Leder

Hvad er terror?

Debat
20. juli 2016

Mandag aften blev Europa ramt af endnu et organiseret angreb mod tilfældige mennesker.

En mindreårig afghansk asylansøger steg ombord på et tysk regionaltog, og idet han råbte »Allahu Akbar«, angreb han passagerer med en økse og en kniv. Fire turister blev alvorligt kvæstet, inden politiet skød og dræbte ham.

Ifølge de tyske myndigheder har man fundet et hjemmelavet Islamisk Stat-flag blandt hans ejendele, ligesom IS også har udsendt en video med den afghanske dreng, hvor han lover at udføre et selvmordsangreb.

Angiveligt skulle han i et brev til sin far også have opfordret alle muslimer til at »rejse sig i selvforsvar«. Men var det terror?

Flere iagttagere peger på, at grænsen skrider i disse år for, hvad vi definerer som terrorangreb. Som professor Daniel Benjamin siger til New York Times, har vi til forskel fra masseskyderier på skoler en tendens til pr. definition at kalde det terrorisme, når der er en muslim involveret.

Opklaringen af det tyske angreb er i sin indledende fase, men de hidtidige indicier peger på, at der var tale om endnu en ’ensom ulv’, hvis angreb ikke direkte var organiseret af Islamisk Stat, men tydeligvis inspireret heraf.

Samme teori arbejder fransk politi med oven på massakren i Nice. Tilsyneladende havde den tunesiske gerningsmand aldrig interesseret sig for religion indtil otte dage før angrebet, hvor han pludselig begyndte at lade skægget gro. Også hans tilknytning til Islamisk Stat virker indtil videre perifer. Derfor kan man med rette betvivle, hvor dybt hans islamistiske motiver stikker.

Ifølge Daniel Benjamin virker jihadisme i disse tilfælde mere som en sidste udvej for mere eller mindre psykisk ustabile mennesker på randen af samfundet, der savner en sag at dø for. Men når en mand på Frankrigs nationaldag mejer 286 tilfældige mennesker ned, psykisk syg eller ej, har vi så et bedre ord for det end terror?

Årsagen til, at det er vigtigt, hvad vi kalder terrorisme, er, at ordene bliver definerende for de årsager, vi læser ind i angrebene, og dermed også hvilke politiske diskussioner og krav de afføder.

I Frankrig virker det belejligt for oppositionen at købe tilknytningen til IS, for så kan regeringen bebrejdes for at have fejlet i den ellers langstrakte kamp mod terror. Mere politi, strengere straffe og styrket overvågning har kravene lydt, til trods for at ingen af disse tiltag tilsyneladende kunne have forhindret massakren i Nice.

I Tyskland diskuterer man, om den ellers roste anti-radikaliseringsindsats rammer forbi de ensomme ulve, som tilsyneladende bliver lynradikaliserede, hvis man ellers skal tage deres religiøse motiver seriøst. Inden vi forstår hvorfor, har vi svært ved at svare på, hvad vi gør nu.

Problemet er, at vi grundlæggende ikke ved, hvad der driver mennesker til at begå terror, som den danske terrorforsker Milan Obaidi pointerede i mandagens Information. Som i Tyskland og Frankrig er gerningsmændene ofte døde, inden vi kan nå at spørge dem.

Med baggrund i sin egen nye ph.d.-afhandling påpeger han, at det tilsyneladende ikke handler så meget om Danmarks krigsdeltagelse i muslimske lande, som det handler om følelsen af diskrimination eller at være låst fast i en underprivilegeret social situation, når danske muslimer udvikler voldelige intentioner.

En anden fællesnævner, som den internationale terrorforskning er begyndt at interessere sig for, er, at gerningsmændene typisk har en voldelig fortid, inden de blev radikaliserede. Det er altså ikke nødvendigvis en ekstremistisk overbevisning, der gør dem voldelige, men snarere omvendt.

En tredje fællesnævner er tilsyneladende fravær af familie, som den franske terrorforsker Gilles Kepel påpeger i dagens avis. Derfor er civilsamfundet langt vigtigere end efterretningstjenester, hvis man vil terror til livs, siger han.

Uanset om man er mentalt forstyrret, optændt af en politisk idé eller bare psykopat, er organiseret vold mod civile i essensen terror, idet det har til formål at sprede frygt i offentligheden. Det afgørende er, at vi ikke køber præmissen om, at alt, hvad der sker under Islamisk Stats flag, kræver samme svar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Nielsen

Per Aage Brandt skrev en kronik i Information d. 6. febr. i år med titlen: Den blodige fantasi. Den er værd at læse, hvis man virkelig ønsker, at vide noget om terrorisme.

Prøv evt. linket her: https://www.information.dk/moti/2016/02/blodige-fantasi

odd bjertnes

Tak for linket Kurt Nielsen. ^^

jan henrik wegener

Afslutningsvis siges der noget om hvad skribenten mener svaret ikke er. Hvad der mon så kan være brugbare "svar" lader han det så være op til læserne at gætte sig frem til.

Kurt Nielsen

odd bjertnes

Selv tak.

Men det er da virkelig en fantastisk tekst med en overlegen kvalitet. Tekster af den art er virkelig en mangelvare, synes jeg bare.

Erik Karlsen

Hvis man betragter attentatmændene bag terrorbombningerne i London den 7. juli 2005, er der ingen af de fire, der lever op til de tre nævnte fællesnævnere.

Hvis de kan bruges rent statistisk - og det kan de vel, for antallet af terrorister er heldigvis ikke særligt højt - må det betyde, at man ikke altid kan gå ud fra de forhold, der nævnes i lederen.