Leder

Ramadanens bebudede blodrus

Debat
6. juli 2016

Det er den islamiske kalenders mest spirituelle måned. En tid for mådehold, for bod, for meditativ eftertanke. En tid for fred i sindet og i verden. En tid for et intensere samvær mellem troende: i moskeerne, i familierne, blandt vennerne. I 30 dage fra daggry til solnedgang hverken drikker eller spiser verdens muslimer.

Afholdenheden dyrker de også i troen på, at Gud i disse hellige dage er særligt nådig og tilgivende. Til sidst adslutter de fasten og askesen ved at fejre eid. Ramadanen er ifølge legenden den periode, i hvilken profeten Muhammed modtog Koranen som en åbenbaring fra Gud. Ramadanen, hvis 2016-udgave slutter i dag, er dermed den vigtigste højtid i islam og eid den vigtigste højtidsfest.

Det oprørende og ulykkelige er, at ramadanen på det seneste også er blevet højsæson for massemorderiske angreb med ekstremistgruppen, der kalder sig for ’Islamisk Stat’, som erklæret afsender.

Lige før ramadanen opfordrede IS-talsmand Abu Mohammed al-Adnani således: »Gør jer klar til en måneds ulykker overalt for de vantro … især I krigere i Europa og Amerika, der kæmper for og støtter kalifatet.« Den opfordring blev fulgt i Orlando, hvor 49 blev myrdet på en bøssenatklub.

I Paris, hvor en politimand og hans kone blev myrdet. I Al-Kaa, Libanon, hvor fem blev myrdet af selvmordsbombemænd; i Mukalla i Yemen, hvor 40 blev myrdet af selvmordsbombere og bilbomber; i Istanbul, hvor 45 blev myrdet ved massenedskydninger; i Dhaka, hvor 22 restaurantgæster blev hugget ned med macheter; i Bagdad, der blev ramt 8. og 9. juni og igen natten til søndag med over 200 dødsofre til følge. Blodrusens finale klingede ud i to selvmordsaktioner i Saudi-Arabien – i Jeddah og muslimernes hellige by Medina, endda lige over for Profetens Moské.

Terrormilitsens optrapning hænger givet sammen med, at den er trængt på slagmarken og har mistet bastioner overalt fra Libyen til Falluja. Derfor søger IS at manifestere, at man stadig har styrke ved at demonstrere global rækkevidde og udvise desto større brutalitet. Men også ramadanerne i 2014 og 2015 var blodige med IS-anslag verden over fra Tunesien til Somalia og Kuwait.

Hvorfor vil en gruppe, der ser sig selv som international avantgarde for projektet med at genrejse en forestillet guldalders kalifat lægge sig ud med de muslimske masser, den må formodes at ville mobilisere? Kan man forestille sig større vanhelligelse af islam end at gøre fredens, fromhedens og samværets fest til et mareridt af et slagtehus, hvor de fleste ofre selv er muslimer?

Forklaringen er, at Islamisk Stat ser mainstreammuslimer som vantro – og sine egne tilhængere som de eneste sande muslimer. Det er en afvigende forståelse, men den er ikke grebet ud af luften. Som Shiraz Maher, engang selv radikaliseret islamist, i dag britisk antiradikaliseringsekspert, bemærker i sin analyse for BBC, er troen på ramadanen som også en måned for hellig krig så gammel som islam selv.

Profeten Muhammed anfører således sin første jihad, kendt som Slaget ved Badr, under ramadanen i 624. Også hans erobring af Mekka, otte år senere, sker under ramadanen. Under henvisning til forbilledet kan militante islamister hævde, at jihad er mere end krigsførelse.

Den er også gudstilbedelse og har karakter af påbudt og rituel handling. Som Maher gør opmærksom på, erklærede Abdullah Azzam – der som anfører for de første arabiske jihadfrivillige i Afghanistan fik tilnavnet ’den moderne jihads fader’ – at »jihad er den ypperste form for tilbedelse«, og »det er ved at udkæmpe jihad, at muslimer når den højeste rang i paradiset«.

Islamisk Stat havde nok et geopolitisk sammenbrud – Irak-invasionens arv af kaos, Syriens opløsning i borgerkrig – som mulighedsbetingelse. Men vi kan ikke borttænke religionens rødder og inspiration.

Jihadisten er en pervertering, en fanatisk kapring af hel en verdensreligion. I den erkendelse ligger ansatsen til det opgør, som den muslimske umma selv må føre mod det voldsbarbari, der søger at legitimere sig islamisk. Islamisk Stat vil blive besejret på slagmarken.

Men gruppens ideologiske appel kan kun nedbrydes, når stærkere muslimske bevægelser med bedre teologiske fortællinger begynder at udfordre dens ekstremistiske tolkning langt mere aggressivt, end vi hidtil har set.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viggo Okholm

Nu kunne vi så godt bruge et indlæg eller en slag Leder fra en muslim, som både tror og har mennesket og dets gode liv i centrum. Måske I bør spørge Asma Abdol Hamid. Det er under alle omstændigheder vigtigt at skille IS fra resten af Islams tilhængere. Så længe de ikke er det vil de negative bølger fra visse kredse herhjemme fortsætte.

odd bjertnes

- konklusionen ? - incl. 'stærkere muslimske bevægelser med bedre teologiske fortællinger ' .. `
... drejer islam sig om nye teologiske fortællinger ? Det kan gerne være at det er hvad der er behov for,men det er ikke hvad islam er kendt for evnen til at udvikle. Det er ligesom hele konceptet at forhindre muligheder for. Det er derfor det er den sidste profet, capito ?
Jeg vil dermed, og på basis af indløbet iagttagelse, ikke indskrænke mit håb for muslimens mentale frelse til 'stærkere muslimske bevægelser' helt så definitivt, som lederen her artigt gør.