Leder

Roskilde er brudfladernes fest

Man må anerkende, at unge mennesker måske vil noget andet end deres forældre og bedsteforældre. Det stod til offentligt skue på årets Roskilde Festival

Philip Davali/Ritzau Scanpix

4. juli 2016

Man må anerkende, at unge mennesker måske vil noget andet end deres forældre og bedsteforældre. Det stod til offentligt skue på årets Roskilde Festival, hvor en stor del af publikum – der på festivalen er overvejende ungt – udvandrede fra canadiske Neil Youngs tre timers koncert på den emblematiske Orange Scene.

At folk gik, kunne – og blev – af nogle set som et symptom på snæver koncentrationsradius, måske endda kulturhistorisk fattigdom. Men hvad nu, hvis Neil Young og hans unge bands ekstensive udforskninger af gammelt guld i de sidste to timer blev oplevet som kunstnerisk utilfredsstillende? At man rent faktisk foretog et kunstæstetisk valg? Eller hvad nu, hvis det var et hedonistisk valg? Er den kropslige nydelse og den soniske ekstase ikke netop kerneværdier også i rocken?

At unge mennesker kunne holde koncentrationen igennem hele koncerter, dét herskede der i hvert fald ikke tvivl om under nogle af de totalt overbesøgte og vellykkede hiphop-koncerter på Apollo-scenen.

Ungdommen er heller ikke døv over for alderdommens eller rockens kvaliteter. Det ved vi fra Bruce Springsteen-koncerten i 2012 og vel egentlig også Rolling Stones i 2014. Lad os i stedet forsøge tankeeksperimentet, at Neil Young & Co. – oh rædsel – bare ikke var interessant nok for masserne. Der tilsyneladende også blev hægtet af, da mesteren forlod sine klassikere i mere neddæmpede udgaver til fordel for alenlange elektriske ekskursioner ned gennem bagkataloget. Langvarige – episke eller udmattende alt efter temperament – guitarsoli, der strakte numrene helt op til 25 minutter.

I hvert fald foretrak en del at se for eksempel Neil Youngs landsmandinde Peaches smadre køns- og seksualitetsnormerne i et balstyrisk show på Apollo-scenen, mens der blev poleret knæsatte dyder på Orange.

Ud fra et politisk perspektiv giver det også mening. Måske er det bare ikke særlig tilfredsstillende for en ung generation at lytte til forældre og måske bedsteforældregenerationens soundtrack, når nu selvsamme generation efterlader en fucked up klode – uagtet at Neil Young er en åbenmundet kritiker af fossilt brændstof og ødselt energiforbrug. Måske er det bare mere belønnende at mærke indignationen fra sin egen generation?

Ja, faktisk virker mange rockfans attitude til en over 40 år gammel genre som hiphoppen arrogant. En genre, som i disse år har ungdommen i et jerngreb og forener folk på tværs af kulturer. Apollo-scenen kunne således bryste sig af et smukt mix af etniciteter, og den før så hvide fest, som Roskilde Festivalen er blevet kritiseret for at være, var i år langt mere farverig. Især de steder, hvor en mere urban musik var på dagsordenen.

Hiphoppen – de sortes CNN, som Public Enemy-frontfiguren Chuck D har kaldt den – har vundet genklang ikke mindst i danske ghettoer, hvor den verbale tradition for at adressere problemer og lufte frustrationer har vakt afgørende genklang. Se bare på nogle af vor nations bedste danske rappere: S!vas, Kesi, MellemFingaMuzik.

Hvorfor ikke forsøge at forstå denne skelsættende demokratiske genre på sine egne præmisser, herunder dens stilistiske særkender og mulighed for at agere talerør for – såvel som at festgejle – frustrerede og ofte marginaliserede unge?

Roskilde Festival er en mulighed uden sidestykke i dansk musikkultur for at opleve andre generationers og kulturers musik, kropslighed, sprog, teknik og showmanship. Det ville være en decideret skam at blive i sin egen kulturelle boble, iltfattigt indlejret i sit eget segment.

Roskilde er brudfladernes fest. Man kan gå fra frådende støj over intrikat akustisk virtuositet til luksuriøs maskinmassage. Fra USA over Etiopien til Nørrebro. Man kan få gode såvel som middelmådige endda dårlige oplevelser inden for alle områder. Det er en navigation, som hver enkelt selv må foretage (eller lade sine venner foretage).

Dét er udfordringen på Dyrskuepladsen. Og det er den vildt komprimerede livsfortælling, som er Roskilde Festival. Festivalgængerens koncertodyssé er en refleksion af, hvem hun er. På godt og ondt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Det var nu heller ikke alle os, nogenlunde jævnaldrende med Neil Young, der fandt ham og hans musik interessant dengang i tidernes morgen.

Anders Mølgaard

Jeg gik selv fra Neil til Peaches, men tror ærlig talt selv at de gamle hippier vil været gået fra Carl Nielsen til Neil young tilbage i deres ungdom.