Leder

Den gode tyran findes ikke – eller?

Debat
27. juli 2016

Midt i de sociale mediers kakofoni af moralsk afstandtagen til den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, der støjer mere end fordømmelserne af det fejlslagne militære kupforsøg, er der underligt tavst i de officielle EU-saloner. Bortset fra meldingen om, at Erdogan er færdig som ansøger, hvis han understår sig i at genindføre dødsstraffen – der synes at være EU’s eneste røde linje – hersker stilhedens lyd af en vent og se-attitude.

For ret beset er det ikke i europæisk egeninteresse at lægge sig yderligere ud med den folkevalgte sultan i Ankara, end det allerede er tilfældet. Og specielt ikke i tysk egeninteresse. Flygtningeaftalen i marts, der indtil videre har sat en stopper for gummibådsfolkevandringen fra Tyrkiet over Middelhavet, er for såvel Angela Merkel som for andre EU-regeringer, der er ramt af radikal højrefløjstinnitus, vigtigere, end at tyrkiske officerer, dommere, anklagere, politichefer, akademikere og journalister i disse dage bures inde i bundter.

Nu gik det ellers lige så godt. To uger før kupforsøget åbnedes det 16. kapitel af de i alt 35 i den tyrkiske EU-tiltrædelsesprocedure, og det kun det andet kapitel efter en pause på seks-syv år. EU havde forinden bekræftet, at flygtningeaftalens passus om visa­frihed for tyrkiske borgere til Schengen-landene stod ved magt, forudsat at de sidste bump – især en ændring af den tyrkiske terrorlovgivning i mere human retning – blev udjævnet.

Alle var glade, eller lod i hvert fald som om de var glade efter et forår, hvor Tyrkiet truede med at »sende flygtninge til Europa i busser og både«, som Erdogan på et tidspunkt formulerede sig, med­mindre EU frafaldt kravet om liberalisering af terrorlovgivningen.

Så kom kupforsøget, og det har ikke bare skuffet, men også forbløffet Erdogan og hans kombattanter, at EU – i øvrigt i lighed med amerikanerne – sad på kolde hænder, indtil det stod klart tidligt lørdag morgen den 16. juli, at kupforsøget var slået ned. Den første til omgående at sende en støtteerklæring til Erdogans demokrati var faktisk præsident Hassan Rouhani i Teheran – hva’be’har! De amerikanske og europæiske reaktioner var i det store og hele halvkvalte formaninger til Tyrkiet om at overholde principper for fair retspleje i håndteringen af kupforsøgets retslige efterspil.

Herefter blev der helt stille i Bruxelles, Berlin, Paris og for den sags skyld Washington, der dog har lovet en seriøs behandling af Erdogans begæring om udlevering af Fethullah Gülen, den eksilerede islamiske prædikant, der beskyldes for at være kupforsøgets bagmand.

Men er der stille på de bonede EU-gulve, har Erdogan ingen problemer med at svare igen på tavsheden. Og selvfølgelig vælger han en tysk tv-kanal at skælde ud i, vel vidende at Tyskland er Tyrkiets største handelspartner med en tyrkisk-tysk befolkning på flere millioner. I et interview til tv-stationen ARD anklager han EU for at snyde på vægten i den indgåede flygtningeaftale – eksempelvis har EU ikke udbetalt hele den aftalte første sum på tre af de i alt seks milliarder euro, der skal finansiere projektets praktiske problematik, ligesom der er uklarheder om visumdelen af aftalen.

»Hvad vi har lovet, holder vi, men spørgsmålet til jer europæere er: Har I holdt jeres løfter?« lød det hvasse spørgsmål. Han benyttede også lejligheden til at brokke sig over, hvad han betegnede som »den tyske vankelmodighed« over for PKK’s terrorisme, og vel vidende, at han talte lige ind i de tyske seeres aktuelle terrorangst, satte han hælen i øjet på Angela Merkel:

»Tyskland yder disse terrorister en meget betydelig støtte,« lød det med tilføjelsen om, at det var utåleligt for ham at se billeder af PKK-chef Abdullah Öcalan ved demonstrationer foran den tyske forbundsdag.

Det er populisten Erdogan. Realpolitikeren Erdogan synes derimod optaget af at få samling på den del af Tyrkiet, der ikke er tilknyttet Fethullah Gülens ’terrornetværk’. Han har indledt et samarbejde med de to ikkekurdiske oppositionspartier, der bl.a. handler om forfatningsændringer, der underlægger militæret mere parlamentarisk kontrol, ligesom indflydelsen på udnævnelsen af højesteretsdommere flyttes fra regeringen til parlamentet.

Men igen: Vi må vente at se. For som Georg Brandes skrev i 1924 i et brev til Nobelpristageren Romain Rolland: Den gode tyran findes ikke. Eller gør han?

Ved en beklagelig fejl faldt sidste linje ud af lederen, der i Lasse Ellegaards version lød sådan her: »Den gode tyran findes ikke. Eller gør han?« Ordene: »ikke. Eller gør han?« er nu tilføjet. Lettere meningsforstyrrende... Vi beklager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

"Den gode tyran findes ikke – eller?"

Der er ingen, der kan bebrejde Tyrkiet, at de taber troen på EU.

Optagelsesforhandlingerne flytter sig ikke ud af stedet, og Erdogan kan selvfølgelig sagtens se, at en optagelse i EU næppe kan lade sig gøre. Hvert eneste medlemsland, herunder Grækenland og Cypern, har vetoret, og optagelsen skal godkendes ved folkeafstemning i bl. a. Frankrig, så.............

Men derfra og så til at kalde Erdogan en god tyran er der godt nok et langt stykke.

Nu så mange år senere er vi glade for mange af Kemal Atatürks reformer i mellemkrigstiden, obligatorisk, gratis skolegang, civile- og politiske rettigheder til kvinder.....

Men tyranner er bedst i historisk lys - fri for tyranner i nutiden.

Torben K L Jensen

Måske var Brandes påvirket af togtiderne i Mussolini´s facistiske Italien og ikke så meget krigen i Abessinien. Hvad fanden er det for noget vrøvl at fyre af. Nåh,ja-var Brandes ikke radikal?

Lars Højholt

@2xTorben - det afsluttende citat var rigtigt i Lasse Ellegaards version, men af uransagelige årsager forsvundet i opsætningen af avisen - ak! Vi har rettet til her, og bringer en rettelse i avisen imorgen.
Alt godt,
Lars

Torben Lindegaard

@Lars Højholt

Fint med en tydeliggørelse.

Jeg fik mindelser tilbage til Lasse Ellegaards tid som chefredaktør for nærværende dagblad.

Efter sigende gav han så meget i rollen som "Den gode Tyran", at han fik tilnavnet Sadam Hussein hæftet på sig.

Søren Espersen har i det sammenhæng et surt, nærmest anti-demokratisk opstød i medierne hvor han brokker sig over at Saddam HUssein og Gaddafi er blevet afsatte.

Det står slet til for demokratiet når højrefløjspolitikere er mere bange for flygtninge end for diktatorer.

Den gode tyran eller det gode kup, - jo.. det findes da, men vi skal langt tilbage i historien og alligevel ikke så langt og ej heller langt væk, - det skete for Portugal.

Fra 1976 - 1986 styrede tidligere General António Ramalho Eanes, og var den der modkuppede Portugal tilbage på demokratiets vej, ved kupforsøget fra de oversøiske generaler.

Portugal var således et militærdiktatur, men hensigten og meningen med Eanes modkup var som nævnt at føre landet tilbage på demokratiets spor, hvilket også lykkedes.

Definitionen er jo trods alt, "når militæret har taget magten, er landet er militærdiktatur"!

Det portugisiske militærkup ved Eanes var et lykkeligt militærkup, i den forstand at dets primære formål var demokratiet for fremtidens Portugal, og vist havde militæret magten, - men brugte den stort set ikke imod folket, således som vi eller plejer at se det i f.eks. Chile og andre steder.

Efter nogle år blev landet givet tilbage til det politiske via et valg. hvorefter Eanes tog sin afsked.

Lasse Ellegaard

Just for the record: Det er fuldkommen korrekt, at jeg fik øgenavnet/kælenavnet/tilnavnet - hvordan man nu ser på det - 'Saddam Hussein' i min periode som chefredaktør - og det skyldtes ikke, at jeg røg store cigarer, men at et segment i medarbejderstaben - bl.a. i den daværende udlandsredaktion - var utilfreds med min indblanding i og kritik af deres arbejde - eksempelvis anbefalede en af dem, at 'sende kampfly' mod Irak i august 1990, da Saddam besatte Kuwait i tillid til, at han havde USA's Bagdad-ambassadørs godkendelse. En anden beklagede i en leder resultatet af et demokratisk valg i Nicaragua, ikke fordi der var snydt,for det var ikke tilfældet, men fordi han mente, at sandinisterne efter år ved magten med diktatoriske metoder, burde have vundet. Når det er sagt vedgår jeg gerne, at min ledelsesstil ikke var udpræget af rundkredspædagogisk - jeg sagde selv op efter fire et halvt år i erkendelse af, at jeg var mere glad for at skrive end for at chef.

Torben K L Jensen

Portugal-Nellike-revolutionen.