Leder

Urent OL

Debat
5. august 2016

Der har ikke været mange positive historier i medierne op til det OL i Rio de Janeiro, som starter i aften.

Afsløringen af den russiske statsdoping var en regulær skandale. Den blev ikke kønnere af, at den Internationale Olympiske Komité trods anbefalinger fra 14 nationale antidoping-organisationer om det modsatte, ikke havde modet til at udelukke de russiske atleter fra legene, men i stedet overlod beslutningen til de internationale idrætsforbund.

Der har også været historier om korruption. Historier om frygt for zika-virus og terrorangreb. Historier om, hvordan der i den brasilianske befolkning er en voksende utilfredshed med, at det fattige land prioriterer at bruge milliarder på sportsbegivenheder, mens sygehuse og skoler forfalder. Der har været historier om atleter og journalister, der er udsat for tyveri, og historier om rotter og affald i Guanabara-bugten, hvor sejladskonkurrencerne skal finde sted.

Sidstnævnte tjener fint som et generelt billede på optakten til legene: Det har været en uren affære. De mange negative historier er ærgerlige, for OL burde være noget smukt.

Hvad enten man bryder sig om sport eller ej, er OL en af de få begivenheder, som får hele verden til at rette blikket mod det samme sted på samme tid. Nogle af sportsgrenene er temmelig perifere og – lad os være ærlige – kedelige at se på. Men netop prioriteringen af det perifere er samtidig styrken ved OL. Her er plads til trespring og taekwondo. For ikke at nævne de udpræget æstetiske discipliner som synkronsvømning og rytmisk gymnastik. Her er plads til mænd, kvinder og – ved de paralympiske lege – handicappede. Her er plads til atleter fra Afghanistan.

Tanken bag De Olympiske Lege er smuk og ren, men i praksis er legene blevet møgbeskidte – det er Rio desværre blot det seneste eksempel på. Som regel glemmer vi kritikken, når det første spyd er kastet – når det, som det hele handler om, med rette tager fokus.

Det er muligvis naivt at tro på radikale forandringer, men lad os i det mindste håbe, at vi vil holde fast i at diskutere de principielle problemer også efter legene i Rio, så vi kan få et renere OL Tokyo i 2020. Det kan vi godt bruge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der har også været historier om korruption. ...så har Information vist ikke sagt for meget.

Ol er baseret på et smukt ideal, der efterhånden er blevet så tyndslidt af korrupte politikere og udøvere at det ligner kriminalitet til forveksling.

Torben Lindegaard

@Kristian Villesen

Jeg har haft lejlighed til at se & lytte til mange transmissioner fra OL - speaket af Gunnar "Nu" Hansen, så selvfølgelig er jeg da påvirket af, at der er OL i Rio i 2016. Men altså ikke mere, end at jeg stadig kunne more mig over, at de ikke kunne holde liv i den olympiske fakkel -
den blev stjålet og slukket...............jamen altså.