Leder

Libyen efter IS

Debat
3. august 2016

Mandag meldte USA sig atter ind i den libyske konflikt, da fly fra stormagten slog til mod to mål i Muammar Gaddafis fødeby, Sirte. Den libyske kystby har været besat af Islamisk Stat (IS) siden februar sidste år, og tropper fra først og fremmest den magtfulde ’bystat’ Misrata har kæmpet for at erobre byen siden maj, hvor de med en række sejre og erobringer af landsbyer, forstæder og bygninger og knudepunkter i selve Sirte har trængt IS i defensiven.

Helt at slå dem har de imidlertid ikke formået, på trods af at IS har mistet op mod 300 soldater i kampene. Det amerikanske engagement skal hjælpe med at udstøde IS fra det kongrescenter, de bruger som base, og mere overordnet fra Nordafrika, hvor Sirte og Libyen udgør IS’ vigtigste base.

Den amerikanske indsats er ikke det første vestlige bidrag i den libyske kamp mod IS. Her er britiske specialtroppers støtteindsats for de libyske styrker tidligere blevet dokumenteret, ligesom specialtropper fra flere andre lande er observeret, og USA har i hvert fald én gang tidligere slået til mod en IS-lejr. Men det er første gang, USA bekræfter, at de deltager i offensiven, og at det er en varig deltagelse. Også selv om den ifølge en talsmand ikke inkluderer soldater på jorden, men kun bomber fra oven, på tryg afstand af kaosset på jorden.

Alligevel er den amerikanske beslutning markant og vigtig. Den flugter med amerikanske sikkerhedspolitiske dogmer om at bekæmpe Islamisk Stat og andre terrorgrupper med globale agendaer, men den binder også USA og dets allierede op på den kompromis-administration (government of national accord eller GNA), som FN-forhandlinger har sat i spidsen for Tripoli. Det er en regering med et særdeles usikkert mandat.

Man skal ikke have været meget i kontakt med libyske myndigheder eller studeret libyske forhold længe for at opdage, at Libyen i praksis er et særdeles opdelt land. Det gælder ikke blot i den praktiske fysiske opsplitning af landet, men i særdeleshed også inde i hjertet af den administration, der skal varetage statsgenopbygningen. I realiteten er administrationen splittet mellem Libyens forskellige interessenter på en måde, som selv de fleste af konfliktens protagonister erkender gør Libyen til en meget dysfunktionel stat.

I den sammenhæng har offensiven mod Islamisk Stat været et velkomment pusterum fra de interne magtkampe. Styrkerne fra Misrata, der bekæmper IS, har – afhængigt af perspektiv – været blandt de vigtigste spoilers i forhold til mulighederne for at skabe en velfungerende stat. Som hoveddrivkraft i alliancen Libya Dawn indtog de Tripoli og nægtede at anerkende den eksisterende regering, og ligesom i en række andre ’bystater’ har militserne vist sig umulige at opløse og har i stedet udgjort en praktisk forhindring for opbygningen af en civil stat.

Her er indsatsen mod IS en noget mere opbyggelig og forenende aktivitet, men spørgsmålet er, hvad der sker, når Sirte forhåbentlig snart falder.

Offensiven løser naturligvis ikke Libyens interne magtkampe eller ændrer det faktum, at bl.a. en af landets stærkeste magtfigurer, General Khalifa Haftar, ikke anerkender den nye regerings autoritet.

Her har Tripolis stormufti, den rabiate Sadiq al-Ghariani, i løbet af kampagnen mod IS erklæret jihad mod den egyptisk-støttede Haftar, der kæmper sin egen krig mod forskellige islamistiske grupper i og omkring Benghazi, og opfordret til, at styrkerne fra Misrata efter IS fortsætter mod øst efter Sirte og bekriger den tidligere Gaddafi-general. En opfordring, der er blevet afvist, men ikke desto mindre rumler som en mulighed.

Derfor betyder USA’s forpligtelse til at støtte GNA-offensiven naturligvis også mere end bare bomber over IS. Det er en slags støtteerklæring til den nye regering.

Men den må også meget gerne bestå af mere end bomber, nemlig af civilt engagement og brobygning af den slags, de intervenerende parter ikke magtede i 2011, da Gaddafi faldt. Islamisk Stat eksisterer i Libyen – ligesom i Syrien og Irak – i et magttomrum, som først og fremmest skyldes fraværet af en fungerende og inkluderende stat. I det tomrum kan man bombe IS væk fra Jordens overflade, men man kan næppe hindre, at de vender tilbage i andre inkarnationer og andre steder i Libyen, hvis ikke staten bliver stærkere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her