Leder

USA på randen af nervøst sammenbrud

Debat
11. juli 2016

Som enkeltstående hændelser burde sidste uges politimord på to sorte mænd i staterne Louisiana og Minnesota og en sort snigskyttes nedskydning af 12 hvide politibetjente i Dallas, hvoraf fem mistede livet, ikke øge kløften mellem det hvide og sorte samfund, endsige eskalere til voldelige gadeoptøjer i amerikanske storbyer denne sommer.

Men desværre falder disse tragedier på et tidspunkt, hvor USA efterhånden virker lige så polariseret som i slutningen af 1960’erne og 70’erne. Dengang stridedes man om Vietnamkrigen, afroamerikaneres borgerrettigheder og ungdomsoprøret generelt, og der blev kæmpet bravt mellem politi og demonstranter.

De Sorte Pantere og venstreradikale terrorgrupper var bevæbnet til tænderne. Det gik af og til hårdt for sig. I 1970 skød nationalgardesoldater ind i en skare antikrigsdemonstranter på Kent State University i Ohio og dræbte fire studerende og sårede ni. Det efterlod USA i chok og gav næring til håbet om national forsoning, men voldsepisoderne fortsatte ind i 70’erne.

I dag er det amerikanske samfund også ved at gå op i limningen, men årsagerne er nogle andre. I den politiske verden og det nye fragmenterede medielandskab forskanser partier og folkevalgte sig bag mure.

Det er efterhånden kommet til det punkt, hvor man afviser at lytte til den anden sides argumenter. I et udslag af selvretfærdighed hånes modstandere for ikke at forstå en pind, ja, for at være nogle idioter, hvilket er blevet Donald Trumps parole. Folk, der er uenige, er bare dumme.

I det republikanske parti er intolerancen gennem lang tid blevet dyrket som en almen samtaleform, mens demokraterne i deres bedrevidende holdning er tæt på at være lige så arrogante over for anderledes tænkende.

Det er fristende at lægge ansvaret for denne manglende dialog og kompromisvilje på en oprigtig ideologisk uenighed. Men det ville være at overse en forråelse af den nationale samtaleform, der har taget form siden fremvæksten af talk radio og kabel-tv i slutningen af 1980’erne.

Man kan sige meget positivt om disse medier samt om webbets og de sociale mediers bidrag til den demokratiske debat – borgerne har fået større mulighed for at ytre sig i diverse fora – men atomiseringen af konventionelle medier og især manglen på filtre har samtidig ført til et frit slag om sandheden.

Ingen institution eller myndighed i USA anses længere for at være neutral og uhildet. Den nedbrudte respekt for objektiv viden har svækket det politiske lederskabs og mediernes mulighed for at forsvare den indre sammenhængskraft i et samfund som det amerikanske, der er mere mangfoldigt end noget andet i verden.

I den aktuelle sag om politivold mod sorte samfundsborgere har den allestedsnærværende videofilm optaget på mobiltelefoner virket som et tveægget sværd.

På den ene side kan optagelsen tjene som vigtigt dokument i en retssag; på den anden side bliver alle, der ser filmen, dommere og drager ikke nødvendigvis den rette slutning.

Der kan være mange ting, politibetjenten ser, som kameraet ikke opfanger, og seeren derfor misfortolker. Det burde f.eks. være indlysende, at en betjent på patrulje i en by, hvor borgerne har fri adgang til våben og bærer dem til dagligt, vil være ekstra årvågen og nervøs, hvis bilisten er bevæbnet. Der skal meget lidt til, før situationen spinder ud af kontrol.

Tilsvarende kan kameraet intet endegyldigt sige om, hvorvidt en politibetjents motiv til at skyde er racistisk motiveret – at han ikke ville have gjort det i en lignende situation, hvor ofret var hvidt. Det er muligt, men ikke bevist.

På den positive side har anvendelsen af video afsløret horrible eksempler på politibetjentes nedskydning af ubevæbnede sorte mænd, hvor der kun i nogle tilfælde er blevet rejst sigtelser.

Det hvide USA har fået åbnet øjnene for ordensmyndighedernes ofte brutale behandling af sorte borgere. Men desværre synes den livsnødvendige samtale mellem politi og sorte borgere efter snigmordene i Dallas at blive vanskeligere. Den indbyrdes mistro synes større end nogensinde.

Kun de politiske ledere kan bygge bro, men de er – som sagt – lige så polariserede. Obama og Clinton anses af politiet og republikanerne for at være parter i striden. Trump støtter ordensmagten.

Medierne trives ved konflikt og frasiger sig et ansvar for at fremme dialogen. Det tyder slemt midt i en grim valgkamp.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Nielsen

Der er skræmmende mange paralleller til den europæiske og danske offentlighed.

Niels Duus Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Hvilken værdighed denne unge afrikansk-amerikanske kvinde udstråler:

http://img.zeit.de/politik/ausland/2016-07/dallas-black-lives-matter/wid...

Steen - billedmotivet kunne godt være arrangeret og manipuleret ...

Jan -

Woman captured silently confronting heavily-armed Baton Rouge police in powerful photographs is a 28-year-old mom and nurse who spent 24 hours in jail for her 'crime'

Read more: http://www.dailymail.co.uk/news/article-3683863/Woman-icon-Baton-Rouge-m...

Mich Bruus Pedersen

At bruge vendingen 'poltimord' får det til at stritte noget i mig. Mord er vel under alle omstændigheder en ulovlig handling, og på nuværende tidspunkt er det (mig bekendt) ikke afklaret, om betjentene handlede inden for deres beføjelser. Og jeg er sådan set meget kritisk over for amerikansk politis magtanvendelse (men heller ikke blind for vanskelige arbejdsforhold); det gavner bare næppe debatten at bruge misvisende (i dette tilfælde stærkt skærpende) udtryk.

Iøvrigt, hvilken interesse skulle politiet have i at arrangere et sådant billede?

http://i.dailymail.co.uk/i/pix/2016/07/11/03/361DCC3800000578-0-image-a-...

Her er iøvrigt et billede fra 1967, Washington, DC:

Jan Rose Kasmir, Washington DC, 1967Marc Riboud/ Magnum Photos/ Agentur Focus

Jan Rose Kasmir, Washington DC, 1967

Steen,
nej, ikke arrangeret af politiet, men af pressen - dit link 15:43 ser dog ud til i øvrigt at svælge i dramatiske billeder – sådan lidt hen af sensationspresse – læserne er alt for ofte blevet holdt for nar – men denne her kunne da godt være i orden – vi ved det ikke – men mangler der ikke et billede af situationen, da hun blev bragt væk af politiet – de eneste, der ser ud til at være ’på randen af et nervøst sammenbrud’ er politiet i fuldt ornat – synes snarere, der er et komisk skær over hele seancen, arrangeret eller ej - tolipiet iført et 'kampkondom' …

Martin Burcharth

Kære Mich,
Jeg er enig i, at politimord ikke er et ideelt udtryk, al den stund betjenten endnu ikke er dømt skyldig. Men drab ville heller ikke due. Så skal vi ty til ord som skudepisode, skyderi, etc. Men det er jo kun en, der skyder - politibetjenten, og det er for at dræbe. Så hvis du har et andet ord eller udtryk, er jeg meget interesseret i at høre fra dig eller andre.

Michael Kongstad Nielsen

Hvad med "politimands nedskydning af ..."?

Mich Bruus Pedersen

Noget i dén stil ville være brugbart. At det så sprogligt kan synes mere kluntet, ville jeg have valgt at leve med. Jeg ville nok ikke have stejlet så meget over politidrab; men hvis man ser juridisk på det, er drab og mord vel det samme? (Eller mord hedder drab på jura-dansk?).

Janus Agerbo

@Mich

Drab er når et menneske slår et andet menneske ihjel.

Mord er et drab, hvor der ligger intention bag. Juridisk set er det ikke det samme.