Det var en temlig overraskende besked, som Marokkos Kong Mohammed VI leverede til Den Afrikanske Unions (AU) topmøde i søndags.
Efter tre årtier uden for AU vil Marokko nu gerne tilbage til sin »institutionelle familie«, som kongen formulerede det.
Marokko står som det eneste afrikanske land uden for AU på grund af dets besættelse af Vestsahara og konflikten med områdets oprindelige folk, saharwierne. Da AU (dengang OAU) i 1984 tilbød fuldt medlemskab til de fordrevne saharawiers eksilstat, trak Marokko sig i protest og har siden nægtet genindmeldelse.
Kongens pludselige bejlen er da heller ikke betingelsesløs. I sin tale opfordrede han AU til at genoverveje saharawiernes medlemskab, så han øjner altså en mulighed for at ændre unionens politik indefra.
Med saharawiernes magtfulde allierede i medlemsstater som Algeriet og Sydafrika vil en ændring af AU’s kurs være en kraftanstrengelse, men hvad vil det betyde for AU’s projekt, hvis marokkanerne alligevel skulle opnå indflydelse?
AU har ofte omtalt Vestsahara som »Afrikas sidste koloni«, og FN behandler Marokkos besættelse som et »spørgsmål om dekolonisering«. Siden Marokko i 1975 annekterede området, har kongedømmet da også levet op til rollen som gammeldags kolonimagt.
Ligesom da Vestsahara var en spansk koloni, er dets naturressourcerigdom i dag motivationen for Marokkos besættelse, for styret tjener stort på at sælge ud af områdets fosfat, gas, olie og fiskekvoter til multinationale selskaber og EU-lande.
Samtidig lever de saharawier, som ikke er blevet fordrevet fra Vestsahara, under en besættelsesmagt, som ifølge menneskeretsgrupper brutalt undertrykker ytrings- og forsamlingsfriheden og hyppigt benytter vilkårlige fængslinger og tortur.
AU’s positive indvirkning på de afrikanske befolkningers ve og vel er mildest talt omdiskuteret, og en række medlemslande har uden tvivl en værre menneskerettighedspraksis end Marokko. Men unionen har dog vedholdt, at Vestsaharas folk har ret til selvbestemmelse, og over for Marokkos besættelsespolitik har man trods alt benyttet et par af de værktøjer, som en regional institution af den kaliber har til rådighed.
Siden AU’s (OAU’s) stiftelse for mere end 50 år siden har bekæmpelsen af kolonialisme været en hovedmålsætning. Lader man først en kolonimagt blive medlem for dernæst at støtte dens kolonipolitik, kan det blive rigtig svært at retfærdiggøre projektet.
