Leder

Gør aggression til en forbrydelse

9. juli 2016

Den overordnede konklusion på John Chilcots britiske Irak-undersøgelse er lige så indlysende, som den er sørgelig: Nemlig at »alle aspekter ved nogen intervention bør være vejet op, debatteret og udfordret med den største grundighed«. Dette var – tilføjer han – »desværre (…) ikke tilfældet i forhold til den britiske regerings handlinger i Irak«.

Havde en kritisk dialog fundet sted – kan man læse mellem linjerne – er det næsten utænkeligt, at der ikke var blevet sat spørgsmålstegn ved det juridiske grundlag, ved efterretningernes kvalitet eller ved strategien for Irak efterfølgende. En sådan udfordring af krigsgrundlaget ville sandsynligvis være endt med, at ministre og parlamentarikerne – ligesom Chilcot – havde konkluderet, at de »fredelige muligheder for afvæbning ikke var udtømt«, og at Iraks Saddam Hussein ikke udgjorde en »nært forestående trussel«.

Med andre ord: At betingelserne for lovligt at invadere et suverænt land ikke var til stede.

Men processen var ikke åben og inkluderende i hverken Storbritannien eller Danmark. Det juridiske grundlag var så spinkelt, at den britiske statsadvokat Peter Goldsmith kort før afstemningen om krigsdeltagelse i marts 2003 advarede om, at »hårde beviser for manglende overholdelse og samarbejde« fra Iraks side med FN’s våbeninspektører skulle demonstreres, for at FN’s resolution 1441 kunne danne retligt grundlag for invasionen.

I Danmark opstillede Udenrigsministeriets Folkeretskontor – som Information skrev i 2005 – »en række betingelser, som skulle være opfyldt for at lovliggøre krigen«.

I begge lande endte juristerne med at konkludere, at invasionen ville være lovlig, men alle betingelser og forbehold gled ud, før parlamentarikerne blev briefet.

Vi ved nu, at det i Storbritannien var Tony Blair alene, der – uden at have »bedt om eller modtaget velovervejet rådgivning angående beviserne« – havde konkluderet, at Irak havde brudt 1441.

I Danmark har anonyme embedsmænd i bogen Mørkelygten sagt, at et afgørende notat om krigsgrundlaget var bestillingsarbejde fra ’allerhøjeste sted’.

I det britiske har denne konklusion genoplivet kravet om, at Tony Blair stilles til regnskab ved Den Internationale Straffedomstol (ICC). Ifølge den anerkendte folkeretsjurist Jeoffrey Robertson er dét imidlertid »juridisk umuligt«. Det er det, påpeger han, fordi ICC ikke havde jurisdiktion over ’forbrydelsen aggression’ i 2003.

Det vil den imidlertid have fra næste år. Den 26. juni i år ratificerede Palæstina nemlig som den 30. stat en tilføjelse, der aktiverer tilføjelsen om ’forbrydelsen aggression’.

Dette vil dog ikke gælde bagudrettet, så det er ren »fantasi« at forestille sig Blair dømt som krigsforbryder, påpeger Robertson.

Alligevel kan denne ICC-tilføjelse vise sig i det mindste at blive central i forhold til at sikre, at det – med Chilcots ord – »langtfra tilfredsstillende« forløb op til Irak-invasionen, aldrig kan gentage sig.

Det vil være rimeligt at slutte, at det var hemmelighedskræmmeriet og en viden hos de involverede om, at de ikke kunne stilles til ansvar ved en domstol, der gjorde, at de turde handle, som de gjorde. Husk på, at Fogh Rasmussen ifølge førnævnte bog tjekkede med ministeriets jurister, om han risikerede at blive stillet for ICC. Han var altså – som Blair – vel vidende om, at det juridiske grundlag for krigen var tyndt.

Hvad ville de to statsledere have gjort, hvis juristernes svar havde været: »Det er fifty-fifty, om du vil ende i Haag«? Mon ikke, at det havde hjulpet på lysten til at sikre, at det retlige grundlag havde været skudsikkert, og at beslutningen om krigsdeltagelse var bakket op af et bredt flertal, der var nået frem til samme velovervejede konklusion om krigens lovlighed?

Fra næste år vil juristernes svar til fremtidens Blair, Bush og Fogh netop være, at ICC har jurisdiktion over forbrydelsen aggression, og der er god grund til at tro, at det i sig selv vil virke som et effektivt afskrækkelsesvåben.

Danmark og Storbritannien har imidlertid endnu ikke ratificeret tilføjelsen, men hvis politikerne virkelig mener det, når de siger, at vi skal tage ved lære af Chilcots konklusioner, så bør begge lande tilslutte sig omgående.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Vedel Villumsen
Ole Vedel Villumsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

- "Det vil være rimeligt at slutte, at det var hemmelighedskræmmeriet og en viden hos de involverede om, at de ikke kunne stilles til ansvar ved en domstol, der gjorde, at de turde handle, som de gjorde.

Husk på, at Fogh Rasmussen ifølge førnævnte bog tjekkede med ministeriets jurister, om han risikerede at blive stillet for ICC. Han var altså – som Blair – vel vidende om, at det juridiske grundlag for krigen var tyndt."

Dette bør huskes - men vil nok ikke blive det.