Leder

Pias problem er ikke det sted, hun taler fra

29. august 2016

Pia Kjærsgaard er ikke, hvad hun har været. »Din lede kælling,« kaldte Uffe Ellemann-Jensen Kjærsgaard i Folketingssalen, dengang hun var det dårlige selskab i dansk politik.

Nu er hun formand for Folketinget og kalder til orden i salen.

Hendes parti har domineret den offentlige debat, det har været grundlag for adskillige borgerlige regeringer, og det er blevet landets næststørste parti.

Det er et stykke Danmarkshistorie.

Og alligevel opfører Pia Kjærsgaard sig, som om hun stadig taler på vegne af det dårlige selskab.

I et omtalt interview med Berlingske sagde hun for et par uger siden: »Vi har set en magtelite, der har været dominerende, rethaverisk og ignorerende.«

Hun advarede mod, at den rethaveriske »elite« kan ødelægge Danmark:

»Jeg er bekymret for, at vi – ikke i morgen, men en dag – bliver to forskellige folk i det lille land, vi er. At der er dem i provinsbyerne, som føler sig meget underkendte, og at der er dem i de store byer, som føler sig meget overlegne.«

Formanden for Folketinget regner sig ikke for en del af »den rethaveriske elite«, men insisterer på sin alliance med »de underkendte«.

Siden interviewet er hun blevet kritiseret. For kan man som Folketingets formand tale på vegne af de underkendte, man ikke selv tilhører? Kan man blive ved med at omtale eliten som de andre – og kan hun som magthaver være så meget imod magthaverne i Danmark?

Pia Kjærsgaard er blevet beskyldt for hykleri, og hendes ret til at kritisere opdelingen af Danmark er blevet anfægtet.

Men det er en dårlig kritik af Pia Kjærsgaard. For den forudsætter, at man som politiker kun må tale for sig selv og kun forsvare sine egne interesser. Følgen af den holdning er, at folketingsmedlemmer skulle forsvare den øvre middelklasses privilegier, fordi de i Folketinget tjener langt over landsgennemsnittet.

Ville man om Pia Olsen Dyhr hævde, at hun ikke måtte tale for de lavtlønnede, bare fordi hun selv er højtlønnet? Eller at dem, der er kommet til orde, ikke må prøve at tale for dem, som ikke kommer til orde?

Selvfølgelig må Pia Kjærsgaard tale for dem, som hun ikke selv er. Det modsatte ville være problemet.

Det næste argument imod Pia Kjærsgaard er, at hun ikke kan kritisere »magten«, fordi hun selv har haft den. Men det argument forudsætter, at Danmark styres suverænt fra Folketinget. At den forsamling, som formelt laver landets love, styrer hele samfundet.

Og det passer ikke. Vi ved godt, at der også findes økonomisk magt, som kan reguleres, men ikke styres. Christiansborg regerer ikke over den globale kapitalisme. Og vi ved, der gives administrativ, kulturel og vidensbaseret magt, som heller ikke styres fra Folketinget.

Endelig er det indlysende, at vi er bundet af overnationale direktiver, EU’s styring og menneskerettigheder. Folketinget har med andre ord ikke den suveræne magt over alt i Danmark.

Selv i det nationale politiske hierarki er magt over de seneste årtier gledet fra Folketinget til regeringen. Folketinget er blevet svagere og har udviklet sig til en institution, hvor man protesterer over udviklingen og overvåger regeringens måde at udøve magt på.

Efterhånden er det kun to eller tre partier i Folketinget, som ønsker at komme i regering, for man kan blive populær i Folketinget, men man kan øve indflydelse i regeringen.

Dansk Folkeparti gjorde efter valget i 2015 alt for at undgå at komme i regering. De tog den fine post som formand for Folketinget, men de ville ikke i regering, hvor de kunne blive upopulære og skulle forsvare en udvikling, de hellere vil brokke sig over.

De sagde, de havde større indflydelse uden for regeringen. Men de kan dårligt tro på, at andre er dumme nok til at tro på det. Et mere sandsynsligt svar er: De får flere stemmer uden for regeringen. Deres enorme anstrengelser for at undgå regeringsmagten afslører, at det er vigtigere for dem at få mange stemmer end at arbejde for dem, der stemmer på dem.

Det store problem for Pia Kjærsgaard er ikke det sted, hun taler fra – men at hendes parti manglede modet til at gå derind, hvor de kunne gøre en forskel for dem, de taler på vegne af.

De satte deres egne interesser over deres vælgeres interesser; de svigtede dem, der har stemt på dem. Dansk Folkeparti har således afsløret, at de ikke selv vil tage konsekvensen af, at de ikke længere er, hvad de har været.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Sørensen
  • Carsten Svendsen
Poul Anker Sørensen og Carsten Svendsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Krogsgård

At Pia Kjærsgård stemmer for f.eks. kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen viser også, at hun tilhører den velbjærgede elite, der er uden forståelse for de problemer, som den mest udsatte del af befolkningen har.

Carsten Wienholtz, Per Klüver, Martin Madsen, Ebbe Overbye, Carsten Svendsen, Anne Eriksen, Vibeke Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Konsekvent protest
Er der evidens for, at DF-stemmerne føler sig svigtede, og ikke er mere interesserede i forfølgelsen af det gamle anarkistiske element fra Glistrup-tiden, blot at søge lammelse folkestyret indefra med alle deres proteststemmer – de fleste fra det dårlige selskab er nok temmelig ligeglade med, om Pianisterne sidder i regering eller ej – så langt er man nok ikke i stand til at ræsonnere i de kredse …

Christian De Thurah

Gad vidst, om ikke DF'erne har ret, når de siger, at de har mere indflydelse uden for regeringen. Der sker noget med folk, når de først er blevet trukket ind i maskineriet. Gassen ville sandsynligvis gå af selv en Donald Trump, hvis han - mod forventning og forhåbning - skulle blive præsident.

Ole Brockdorff

”Det store problem for Pia Kjærsgaard er ikke det sted, hun taler fra – men at hendes parti manglede modet til at gå derind, hvor de kunne gøre en forskel for dem, de taler på vegne af. De satte deres egne interesser over deres vælgeres interesser; de svigtede dem, der har stemt på dem. Dansk Folkeparti har således afsløret, at de ikke selv vil tage konsekvensen af, at de ikke længere er, hvad de har været”, skriver Rune Lykkeberg i sin leder.

Nej, kære chefredaktør, dine argumenter holder ikke vand al den stund, at Dansk Folkeparti altid har stået for en klar defineret modstand over for det magtfulde EU med alle sine visioner om Danmark som en delstat i Europas Forenede Stater, men også den gennem flere årtier førte indvandrer- og flygtningepolitik i ly af Udlændingeloven af 1983, som hverken Venstre eller de øvrige EU-partier vil rokke en tøddel ved, når det kommer til stykket.

Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ville netop have svigtet alle deres vælgere, hvis de var trådt i regering sammen med Venstre og statsminister Lars Løkke Rasmussen, der gennem det sidste års tid klart har bevist, at han som den socialdemokratiske Helle Thorning-Schmidt, blot fungerer som en sølle delstatsguvernør i det monstrøse EU med al sin antidemokratiske magtfuldkommenhed over for 28 medlemslande og deres 500 millioner borgere.

Dansk Folkeparti er ikke idioter.

Partiet ved udmærket godt, at de i den nuværende parlamentariske situation aldrig vil få deres mærkesager igennem om et mindre EU, ej heller en kraftig opstramning af Udlændingeloven af 1983 samt konkrete afstemninger om FN-konventioner på flygtningeområdet. De kunne slet ikke have gjort en forskel for deres vælgere, hvis de i magtliderlighed var gået i regering med Venstre, for så ville de have været låst fast af et underskrevet regeringsgrundlag.

Men ved at stå uden for et regeringssamarbejde med Venstre kan Dansk Folkeparti løbende rejse sine politiske mærkesager på Christiansborg og i medierne, og samtidig have rimelig indflydelse på den øvrige førte politik hos blå blok i kraft af deres rolle som parlamentarisk grundlag. Partiet laver ikke den samme brøler som Fremskrittspartiet i Norge – deres regeringsdeltagelse har nemlig været en katastrofe for partiet i de sidste tre år.

Så, nej, Dansk Folkeparti har næppe svigtet deres vælgere.

Man kan tage konen ud af muddergrøften, men man kan ikke tage muddergrøften ud af konen.

Mads Berg, Hans Larsen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

DF har altid været uovertrufne i disciplinen at "komme i medierne" – lige siden Søren Espersen meget dygtigt, uanset hvad man ellers måtte mene om ham, ledede presseafdelingen. Og medierne svigtede aldrig!

Men behøver de, medierne, stadig at give Pia Kjærsgaard så meget plads, som tilfældet er? Kunne man ikke bare nøjes med at beskæftige sig med udtalelser og handlinger, der har en direkte sammenhæng med det hverv, hun nu bestrider som Folketingets formand?

Og samtidig med at der (stadig) fokuseres så meget på hende, får partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, igen og igen lov til at flyve under radaren. Ikke alene synes han af medierne at blive behandlet yderst varsomt og ofte ret kritikløst, men samme medier omtaler ham også jævnligt kærligt med det private kælenavn 'Tulle'.

Er der ikke noget helt galt med det 'billede'? Kan man ikke også godt tale om, at medierne har et "problem"?

Mads Berg, Hans Larsen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Selvfølgelig må folk på høje tillidsposter tale på vegne af andre end den elite, de selv tilhører.
Og selvfølgelig må DF vælge at stå uden for den regering de støtter, hvis de tror, de kan få mest ud af det, - en klassisk dansk mindretalsregering. EL var jo heller ikke med i Helle Thornings regering. Det fik de bare ikke så meget ud af

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Rune Lykkeberg - det nytter ikke at lade som om, det ikke betyder noget for DF, at de er imod - eller i det mindste skeptiske overfor - EU.
Venstre kunne IKKE tage dem med i regering, hvis de fortsat ville udvise den skepsis.
Kan hænde, at visse af DF-politikerne gerne begyndte at gå i blå sokker med guldstjerner, hvis de til gengæld fik ministerbiler. Men de er ikke dummere, end de godt ved, hvad det ville betyde for deres vælgertal - stemmerne ville forsvinde i et endnu hurtigere tempo, end Lars Løkkes valgløfter p.t. bliver brudt.
Udover, hvad DF ellers er, så er de det parti, folk stemmer på, hvis de er imod den retning, EU har, og for socialistforskrækkede til at stemme EL. Det ved PIa godt; og hun ved også, hvor mange de er.
I grunden tror jeg også godt, at du ved det. Du vælger bare at holde det ude af dine analyser.

olivier goulin

Pia Kjærsgaard har måske nok tilkæmpet sig uhørt stor politisk magt, og tilhører i den forstand selv eliten.
Men i hendes egen selvopfattelse og i åndelig forstand er hun muligvis ikke del af denne elitære kultur.
Hun har sine rødder i den ufaglærte og uuddannede underklasse - og rødderne er nok det mest betydende for den samfundsklasse, man identificerer sig med - livet igennem.

Det har altid været tydeligt, at Pia Kjærsgaard ikke befandt sig vel og trygt blandt akademikere, som jo idag udgør den overvejende del af det politiske establishment. Hun taler ikke deres sprog eller forstår deres kultur - og jeg tror hun har et mindreværdskompleks og en følelse af at være udenfor, som hun aldrig rigtigt har overvundet.

/O

Michael Kongstad Nielsen

olivier goulin, jeg tror du tager fejl. Pia K. har ikke det mindste mindreværdskompleks over for akademikere, ellers var hun aldrig havnet der, hvor hun er. Hendes styrke er netop, at hun finder almindelige mennesker lige så meget værd som de "kloge", højtuddannede, eller for den sags skyld rige grosserer typer,

Uden sammenligning i øvrigt var Thorvald Stauning eller Anker Jørgensen heller ikke mindreværdige over for de højere samfundsklasser.

Den sociale arv kan også gå den anden vej. Kommunisten og forfatteren Hans Scherfig var født i det højere borgerskab af en direktør i det private erhvervsliv.