Leder

Uden fælles ritualer er vi alene

Debat
8. august 2016

En hellig treenighed af individualisme, sekularisme og rationalisme hersker over Nordeuropa.

Og selv om den har forbedret livet for både os og milliarder af mennesker over hele verden, har den også gjort os himmelråbende dårlige til at begribe livets store spørgsmål – og på intet tidspunkt er det tydeligere end i mødet med døden.

Henover sommeren har Information stillet kunstnere, imamer og filosoffer spørgsmål om døden: »Hvad betyder døden for livet?« »Hvad tror du, der sker, når vi dør?« Vi har brug for svar som aldrig før.

Videnskaben har for længst suget luften ud af religionen. Som den britiske forfatter John Ruskin skrev i 1851, da geologer opdagede, at jorden var langt ældre end de 6.000 år, som biblen hævdede:

»Hvis bare geologerne ville lade mig være i fred, ville jeg klare mig fint, men de forfærdelige hamre! Jeg hører deres klink for enden af hvert bibelvers.«

Videnskabens hammerslag knuste Ruskins tro. Gud døde, og vi slog ham selv ihjel. I dag ser vi tro som modsætning til den oplyste rationalisme, vi har bygget vores liberale demokrati op omkring. Spiritualitet er fornuftens fjende.

På samme måde er vi mistænksomme over for kollektive ritualer, fordi de indeholder et autoritært element – en hengivelse til kulturens historiske traditioner. Fordi modernitetens frigørelsesproces netop bestod i at ryste traditionens bånd af sig, så slaver og kvinder ikke var bundet til en fast plads i samfundet, føler mange moderne nordeuropæere et ubehag ved ritualer og traditioner. De begrænser individet.

Ritualernes kollektive kraft kan nærmest virke sekterisk på os. Den minder os om nazisternes march gennem Nürnberg og sovjetkommunisternes grusomheder, og vi husker på, at totalitarismen blomstrer, når individer forvandles til folkemasse.

Den blanke afvisning af tro og ritualer har affortryllet verden, og det har efterladt en tomhed i os.

Dødens ritualer – begravelse, udsyngning, sørgeperioder, sørgebind, lighalm etc. – har altid været kollektivets krisehjælp til individet og et bolværk imod tomheden.

Ritualerne er vores forfædres samlede erfaringer med sorg, smukt indpakket i måltider, sprog og klædedragter, som tilbyder os rum til at acceptere dødens uforståelighed.

Når vi vender os væk fra ritualerne, vender vi os væk fra hinanden – og så er vi alene. Som den norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver i sit korte essay Nåde fra 2010:

»Helvede er de andre, skrev Sartre, men det er kun rigtigt, hvis de vender sig væk fra dig. Helvede er, når du er ingen.«

I mødet med døden længes vi efter kollektivets kærlige omfavnelse – et følelsesmæssigt fællesskab og en psykologisk forbundenhed, som lover os, at vi ikke behøver bære livets smerte alene – men vi tør knap nok kondolere vores bedste venner, hvis de har mistet en søn eller en mor.

Vi våger ikke over den døende, mødes ikke i sang over den døde krop, vi har ingen sørgeperioder, tænder ingen lys, mødes ikke til lange sørgemiddage.

Vi er fremmede for døden, og mange vover end ikke at lægge håndfladen mod den afdøde krops kolde blege hud – det udliciteres til velfærdssamfundets professionelle.

På den måde afslører døden individualismens mangler som livsform. Tænk, at vi er alene. At vi engang skal dø. Alene.

Et voldsomt spørgsmål står tilbage: Hvordan genskaber vi tro og ritualer, som giver kollektiv støtte, uden at henfalde til dogmatisk dyrkelse af guder og onde ideologier?

Vi bør være mere helhjertede i omfavnelsen af vores egen historie og kulturelle traditioner – det gør os hverken til fascister eller indremissionske – og vi bør tale mere åbent om døden.

Men der ligger også en væsentlig opgave for kunstnere og kulturproducenter i at skabe nye fælles fortællinger om liv og død i en splintret verden; brølende beretninger om eksistentielle spørgsmål, som rækker langt ud over de lavmælte historier om personlige hovedpiner, vi ofte spises af med.

Kunsten bør hjælpe os til at udfylde tomheden og genskabe den fælles menneskelighed, vi længes efter. Og vi bør alle sammen hjælpe hinanden med at bære og begribe døden, så ingen efterlades alene. 

Serie

Nærdødsoplevelse

Vi er ikke gode til at tale om døden i Danmark. Vi lever på den mest sekulære og rationalistiske plet i menneskehedens historie og efterlader næsten ingen plads til tro og spiritualitet.

Men hen over sommeren gør Information døden levende – vi taler med seks personligheder om deres tro og deres forhold til døden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu rabler det i lederen.

Dan Johannesson

Hvorfor dog Torben, syntes aldrig jeg har set Dansken mere sindsforvirret, kynisk, grisk og fortabt end netop i disse år. De moralske fixpunkter er væk, og i stedet har en nær satanisk "me first" filosofi overtaget rigtig mange borgere. Så at der er massive konsekvenser forbundet med at ignorere al forskning ifht. åndsvidenskaberne (der er masser af indikatorer på både efterliv, energetisk udveksling mv. men det rapporteres ikke i mainstream medierne.) og skrinlægge alle religiøse tanker er da en yderst relevant analyse. Så ingen rablen, bare et gigantisk blind spot i selverkendelsen hos dansken.

Britt Kristensen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Der, hvor jeg kommer fra, holder man gravøl. Det udvikler sig ofte til en mindre fest. Det er faktisk en af de traditioner jeg holder meget af, livet er en fest, og det står særlig klart, når nogen, man kender er død, og vi efterladte sammen glæder os over, at vi stadig er i live. Gravøl har også den fordel, at materialisterne og de antispirituelle kan være med.

den tilsyneladende lidt fjollede britiske forfatter John Ruskin skrev i 1851, da geologer opdagede, at jorden var ....
nåja, det var synd for lille John, han er vel undskyldt som skønlitterat foretrækker man jo tro og kultur ... og en gid historie med en overskuelig tidsramme...
Men præsten fra Irland der i den sene middelalder forsøgte at hive sig en pavelig phd ved at addere årstal i GT har nu været til grin i Rom og hele kristenheden lige siden, .... hans forskningsresultat 'hævdes' ikke af biblen, men har tilsyneladende en troværdighed hos Christian Benneke ??? , og det er sgu for åndssvagt.....