Læsetid 2 min.

Krig koster liv

LEDER
12. august 2016

»Det kan ikke udelukkes, at danske fly kan komme til at flyve missioner, hvor civile tab ikke kan undgås.« - Værnsfælles Forsvarskommando den 11. august 2016.

Da Folketinget med stemmer fra samtlige partier undtagen Enhedslisten og Alternativet i foråret intensiverede og udvidede krigen mod IS i Irak til også at omfatte flyangreb på IS i Syrien, lød kritikken i bl.a. Information, at det i realiteten betyder, at civile vil miste livet.

En uheldig konsekvens, som forsvarsminister Peter Christensen (V) i et svar til Folketingets forsvarsudvalg begrundede med, at risikoen for civile tab må ses i forhold til missionens militære nødvendighed.

Dengang kaldte Amnesty International den nye danske position for et paradigmeskifte, da den hidtidige politik på området har været, at danske bombefly ikke angriber, hvis der er den mindste risiko for civile tab.

Læs også: Den, der vinder kampen om Aleppo, vinder også krigen

Når den klare erkendelse af den uundgåelige risiko for civile tab nu kan læses i en pressemeddelelse fra Forsvaret selv, sker det sandsynligvis for at forberede offentligheden på, at der givetvis vil komme en række kedelige sager omhandlende utilsigtede civile drab begået af danske bombefly.

Ifølge organisationen Airwars, der tæller drab som følge af flyangreb, er der i de to år, hvor koalitionen med dansk deltagelse har ført krig mod IS i Irak og nu også Syrien, foreløbigt dræbt mindst 1.568 civile som følge af koalitionens bomber.

Alligevel er det en forsvindende lille del af de sager om civile tab, som koalitionen anerkender at have ansvaret for – faktisk mindre end fem procent af samtlige sager.

Læs også: Oprørerne angrev i ly af natten

Men nu hvor det danske forsvar sort på hvidt erkender at bombningerne i Syrien og Irak sandsynligvis medfører civile drab, må de danske myndigheder også tage ansvar for disse uheldige konsekvenser af kampen imod IS.

Det betyder, at de samme politikere, der sender bombefly i kamp, ikke bare moralsk, men også juridisk er forpligtiget til at undersøge hver en mistanke om civile drab og efterfølgende kompensere for dem.

Det gør naturligvis kampdeltagelsen langt mere kompleks og omkostningstung, men sådan er det. Krig er både den dyreste, mest smertefulde og derfor altid sidste udvej i enhver konflikt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu