Leder

Toppen af isbjerget

29. juni 2016

Forsvarets ansatte har samme ytringsfrihed som andre offentligt ansatte. Sådan lyder det klare budskab fra Folketingets Ombudsmand, der tirsdag tildelte forsvarschef Peter Bartram en af de største næser i nyere tid. I en usædvanlig skarp afgørelse betegner ombudsmanden det som »meget kritisabelt«, at forsvarschefen flere gange har truet sine medarbejdere med fyring, hvis de ytrer sig illoyalt f.eks. på sociale medier.

»Jeg har til hensigt at fyre de folk, jeg kan komme afsted med, som jeg synes, er direkte illoyale ...« har Bartram blandt andet sagt.

Truslerne har forståeligt nok vakt stor opsigt i Forsvaret, hvor de ansatte i forvejen er meget tilbageholdende med at ytre sig offentligt. Selv om soldater på papiret har ytringsfrihed, er det i praksis ikke tilfældet. Det vil de fleste medier, som har haft med Forsvaret at gøre, kunne skrive under på. Tværtimod er det en generel holdning blandt Forsvarets ansatte, at det er klogere at tie end at tale. Især hvis man ønsker at undgå at lande i et horisontalt karriereforløb – eller direkte miste jobbet.

Når Bartram direkte truer illoyale medarbejdere med fyring, er det med andre ord kun toppen af isbjerget. Problemerne med ytringsfrihed i Forsvaret stikker langt dybere, hvilket en lang række offentligt kendte eksempler viser.

Til de seneste ofre hører oberstløjtnant Per Hinrichsen, der i september sidste år blev kaldt hjem, fordi han over for Information og DR havde kritiseret de irakiske styrkers indsats i krigen mod IS. Tre måneder senere fik den danske general og FN-chef Michael Lollesgaard en lige så stor skideballe, da han i Information kritiserede beslutningen om at sende danske jægersoldater til Mali i stedet for det infanterikompagni, han havde bedt om.

Men listen er meget længere og derfor bliver soldaternes manglende ytringsfrihed heller ikke løst med en enkelt udtalelse fra en vred ombudsmand. Et første skridt i den rigtige retning kunne være at skrotte Forsvarets nye kommunikationspolitik, der opfordrer de ansatte til at afstemme deres budskaber, inden de udtaler sig, til at udtale sig med respekt for Forsvaret og for deres kolleger og ikke mindst til kun at udtale sig til støtte for forsvarets opgaver.

Men på længere sigt er der behov for et grundlæggende opgør med forsvarets manglende debatkultur, så det at ytre sig offentligt bliver en grundliggende menneskerettighed – også for soldater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu