Leder

Altid i defensiven

16. juli 2016

Det danske medlemskab af EU har fra starten været omstridt. Men mens de talrige folkeafstemninger har bidraget positivt til det folkelige engagement omkring EU, så virker de også til at have sat sig problematiske spor i den brede danske venstrefløjs tilgang til den europæiske debat.

På den ene yderlighed har man Enhedslisten, der som det eneste danske parti i Folketinget støttede et Brexit og straks benyttede den britiske folkeafstemning til at stille krav om en tilsvarende dansk folkeafstemning med udmeldelse af unionen som mål.

En position som de – når man ser på venstrefløjen i hele Europa – står ret alene med, men som følger en 44 år lang tradition på den yderste danske venstrefløj. Da Information siden spurgte partiets udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, om, hvad alternativet så var, svarede han klart, at det skam allerede eksisterer i det mellemstatslige samarbejde i Europarådet.

Det er selvfølgelig prisværdigt, at man rent faktisk forsøger at pege på et alternativ til EU. Men ikke desto mindre er det ikke særlig tidssvarende. Dengang man oprindeligt formulerede sin EU-kritik, var der måske ikke det samme behov for at løse problemerne på et overstatsligt niveau, men det er der i den grad nu.

Selskabsskat, skattely, regulering af finanssektoren, flygtningefordeling samt klima og miljø er alle spørgsmål, der kalder på venstreorienterede krav om et mere forpligtende samarbejde, end det Enhedslisten foreslår. Og selvom Villumsen indskyder, at Europarådet selvfølgelig skal udvikle sig en del for at blive et reelt alternativ, så savner man et svar på, hvorfor det samarbejde så ikke skulle udvikle sig i samme retning som EU gør nu: Præget af de politiske styrkeforhold, der er til stede i de enkelte lande.

Modsat står Socialdemokraterne og deres folk i fagbevægelsen med en alt for ukritisk accept af stort set alting ved EU, der opfylder dansk erhvervslivs økonomiske interesser. Dermed er de blandt andet som begejstrede bannerførere for et ’ja’ ved diverse folkeafstemninger endt i den modsatte grøft, hvor heller ikke de har formået at udvikle det europæiske politiske rum til et sted, hvor de varetager de klasseinteresser og idealer, de ellers hævder at slås for.

Som Rasmus Nørlem Sørensen fra Oplysningsfondet DEO noterede i den serie, som Information har bragt over de seneste uger om venstrefløjens forhold til EU: »Den yderste venstrefløj skal få øjnene op for alle de ting, den kan bruge EU til. Og Socialdemokraterne skal forstå, at når de åbner for frihandelsaftaler med USA, Canada og Sydkorea, så sætter de alle de sejre på spil, som venstrefløjen har vundet, når det handler om klima, miljø og forbrugerrettigheder.«

Da betonarbejder og forfatter Jakob Mathiassen i samme serie foreslog, at den danske venstrefløj for at følge med udviklingen var nødt til at se ud over snævre danske interesser og i stedet kæmpe for den europæiske arbejderklasses interesser ved at kræve fælleseuropæisk strejkeret og minimumsløn, blev det blankt afvist af både 3F og LO.

»Det bliver over mit lig,« sagde 3F formand, Per Christensen, sågar til forslaget om minimumsløn. Ifølge fagbevægelsen er systemerne for forskellige til, at det giver mening at have strejkeret på europæisk plan, og i øvrigt er det danske system de andre overlegent. Nationalstaten er rammen, og sådan skal det forblive.

Med den tilgang spiller man på sigt sig selv af banen. For som samme Mathiassen formulerede det, startede nationalstaten »også som noget frygteligt lort, hvor kvinder og fattige ikke havde stemmeret«, indtil man fik det ændret til det bedre. Men det var også dengang, hvor venstrefløjen havde selvtillid. Nu er man på europæisk plan åbenbart så bange for at tabe, at man hellere vil holde fast i sine nationale privilegier i stedet for at kaste sig ind i kampen for at vinde.

EU afspejler de politiske styrkeforhold, der er i Europa, og mens kræfterne blandt de erhvervsvenlige partier og industrien godt har kunnet se, hvilken udvikling man gerne har villet understøtte, har venstrefløjen fejlet i manglende tro og ambitioner omkring skabelsen af et socialt Europa. Imens kører den neoliberale udvikling for fuld smæk forbi dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Hvis EU ikke kan indgå frihandelsaftale med Canada, så kan vi ikke indgå aftaler med nogen som helst.

Men det er måske netop pointen -
EU som en Toldunion med en ydre toldmur til at holde os konkurrenterne fra livet.

Tro endelig ikke, at EU's fabrikanter har noget som helst imod det.

Jeg ville som liberal godt nok beklage en sådan udvikling.

Og lad mig bare indrømmer det:
Dieppe Raid & Juno Beach rumsterer stadigvæk i min bevidsthed,
sammen med 10. september 1939.