Leder

En særlig sag

23. august 2016

»En sag af helt særlig karakter.«

Sådan beskriver Østre Landsret den såkaldte iraker-sag, hvor 23 irakere kræver erstatning fra den danske stat, fordi de en novembermorgen for 12 år siden blev taget til fange under en dansk-ledet militæroperation i Irak og udleveret til den berygtede Jamiat politistation i Basra.

Her blev de ifølge vidneudsagn og lægerapporter både tæsket og torteret med det resultat, at flere af fangerne efterfølgende har udviklet PTSD og depression.

Efter års juridisk tovtrækkeri mellem de 23 irakeres advokat, Christian Harlang, og Forsvarsministeriet, bl.a. om retten til fri proces, besluttede Østre Landsret i går, at sagen nu skal realitetsbehandles.

Forsvarsministeriet hævdede ellers, at sagen var forældet, men det afviser landsretten. Sagen omhandler Danmarks mulige medansvar for tortur, og den slags sager forældes ikke ifølge konventionerne, lyder rettens begrundelse.

Udgangspunktet for dommerne har tydeligvis været, at eventuelle tvivlsspørgsmål skal komme de 23 mulige ofre til gode. F.eks. har retten lagt til grund, at de irakiske fanger faktisk blev mishandlet og torteret, selv om den del af sagen aldrig er blevet prøvet.

Derudover mener dommerne, at fangernes psykiske problemer, den generelle sikkerhedssituation i Irak og borgerkrigene har været med til at forsinke sagen.

Læs også: Vil regeringen også nedlægge domstolene?

Det er en meget glædelig afgørelse, landsretten er nået frem til. For det første har de 23 irakere fået bekræftet, at de har ret til at få deres sag prøvet ved en dansk domstol.

Det ville ikke være en moderne retsstat værdig, hvis den danske stat kunne undgå retsforfølgelse alene på grund af sine juridiske ressourcer og sit informationsmonopol på forsvarsområdet.

For det andet er det på høje tid, det bliver opklaret, hvilken rolle Danmark reelt har spillet i Irak, hvor bl.a. Informations WikiLeaks-afsløringer har vist, at både de danske myndigheder og resten af den amerikansk-ledede koalition bevidst lukkede øjnene for, hvad der foregik i det irakiske politis torturkældre.

For det tredje er det afgørende af hensyn til den fremtidige krigsdeltagelse at få klarlagt, hvor grænsen for Danmarks medansvar går i forhold til de mange samarbejdspartnere, vi som et lille land nødvendigvis må have.

Et godt råd til Forsvarsministeriet og kammeradvokat Peter Biering er derfor: Erkend nederlaget, og lad sagen komme for retten. Det er det eneste anstændige for alle parter. caa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Vedel Villumsen
  • Henning Mikkelsen
Ole Vedel Villumsen og Henning Mikkelsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu