Leder

Outsidersympatien lever i bedste velgående

Vi mennesker har en mærkværdig masochistisk forkærlighed for outsidere. Klodshans, vagabonder, islandske fodboldhold. Og intet puster til underdog-narrativet som en arrogant overherre med dårlig taberattitude. Ingen Askepot uden onde stedsøstre. Ingen islandske fodboldsagaer uden Ronaldo’er

Melissa Hjerrild Kühn

5. juli 2016

Da det islandske landshold i forrige uge hev en kneben uafgjort hjem mod Portugal, blev Cristiano Ronaldo rasende. »Det var rent held,« udtalte den portugisiske angriber og undertøjsmodel. »Man skulle tro, de havde vundet EM, sådan som de fejrede det (…) De kommer ikke til at udrette noget i turneringen.«

Og så gik alle ellers amok. Den opblæste olierede nar! »Ronaldo er så skuffet, at han næsten glemte at se på sig selv på storskærmen,« skrev en fan på Twitter.

Vi mennesker har en mærkværdig masochistisk forkærlighed for outsidere. Klodshans, vagabonder, islandske fodboldhold. Og intet puster til underdog-narrativet som en arrogant overherre med dårlig taberattitude. Ingen Askepot uden onde stedsøstre. Ingen islandske fodboldsagaer uden Ronaldo’er.

Vi kender udmærket fortællingen fra eventyr og Disneyfilm, hvor kimen til succes altid vokser voldsomst i det frie individ, som lever uden for den etablerede samfundsorden og derfor ikke er fedtet ind i elitens korruption og selvtilstrækkelighed: Aladdin, Askepot, Vagabonden. De er helte in spe, som vinder på trods. Og vi labber det i os.

Mængden af danske journalister i Reykjavik har nærmest overgået antallet af fulde rockanmeldere på Roskilde Festival. Dagbladet Politiken har afholdt en HUH-happening på Rådhuspladsen og skrevet ledere om, at Island »allerede har vundet«.

Vi ved efterhånden godt, at ti procent af Islands befolkning var på lægterne i Frankrig. At den ene af trænerne er tandlæge. At 99,8 procent af indbyggerne så kampen imod England. At alle er i familie med Björk og har en datingapp, som blinker rødt, hvis man er på vej hjem med sin kusine. At de elsker skyr og lava.

I et Europa hvor enhver tænkelig autoritet efterhånden er miskrediteret, lever outsidersympatien i bedste velgående. Og i en fodboldverden, som er korrumperet af oliemilliarder fra diktaturregimer, er homo islanticus’ lange indkast lidt tiltrængt romantik. Befolkningen skriger på fortryllelse og oprør i en rationel verden, hvor penge og bureaukrati altid vinder til sidst. Således også denne gang.

Søndag slog klokken tolv, og kareten blev til et græskar. Island fik læsterlige klø, og som om det ikke var ynkeligt nok at tabe 5-2, forsøgte tv-kommentatorerne sig med et »jamen, de vandt faktisk anden halvleg«. Verden er hård. De onde ler, de gode græder, Ronaldo får ret, og nu må vi alle sammen holde med Wales i de sidste kampe, selvom vi godt ved, at tyskerne vinder til sidst. 

Læs også: ’Vi har ikke de største stjerner. Men vi har muligvis det bedste fodboldhold’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Outsidersympatien lever kun, når outsiderne er vindere.
Når outsiderne er tabere, er de helt udenfor mainstream-interessen.

Søren Ferling

"Vi mennesker har en mærkværdig masochistisk forkærlighed for outsidere. Klodshans, vagabonder, islandske fodboldhold. Og intet puster til underdog-narrativet som en arrogant overherre med dårlig taberattitude. Ingen Askepot uden onde stedsøstre. Ingen islandske fodboldsagaer uden Ronaldo’er."

Dette bliver desværre lidt for etnocentrisk.
Det nævnte er ikke universelt, men knyttet til Kristusskikkelsen og således noget kristent eller kulturkristent.
De oplistede eksempler er da også fra den vestlige civilisation.
Skulle man pege på noget universelt menneskeligt, så skulle det være at beundre og støtte sig til den stærke og vinderen.
Kina, MØ, Afrika, Indien - de steder er det omvendt af, hvad det er hos os.