Leder

EM var et lyspunkt i et integrationsfjendtligt Europa

Éder, den portugisiske Nicklas Bendtner, hamrede et af slutrundens flotteste mål i netmaskerne.

Éder, den portugisiske Nicklas Bendtner, hamrede et af slutrundens flotteste mål i netmaskerne.

Thanassis Stavrakis

12. juli 2016

Søndag aften blev lilleputten Portugal europamester i fodbold med en snæver 1-0-sejr over værtslandet Frankrig. Takket være en fokuseret og løbevillig defensiv – forsvarsspilleren Pepe brækkede sig ved slutfløjt! – vandt A Seleção overraskende.

Matchvinderen blev indskiftede Éder, den portugisiske Nicklas Bendtner og på internettet kendt som ’slutrundens dårligste angriber’, der hamrede et af slutrundens flotteste mål i netmaskerne.

Allerede nu spekuleres der i, hvad vi om 20 år vil huske EM-finalen 2016 for. For nogle er det øjeblikket, hvor Cristiano Ronaldo blev mytisk. Anførerens skade tidligt i kampen, der sendte ham på en båre fra banen. Opløst af gråd. Portugal i vildrede.

Hvordan han humpede tilbage i anden halvleg og brølede sine holdkammerater mod sejr. Maradona talte til VM i 1986 om Guds hånd. Ronaldo talte søndag aften om Guds ånd, der bar Portugal mod sejr. Det er stof, legender er lavet af.

Andre vil se finalen som eksponent for den kedeligste EM-slutrunde i mands minde. For første gang endte EM-finalen 0-0 efter 90 minutter. Portugal blev mestre ved blot at vinde én eneste kamp i ordinær spilletid, semifinalen mod Wales.

De øvrige seks kampe blev fedtet hjem med uafgjort, mål i overtiden og en straffesparkafgørelse. Det er stof, kommissionsrapporter er lavet af.

Der er dog en tredje grund til at huske EM-finalen på Stade de France; det var også Afrikas finale. 16 af spillerne er enten født i Afrika eller børn af afrikanske forældre.

For dokumentationens skyld er her den fulde opremsning. Portugal: Carvalho (Angola), Éder og Danilo (Guinea-Bissau), Nani, Renato Sanches og Eliseu (Kap Verde). Frankrig: Sagna og Evra (Senegal), Pogba (Guinea), Umtiti, Kanté og Sissoko (Cameroun), Rami (Marokko), Matuidi (Angola) samt Mangala og Mandanda (DR Congo).

Den afrikanske forbindelse er et udtryk for det, fhv. landstræner Morten Olsen har kaldt ’integrationspotentialet’ i ethvert fodboldland. Noget, som Belgien, Frankrig og Tyskland er gode til, mens Danmark halser efter.

Særligt i Frankrig fremhæves den multikulturelle dimension ved landsholdet. Selv Front Nationals parlamentsmedlem Marion Maréchal-Le Pen, niece til en vis Marine, roste op til finalen spillernes franskhed.

»Jeg kender ikke rigtig de nye spillere, jeg ser dem jo kun udefra, men for mig at se virker de langt mere respektfulde over for Frankrig end de tidligere generationer (læs: Benzema, Zidane, red.). De synger Marseillaisen af deres lungers fulde kraft, og det kan man kun se som noget positivt.«

Landsholdets betydning for integrationen har i årevis været genstand for debat. Den grundlæggende antagelse er, at hvis en indvandrer kan spejle sig i landsholdet og tage del i den nationalistiske folkefest omkring det, bliver sporten en genvej til også at føle sig som en del af det bredere kollektiv.

Og omvendt – hvis det bredere kollektiv ser nyborgere excellere for landsholdet, udvider det forståelsen for, hvem der er velkommen i kollektivet.

I England har den fhv. konservative leder lord Tebbit formuleret sin ’cricket-test’, som i al sin enkelhed går ud, at en velintegreret indvandrer hepper på England i landskampene mod personens oprindelsesland.

Tebbits test er forsimplet og vel optimistisk, men den leverer dog et forudsigeligt integrationsparameter for den enkelte indvandrer, for hvem det kan være svært at gennemskue, hvornår man er engelsk, fransk eller dansk nok.

Tag til sammenligning kulturminister Bertel Harders (V) hyperabstrakte værdikrav, som det blev formuleret i Berlingske i juni: Ligestilling, ytringsfrihed, højskolekultur og folkeoplysning, et arbejdende folk, cykelkultur. Skal man virkelig cykle for at være rigtig dansker?

Hvis et landsholds etniske sammensætning siger noget om integrationen i et land, er EM-finalens afrikanske forbindelse værd at bide mærke i. I et Europa, der synes mere integrationsfjendtligt hver eneste dag, er fodboldfesten et lyspunkt.

Når selv højreorienterede nationalister kan rose fodboldspillende nyborgere for deres franskhed, åbner det for en mere inklusiv idé om det kollektive ’vi’. EM-finalen i 2016 vil blive husket for mange ting. Måske vil den en dag huske os på, at vi trods alt havde noget at samle os om, da det så allerværst ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Frank
  • peter fonnesbech
Ole Frank og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

EM var et lyspunkt i et integrationsfjendtligt Europa

Er hele Europa integrationsfjendligt fordi den nationalistiske højrefløj på ca. 15 procent af vælgerne hyler op?... og opnår fuldt fokus af mediemonopolet? Nej vel. Ren mediemanipulation.

jens peter hansen

Da Wilma Rudolph vandt alles hjerter ved de olympiske lege i ROm 1960 og alle de løb hun deltog i så blev hun modtaget af den amerikanske præsident. Hun kunne dog ikke sidde ved siden af en hvid i bussen i hjemstaten Tennessee. Så galt har det aldrig været i Europa og er det ej heller i dag.