Leder

Rød sorg

23. juli 2016

Sørgmodighed ombølger nyheden om, at danske postbude ikke længere skal være klædt i rød uniform. Fremover skal den være blå.

Også dette tab af national identitet er en følge af globaliseringen. Det danske postvæsen er nemlig i 2009 af den danske stat overdraget til et svensk moderselskab og således ikke længere dansk, men PostNord, 60 procent i svensk statseje, 40 procent i dansk, dog med stemmerne ligeligt fordelt.

For PostNord handler det ikke bare om, at det er billigere kun at indkøbe uniformer i den svenske farve. Til Kristeligt Dagblad siger direktør i PostNord Danmark, Peter Kjær Jensen: »Vi kunne godt vælge at have røde uniformer i Danmark og blå i Sverige og styre det indkøbsmæssigt. Men vi ensretter det for at fortælle en historie om, at PostNord er én virksomhed.«

Den historie bliver ikke vel modtaget overalt. Til ovennævnte avis siger forfatter og debattør Peter Olesen: »Hele den tankegang, der ligger bag, giver mig kvalme. Det er en symbolsk kastrering af det danske postvæsen. Man ser stort på signalværdien og traditionerne, fordi økonomien er vigtigere. Det er frækt.«

Mange vil være enige med Peter Olesen: endnu en mistet danskhed. Det er den slags tab af nationalsymbolik, der sågar kan kaste vælgere i armene på politikere, der lover fortiden generobret.

Med i billedet hører dog ædrueligvis, at danske landpostbude helt frem til 1979 var iført sort uniform. Først da gik de over til oldenburgske kongefarver, der siden Christian 4.’s tid har præget den øvrige etat.

Farvediskussionen kan forekomme forvredet i forhold til det forfald, der i det hele taget har ramt det danske postvæsen. I maj i år fik Venstre-regeringen forhandlet et forlig, der indebærer, at kunderne må vente så længe som fem dage på at modtage deres post.

Vil afsenderen være sikker på, at en forsendelse når frem næste dag, skal han fra en postskranke sende et ’quickbrev’ og betale 27 kroner for et særligt frankeringsmærke. Rigtige, ’gammeldags’ posthuse er der mindre end en håndfuld tilbage af. Et meget stort antal postjob til ufaglærte er forsvundet.

Måske er vi bedst tjent med, at den røde uniform ikke længere kommer til at stå som garanti for en dansk kvalitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Winther

Sjovt nok går ensretningen ikke så langt at portoen også skal være ens i DK og S. I Sverige koster det rundt regnet det halve at sende et brev..