Leder

Med terror som påskud

22. juli 2016

Med tragedien i Nice og angsten for nye terrorangreb i Europa som påskud valgte et flertal i det italienske parlament tirsdag at udskyde vedtagelsen af en lov mod brugen af tortur.

Italien har som de fleste andre lande ratificeret FN-konventionen om tortur fra 1988, men sanktionerne for at give ordre til og udføre tortur er – ligesom i Danmark! – ikke indskrevet i straffeloven.

Den tvetydighed er uheldig, hvis man eksempelvis vil kritisere Tyrkiet for de forslåede ansigter, man har kunnet se på tv efter det mislykkede kup.

I Italiens tilfælde er der også sagen om den unge forsker Giulio Regeni, der døde efter langvarig tortur i Egypten tidligere på året. Regenis mor har truet med at offentliggøre billeder af sin dræbte søn, hvis den italienske regering lader styret i Kairo slippe med bortforklaringer.

Det vil desværre ikke være et særsyn i Italien: Da en 32-årig mand, Stefano Cucchi, i 2009 omkom i politiets varetægt i Rom, valgte hans familie at offentliggøre billeder af det mishandlede lig for at markere forskellen på en retsstat og en politistat.

Siden 2001 har Vesten befundet sig på en glidebane med brug af administrativ tilbageholdelse, (outsourcet) tortur, kidnapninger, udenretslige henrettelser og elektronisk overvågning.

Kort inden terrorangrebet på World Trade Center havde Italien i forbindelse med G8-mødet i Genova oplevet, hvad Amnesty International kaldte »den største midlertidige ophævelse af demokratiet i Vesten«, da politiet udsatte aktivister for »grov mishandling«, som det hedder i en højesteretsdom.

De implicerede betjente og befalingsmænd slap stort set for straf på grund af forældelsesfristen, som ikke havde været gældende, hvis Italien havde indført tortur i straffeloven.

På 15-årsdagen for begivenhederne i Genova valgte indenrigsminister, Angelino Alfano, så at trække sit partis støtte til den ny lov, som nu har lange udsigter.

Dermed blæser Alfano også liv i en frygtelig mistanke om, at vold i politiets varetægt ikke udgør en afvigelse, som skal retsforfølges, men snarere betragtes som en accepteret og nødvendig praksis. Voldsregimer og retsstater er to forskellige ting.

Det er der mere end nogensinde brug for at understrege, men i praksis sløres forskellen med terror som påskud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Keld Albrektsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Stig Bøg
Keld Albrektsen, Niels Duus Nielsen og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer