Leder

Menneskelige omkostninger

23. august 2016

Det mest bemærkelsesværdige ved de danske erhvervsorganisationers krav om yderligere reformer for at øge arbejdsudbuddet er vel egentlig organisationernes fantasiløshed.

Lige så forudsigeligt det er, at Dansk Industri (DI), Dansk Erhverv (DE) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) anbefaler skattelettelser for de højestlønnede, når forhandlinger om dansk økonomi er på vej, lige så sikkert er det, at organisationerne kræver tiltag, der kan få nogle flere til at arbejde noget mere.

Mandag kunne Jyllands-Posten fortælle, at de tre organisationer advarer politikerne mod at lytte til de økonomer, der op til forhandlingerne om den såkaldte 2025-plan har foreslået landets beslutningstagere at slå ind på en ny og mere visionær reformkurs.

Forhistorien er, at den velanskrevne økonomiprofessor Nina Smith i løbet af sommeren har gjort sig til talsmand for, hvad hun selv kalder andengenerations-reformer.

Læs også: Vejen til fremtiden er spærret

Hendes pointe er, at vi er ved at have udtømt mulighederne for at styrke dansk økonomi nævneværdigt ved at øge arbejdsudbuddet.

Nina Smith har selv været involveret i mange af de reformer, der skulle sikre, at det kan betale sig at arbejde, som det hedder, og det var nødvendige reformer, mener hun.

Men nu er de »lavthængende frugter« blevet plukket, som hun har formuleret det i Jyllands-Posten, og i stedet er der behov for at tænke i anderledes tiltag, som blandt andet kan styrke iværksætteriet i Danmark – eksempelvis ved at forbedre iværksætteres mulighed for at få dagpenge.

Nina Smith har fået opbakning fra flere førende økonomer. Men de er helt galt på den, mener DI, DE og DA. Politikerne bør eksempelvis afskaffe efterlønnen helt og hæve pensionsalderen, forklarer en underdirektør i DA til Jyllands-Posten, mens vicedirektøren i DI taler om behovet for en »øget tilskyndelse til at tage et arbejde«.

Den slags tilskyndelser består normalt i at forringe vilkårene for kontanthjælpsmodtagere og andre uden for arbejdsmarkedet. Seneste eksempel er regeringens kontanthjælpsloft.

Det skulle ifølge regeringens egne tal bringe sølle 650 mennesker i job, mens 24.000 mennesker forventes at blive ramt af lavere ydelser. Mange af disse mennesker ville være faldet under fattigdomsgrænsen, hvis ellers den ikke, meget behændigt, var blevet afskaffet af selv samme regering.

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, erklærer sig i Jyllands-Posten »meget uenig« med Nina Smith og konsorter. Og ligesom erhvervsorganisationerne ynder at gøre, påpeger han, at hele 800.000 danskere modtager offentlig forsørgelse. »Det vil være en falliterklæring, hvis vi ikke får gjort noget ved det tal,« udtaler han.

Læs også: 2025-planen er et katalog af ubehageligheder

Hvis man ser bort fra, at tallet 800.000 er misvisende, fordi det ikke alene dækker over mennesker, der ville kunne træde ind i et job – men også over grupper som forældre på barselsorlov og folk, der er sygemeldte, på førtidspension eller i fleksjob – er det altså ifølge økonomerne vanskeligt at forestille sig særligt mange af dem komme i beskæftigelse og bidrage til væksten i dansk økonomi.

I en tid, hvor ledigheden er meget lav, hvorfor de fleste ledige tilhører ganske svage grupper, og hvor en række reformer i forvejen har lagt et hårdt pres på alle dem, der modtager offentlig forsørgelse, virker det som sund fornuft.

I det lys er det tosset, at erhvervsorganisationerne ikke forsøger at tænke med, når førende økonomer foreslår nye måder at indrette den økonomiske politik på. I stedet holder de fast i det rutinemæssige fokus på arbejdsudbuddet.

Men selv hvis organisationerne kunne godtgøre en vis positiv effekt af yderligere reformer rettet imod at få borgere på offentlig forsørgelse i beskæftigelse, er det ikke rimeligt at lægge yderligere pres på mennesker, der i forvejen er hårdt trængte.

Der er nemlig en del af ligningen, som organisationerne ikke rigtig taler om. Der er de ufaglærte, som har behov for at kunne trække sig tilbage, før de er helt nedslidte.

Der er de forsørgere på kontanthjælp, som allerede i dag må afstå fra at købe nyt tøj til deres børn eller lade dem gå til fritidsinteresser og invitere klassekammerater hjem til deres fødselsdag. Ja, der er i det hele taget hensynet til det gode og værdige liv for os alle sammen.

Men desværre er det, som om organisationerne er så optagede af deres egne økonomiske mellemregninger, at de ignorerer de menneskelige omkostninger.

Læs også: Uvirkelighedens politik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Ebbe Overbye
  • Liliane Murray
  • Lise Lotte Rahbek
Niels Duus Nielsen, Ebbe Overbye, Liliane Murray og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg kunne også godt tænke mig, at organiseringerne af både arbejdsgivere og fagforeninger kunne tænke lidt ud over de traditionelle krav.

Men det er vist for meget forlangt. Det er ikke det, de tjener deres løn ved.

Bemeldte organisationer (aner)kender ikke begrebet "menneskelige omkostninger."

Liliane Murray, Jan Weis og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det gør medisteren heller ikke - altså anerkender -

Menneskelige omkostninger

Samfundstømmerne løber både med den økonomiske kapital og den sociale kapital, den kulturelle kapital lades urørt, sådan noget som kultur bruger man ikke i de kredse - og denne ’flinke morfar’ bliver åbenbart mopset og antyder andres holdninger som ’galimatias’, når nogen antyder, at der findes en sammenhæng mellem indholdet i ressourceforløb og dødsfald, og det hører ingen steder hjemme at antyde sådan en sammenhæng.

Men husk alligevel at tage din hængekøje med på dit næste beordrede såkaldte ’fleksjob’, subsidiært en ligkiste, som led i en nødvendig og bæredygtig ’rettidig omhu’ med efterfølgende human ’Entsorgung’ via krematoriet …