Leder

Kynikerne

Debat
8. juli 2016

Ugebladet Se og Hørs nyhedswebsite indeholdt torsdag vigtige topnyheder som »Sådan bliver Mads Holger bisat« og »Amalie på hospitalet: Føder hun?« Ugens største mediehistorie var ikke at finde, nemlig at bladets egen ’tys-tys-kilde’, syv tidligere medarbejdere, herunder tre chefredaktører og udgiveren, Aller Media, skal i retten tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraffer om bestikkelse, hacking og hæleri.

Flere tiltalte nægtede sig straks skyldige, herunder journalist Kasper Kopping, der var den centrale aftager af de privatlivsoplysninger om kendte og kongelige, som ’tys-tys-kilden’ klart ulovligt hentede ud af NETS.

Fhv. Chefredaktør Kim Henningsen nægter sig også skyldig. Han havde jo bare betalt, ikke hacket. Den mest kendte tiltalte, fhv. chefredaktør Henrik Qvortrup, har sagt, at han ikke føler sig skyldig i andet end måske lidt sjusk.

Til gengæld har Aller Medias topchef Pål Thore Krosby øjeblikkeligt erkendt Aller-koncernens skyld, og Se og Hørs fhv. nyhedschef Lise Bondesen har ifølge sin advokat erklæret sig villig til at få sagen afsluttet hurtigt som en tilståelsessag.

Uanset sagens udfald, kan det konstateres, at der er tale om hændelser i et ualmindeligt betændt sladderjournalistisk miljø. Det handler mindre om troværdighed – faktisk var de indhentede dybt fortrolige kreditkortoplysninger jo korrekte – men mere om en type journalistik, hvor hensigten helliger midlet.

Hensigten er ikke at gøre publikum klogere eller publicistisk at bidrage til en mere eller mindre væsentlig samfundsdebat. Hensigten er ikke bare at underholde, men at tale til laveste fællesnævner, snage i privatlivet og udbrede sladder for at sælge flere blade.

Det er derfor Aller-koncernen i årevis vendte det blinde øje til uhyrlighederne og nu gør alt for at lægge sagen bag sig.

Der er tale om grænseoverskridende journalistik af en sådan karakter, at man allerede nu kan kende alle tiltalte skyldige i grænseløs kynisme. Det er ikke strafbart – i enkelte tilfælde nærmest karrierefremmende.

Lise Bondesen er nu chefredaktør og direktør for de to LO-ejede medier avisen.dk og ugebrevet A4. Qvortrups og Radio24syvs kynisme nåede nye højder, da det blev kundgjort, at kanalens nye medieprogram, der har premiere på søndag, vil indeholde et interview med Henrik Qvortrup, der for første gang vil kommentere tiltalen for straffelovsovertrædelser.

Qvortrup er for resten det nye medieprograms ene vært. Kynismen kender ingen grænser.

Læs også: Ud og lyv med Radio24syv

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her