tyrkisk accept af en fortsat israelsk maritim blokade af Gaza – et krav, der oprindeligt var årsagen til nødhjælpskonvojen.

Tyrkisk nødhjælp skal fremover landes i den israelske havneby Ashdod, hvor det tjekkes før videre transport til Gaza. Desuden åbnes der for økonomisk samarbejde med eksport af naturgas fra det israelske Levithan-gasfelt i Middelhavet.

Alt i alt er det en fordelagtig aftale for Israel, der har genoprettet det gode forhold til den hårdt savnede ’strategiske partner’ i Mellemøsten – der ovenikøbet har afgivet en hensigtserklæring om, at den vil forsøge at påvirke Hamas til at frigive – eller i givet fald tilbagelevere – ligene af fire israelere, der er forsvundne i Gaza. Endelig har Israel fået igennem, at Hamas-kontoret i Ankara reduceres, så det kun omfatter civile gøremål.

Erdogans næste skridt er en udsoning med Egypten, og således mobiliserer han sine hidtil udenlandske fjender mod mere truende indre fjender. Det plejer ellers at være omvendt. Men også på det felt er Erdogan uortodoks, nogen vil nok mene usolidarisk. Over for palæstinenserne. Og sagesløse tyrkiske civile. Det tager han sikkert let.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annette Chronstedt

- med Ellegaard: altid fordybet oplyst . . knivskarpt fokus . . viis vrede ind til marven. Uundværlig. Tak.