Leder

Ja, men eksperter fastslår jo, at …

5. juli 2016

Sine egne meninger har man lov at have. Heldigvis. Også selv om ingen andre har dem. Men kendsgerninger … kan man også have sine egne kendsgerninger? Helst ikke, hvis man meningsfyldt skal kunne diskutere med andre. Så må der være et faktuelt grundlag at drøfte ud fra.

Dermed er uenigheder også nemmere at forstå: De er forskellige udlægninger af samme kendsgerningers betydning.

I en god verden er det mediers opgave at skabe klarhed over, hvad der er kendsgerninger – og dermed skabe rammer for en vederhæftig diskussion om, hvordan vi skal forholde os til disse kendsgerninger.

Men helt så god er verden ikke. To aktuelle begivenheder har bragt næring til en uheldssvanger anelse af, at vi lever i det postfaktuelle samfund, hvor kendsgerninger bare er noget, som stridende samfundskræfter fremstiller, som det passer i deres kram. Sig de to famøse ord: Brexit og Trump.

I Storbritannien breder sig en utryg oplevelse af, at nej-flertallet blev fremkaldt med uansvarlig omgang med kendsgerninger om landets situation og afhængighed af Europa. Medierne formåede ikke at rette op på fejl-fremstillingen, eller de bidrog – som Rupert Murdochs propagandaimperium – til fordrejningerne. F.eks., at briterne hver uge sender EU 350 millioner britiske pund, som i stedet kan bruges på det nationale sundhedsvæsen.

Andre uholdbare påstande blev fremsat af nationalistpartiet UKIP’s formand, Nigel Farage, der i går med sin afgang sluttede sig til den gruppe af ledende britiske politikere, der ikke tager ansvar i en situation, de selv har været med til at fremkalde.

Brexit-kampagnens foragt for kendsgerninger blev italesat, da dens nu opstillede premierministerkandidat Michael Gove på tv om uafhængige økonomiske instansers advarsler mod britisk udmeldelse erklærede: »Jeg er glad for, at disse instanser ikke er på min side. Jeg tror, at folk i dette land har fået nok af eksperter.«

Brexit-kampagnen og dens retorik er blevet omfavnet af USA’s republikanske præsidentkandidat Donald Trump. Et aktuelt faktatjek fra PolitiFact – en tværpolitisk organisation baseret i Florida – har opgjort, at 78 procent af Trumps udsagn er »mestendels urigtige« – eller værre end det. Hele 60 procent af Trumps påstande er lodret løgn.

Trump har været fyldt med vås og pral i hele sin karriere. Det bekymrende er, at han kan nå politisk så langt, som han er kommet. Og at hans vælgere er ligeglade. Plus at sandhedssøgende medier ikke kan fastholde Trump på hans ord. Han fabler bare videre. F.eks. om, at klimaændringer er bedrag – og noget, Kina har opfundet for at genere USA’s industri.

Foragt for eksperter er ikke forbeholdt højreekstreme. Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper affyrede i sidste uge denne Brexit-kommentar via TV 2: »Om den politiske elite, den økonomiske elite og de såkaldte eksperter og journalister begynder at tage almindelige mennesker alvorligt, eller de bare vil fortsætte på deres høje hest, er ikke til at sige.« Ord, der lyder som ud af Nigel Farages mund. Og franske Marine Le Pens.

Læs også: Enhedslistens nationale drejning er uspiselig for socialister

At der kan scores point på at nedgøre eksperter, har eksperter selv et medansvar for. Nemlig når de giver sig til at udtale sig med ekspertens autoritet uden for det område, de faktisk har særlig indsigt i. Det kan være fristende, når de nu har mikrofonen foran sig og hjertet så meget med i det, de har kølig forstand på. Ansvaret kan også hvile på journalister, der – for at få en drabeligere historie hjem – lokker eksperten uden for fagfeltet og til udsagn, som en person i en pølsevogn kunne afgive med samme tyngde.

En genopblomstring af den demokratiske debat forudsætter en rehabilitering af eksperters rolle: En større bevidsthed hos medier og deres faglige kilder om, hvor langt fagligheden er funderet. Det må gå hånd i hånd med en 180-graders drejning af den sociale udstødelse, så den bliver et genoprettet medborgerskab.

En 2009-undersøgelse af eksperters troværdighed – foretaget netop på britisk jord – viser, at udsagn fra andre tillægges større vægt, hvis de opfattes som fremsat med de lyttendes bedste på sinde. Er der ikke den tillid, bliver udsagnet overhørt. Udstødelse betyder også fjernhed fra fakta.

Læs også: Er Enhedslisten stadig det rette parti for en socialist?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen M. Mollerup
Jørgen M. Mollerup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu